Nadja Pass

Oppe i Norge, der boede tre trolde. Og da jeg var barn, boede der også hugorme under den store sten ved regnvandscisternen ved min faster og onkels hytte. Der voksede buskevis af vilde hindbær langs den snoede vej, der var så stejl, hårnålesvungen og stenet, at min onkel lærte os, at vi altid skulle holde på forruden når vi kørte der for at forhindre stensplinter i at slå ruden i stykker.

Man var lettet, når man endelig nåede frem hytten der lå på fjeldsiden med den mest fantastiske udsigt ud over den telemarkske skærgård og kun en kort bådtur til Kragerø, Norges svar på Skagen, hvor man kunne købe masser af friske fisk, hvis man da ikke havde fanget nogle selv, og is, hvis man ikke da ikke foretrak de norske jordbær, der af en eller anden grund, der nok handler om endnu længere modningstider end de danske, smager endnu mere af sol og sommer.

Der var ingen strøm, så alt aftenhygge foregik i petroleumslampernes, stearinlysenes og lommelygternes skær. Og intet vand, så man køre langvejs for at købe drikkevand og vaskede sig i regnvandet fra citernen. Og vigtigst af alt – ingen kloak. Så i stedet var der snurredas. En dengang nymodens opfindelse, hvor de humane efterladenskaber lander i en stor tromle, der snurres (deraf navnet) med jævne mellemrum for så at formulde. Et økologisk meget bæredygtigt og fint system. Men da jeg var lille tænkte jeg ikke så meget på det, men fokuserede i stedet på lugten af ammoniak, der sved i øjnene og fremkaldte brækfornemmelser.

Det var Norges blomsterdal og fjeld og li og fjord. Frilugts-liv kunne man grundet snurredasset ikke rigtig kalde det. Men det var også det eneste skår i glæden. (Bortset altså fra den sommer, hvor jeg var den ENESTE i klassen – af pigerne i hvert fald – der ikke havde set Prins Charles og Prinsesse Dianas bryllup, fordi jeg uden strøm og antenne havde forholdsvis svært ved at følge med i tv-løjerne) For bortset fra snurredassets ulyksaligheder var det friluftsliv af den slags, hvor man ånder den skønneste friske luft ned i lungerne. Det var et klondyke af friske unge folk, der havde købt deres hyttegrunde og klampet simple hytter op. Og der var så mange træer mellem hytterne, at det ikke var det til at se den ene fra den anden. Det var et paradis for folk af den slags, der bare nyder, når natten er så stille, luften er så klar. Duggens perler trille, månens stråler spille.

Da jeg blev en 10-12 år holdt vi op med at orientere os så meget mod Norge i sommerferierne. Frankrig, Italien, USA, Israel, Ghana, Kina, Rusland, Island, Spanien og den danske sommer trak – og pludselig var der gået en 20 års tid, siden jeg havde været i hytten sidst.

Og nu er det så først her de sidste 6-7 år, at jeg er begyndt at vende tilbage med ujævne mellemrum, når det sådan lige passer.

Man ser det allerede helt nede ved bommen fra den store vej. Den lille vej ud ad Knibe-odden er stadig smal, men nu asfalteret og der er masser af små vigepladser. Ikke at jeg var særlig kry, da jeg første gang skulle køre op ad den. Men alligevel. Der var ikke længere tale om decideret dødskørsel. Og de vilde hindbærbuske langs vejen havde i sagens natur måttet vige for vigepladserne.

Selve hytten ligner sig selv, selvom der er blevet bygget en større terrasse på. Og om aftenen, den første gang jeg var deroppe som voksen, opdagede jeg også, at jeg slet ikke havde brug for min lommelygte, for der var masser af strøm som supplement til petroleumslampernes skær. Og næste morgen opdagede jeg, at der ligefrem var kommet brusekabine. Stadig med vand fra cisternen. Men et reelt brusebad kunne man sagtens få. Og snurredasset – ja, det er der stadigvæk. Men nu er der kommet en vifte på og man skal smide tørv oven i hver gang man har besørget. Så det lugter overhovedet ikke mere.

