Kvæstelser for enden af regnbuen

by Nadja

1. maj for et par år siden slog en veninde og jeg “lidt til søren” ved Fælledparkens omrejsende tivoli – og begyndte spontant at skyde os til et par plasticroser. Og da vi så det store pariserhjul ved Trianglen kiggede vi på hinanden og stillede os straks i kø. Det var ikke nogen lang kø – og efterhånden som vi nærmede os gondolerne blev vi stadigt mindre kry. Og tilsidst indrømmede jeg, at jeg – selvom jeg altid har elsket vildt forlystelser – ALDRIG gør havde prøvet en større forlystelse i et omrejsende tivoli. Da jeg var lille måtte jeg ikke for min mor, for man vidste jo aldrig, om de havde ordentligt styr på sikkerheden…og efterhånden som jeg er blevet voksen har jeg bare ladet være…for man ved jo aldrig, om de har ordentligt styr på sikkerheden…

“Sådan har jeg det også” skælvede min veninde – der ellers temmelig frygtløst rejser fra flygtningelejr til flygtningelejr i Østafrika. Og så så man ellers lige os sidde og skælve som to små kyllinger og ikke håbe særlig meget på en ekstra-tur. Udsigten var da flot, mindede vi konstant hinanden om mens vi kørte rundt og rundt og prøvede at abstrahere fra alle knagelydede. Og det var to meget lettede thirty somethings, der endelig fik fast grund under fødderne igen.

Selvom jeg altid har elsket de vilde forlystelser, tror jeg også, at frygten og fornemmelsen af at lægge livet i teknikernes hænder, har været med mig og givet et ekstra sug i maven. Også når jeg prøvede forlystelserne i de mere etablere etablissementer.

Og et af de mere etablerede etablissementer, vi meget ofte besøgte i barndom og hvor vi havde min mors velsignelse til at prøve det hele (selvom der en gang var kørt en vogn af rutschebanen) var Dyrehavsbakken, der lå lige præcis en søndagscykelturs afstand fra mit barndomshjem. Og en af de allerbedste forlystelser var Regnbuen. Regnbuen, der hævede sig højt, højt over de andre forlystelser. Både på grund af sin fysiske højde, der ragede op, så man kunne se den langvejs fra. Men suget i maven overgik også suget fra alle de andre forlystelser. Suget, suget, suget. Suget, når den drejede sidelæns om sin egen akse var uforligneligt.

Og hvad er der så sket i dag. I Liseberg i Göteborg, som min bror og jeg altid længtes efter, at vi skulle stoppe i, når vi kørte på sommerferie hos familien i Norge (og mere end en gang var heldige at svinge ind om på hjemturen). I Liseberg, hvor jeg husker, at vi blev helt vildt irriterede på min mor over at hun hvinede i en forlystelse, fordi den knirkede (og det gjorde den…) og man vidste jo aldrig, om de havde ordentligt styr på sikkerheden. Hvad er der sket i Liseberg? REGNBUEN er faldet ned og 36 mennesker er kvæstet, to alvorligt.

Og endnu engang sender de konkrete detaljer chockbølger gennem mine erindringer. Fordi det var det, min mor (og jeg) altid sådan frygtede. Fordi det var i Liseberg. Og fordi det var REGNBUEN.

Og endnu engang bliver jeg irriteret over, at det er så meget nemmere for mig at relatere til den slags ulykker. Og at medierne i den grad svælger i det. For i Nyhederne var der selvfølgelig som sædvanelig fokus på, at der ikke var nogle danskere, der var kommet til skade (nej, men der var så 36 andre børn og unge, der var temmelig kvæstede og helt sikkert mange, der trængte til krisehjælp og har fået lidt mindre lyst til at skulle forlystelsesparker i mange år fremover). Og i Nyhederne havde de selvfølgelig også gravet en chokeret jysk familie frem – Liseberg er et yndet sted for mange SKANDINAVISKE turister, huskede journalisten lige at fremhæve. Og den stakkels syv-årige dreng, der lige havde prøvet forlystelsen kort inden den skæbnesvangre tur kunne kun sige, hvad sandt var, da journalisten spurgte, hvordan har havde det lige nu “Jeg er glad for at jeg nåede at prøve den. Min ven og mig havde tænkt os at prøve den senere igen, for han var ikke med første gang. Han skulle lige tage mod til sig”. Mon ikke han fremover skal tage en hel del mere mod til sig, når han skal prøve en forlystelse?

I min barndom lå der guld i form af glæde, latter, mavekildrende fryd og hvin for enden af regnbuen. Men netop i dag og netop for de mange der var ombord, da regnbuen sank i grus, var der kun sorg og kvæstelser at finde.

Reklamer