Så i min fasters hytte er der gennem årene blevet føjet nogle moderne fornødenheder til, som jeg dog – i min fasters tilfælde – synes respekterer omgivelserne, bevarer mindet om det lidt primitive klondyke og tillader fantasien stadig at lege lidt med troldene, der måske bor bag de store sten sammen med hugormene.

Det samme kunne man imidlertid ikke sige om hytterne omkring hende. For ikke alene er de unge fra dengang blevet ældre. De er også i mange tilfælde blevet udskiftet med yngre generationer. Eller helt nye tilflyttere er kommet til. Og de har alle sammen noget finere vaner. Så hytterne vokser sig større, flere og flere borer efter vand og fjernsynene flimrer i nattemørket.

Den del får så være, hvad det være vil. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvordan folk vil tilbringe deres sommerferier – og jeg VAR jo også selv i tv-bekneb dengang med Prinsesse Diana, så det har jeg en vis forståelse for… Og dette er ikke tænkt som et “ak hvor forandret, alt var bedre i barndommen”-indlæg. Jeg kan sagtens forstå at ting forandres, og i langt de fleste tilfælde forbedres. Der er trods alt gået 30 år, siden jeg var barn, og det ville også være mærkeligt, hvis alt var forblevet ved status quo.

Men det, jeg til gengæld HAR det virkelig svært med, er, at folk med en hytte på et fjeld midt i en skov langs en klippekyst i stadig stigende grad begynder at fjerne lyng og mos for at anlægge græsplæner, fylde sand langs vandkanten for at illudere sandstrande sommeren igennem (sand, der løber direkte ud i fjordene og forstyrrer økosystemerne) og bruge vaske- og opvaskemaskiner, selvom der ikke er nogen kloakering og derfor lade alt spildevandet løbe ufortyndet ud i fjorden.

Og ikke mindst at fælde. Fælde, fælde og fælde. I jagten på en stribe mere sol i fem minutter hver aften. Alle snakkede om at fælde. Og for hvert træ, der faldt jo mere pres lagde naboerne på hinanden for at fælde et til og et til, for da det første i rækken var røget blev jo helt tydeligt, at det slet ikke var der, havde skygget, men det store træ 20 meter væk. Så nu måtte det også væk, hvis det skulle give mening at have fældet de andre. Kunne man nok forstå. Eller “Skjønnte man”. For hver dag flyttede diskussionerne og motorsavens summen sig fra træ til træ og efterlod stub efter stub. Det var bare liiiiiige den der gran, eg, bævre-asp eller røn, der stjal den sidste stribe aftensol fra det yderste hjørne på terrassen. Og endte diskussionerne i, at de ikke fik lov at fælde, var det ikke godt at vide, hvad der så ville ske. For mange og lange var historierne om folk, der var smittet med fældefælderen og så i nattens mulm og mørke eller uden for sæsonen i smug slagtede det træ, de havde set sig sur på. Og ikke havde noget imod at tage balladen bagefter, for væk var jo træet og det ville tage mange år før et nyt nåede op i de højder igen.

Dagen igennem brummer motorsavene og hver aften er nye hytter eller fjeldtoppe kommet til syne. Nye store panoramavinduer, hvor flimmeret fra fladskærmene forurener mørket og slukker stjernerne. Og det synes jeg simpelthen er mangel på respekt for naboerne, der har valgt at have netop en skovhytte på fjeldet og ikke en timeshare på Costa del Sol. Og ikke mindst er det total mangel på respekt for naturen.

Det er fair nok, at man gerne vil have en græsplæne og nogle stauder og noget sand mellem tæerne og et fladskærms-tv og noget sol i sin sommer. Men hvorfor så have en hytte i netop den slags hytteområde? Og hvorfor systematisk bidrage til at ødelægge noget, der var ret unikt, når man kan finde græsplæner og stauder og sand mellem tæerne og fladskærm-tv’er og sol så mange andre steder på kloden?