Nadja Pass

Sidste år på denne tid erklærede jeg mig som udpræget dræbersneglspacifist, hvilket afledte en masse interessante analyser i kommentarfelterne. Og jeg ved ikke, om det er min venlige (eller i hvert fald ikke morderiske/sadistiske indstilling), der har hjulpet. Men i hvert fald har jeg 7-9-13 ikke mødt en eneste slimet hermafrodit i sommerlandet i år. Og det er…alt andet lige…dejligt.

Og så er der jo så meget mere tid til at koncentrere sig om dræbersneglenes langt venligere fætter – kanelsneglen. Min egen fætter – som jeg har tilbragt mange af barnsomre med heroppe og som jeg forestiller mig har lidt samme Truman-show-oplevelse af sommerlandet, som mig – har nemlig meldt sin ankomst sammen med sin lille familie. Og jeg har besluttet mig for, at så skal der sørme bages kanelsnegle.

Og det med kanelsneglebagning er så ikke noget, der forekommer så ofte i undertegnedes tilværelse. Faktisk tror jeg kun, jeg har bagt kanelsnegle i husgerning i det herrens år 1986. Så selvom jeg ikke ville være bleg for at improvisere (det er så som oftest der, det går galt, når jeg bager. Jeg improviserer lige så glad og gerne, som jeg gør, når jeg eksperimenterer med kogekunsten – men når man bager er der bare lidt flere målinger, der bør være lidt mere præcise) besluttede jeg mig for lige at google nogle opskrifter.

Og foreløbig har min kanelsnegle-plan bragt mig vidt omkring og afsløret ikke så få tendenser til småkonflikter, der trods kanelsnegles pacifistiske ydre, alligevel kan opstå i deres sukkersøde slimspor.

Vi starter hos Trine Hahnemann fra Frokostkompagniet. For hun havde et ret fantastisk indlæg som intro til sin opskrift, der meget fint fangede den indre konflikt mange mødre (efter sigende) står overfor, når de splittes mellem ønsket om at vente med hjemmebagte boller til poderne og samtidig få en hverdag til at hænge sammen. Selve opskriften må du over til Frokostkompagniet selv og hente, men introen får du lige i sin fulde længde her:

Da jeg fik børn drømte jeg om jeg skulle være hjemme om eftermiddagene når de kom hjem fra skole. Der skulle jeg stå klar med hjemmebag i bedste Morten Korch-stil. Sådan blev det ikke, virkeligheden kalder jo. Der er jo også en karriere der skal passes og tusind andre spændende ting som frister her i livet. Men det er da alligevel blevet til et par eftermiddage i løbet af årerne, og det er ikke så længe siden jeg tog hjem for at bage og så overraske dem når de kom hjem fra skole. Jeg skyndte mig hjem rigtig glad, og gik i gang, jeg bagte de her favorit snegle og lavede te, tændte stearinlys, og der sad jeg så fuldstændig klar og ventede og ventede, men mine børn kom ikke hjem fra skole den dag, de havde travlt med deres liv. Men sneglende smagte stadig godt.

Trine Hahnemanns opskrift lød god. Men for at sige det som det er: SÅ meget smør havde jeg ikke i sinde at bruge og havde derfor slet ikke købt nær de mængder. Så jeg kiggede videre hos Arla, og her var der indtil flere forskellige opskrifter på pacifist-snegle. Og hos Arla lægger de jo – ret i det sociale softwares ånd – op til, at man udveksler erfaringer med opskrifterne og gode tips, hvis man har sådan nogle. Og det synes en mad-nørd som mig jo er genialt. Men i kommentarfelterne stødte jeg på en optakt til konflikt. Her mellem  sådan nogle som mig på den ene side (der ikke kan dy sig for at sige, at hvis man nu lige smed et par drys et eller andet i kunne det gøre en stor forskel) og så en hel masse, der med temmelig krigerisk retorik forsvarede den oprindelige opskrift og slet ikke kunne forstå, hvorfor nogle skulle have lyst til at ændre på en opskrift, der i bund og grund fungerede som den var. Men en ting var de alle sammen enige om – opskriften var forrygende. Og da det samtidig var den opskrift, der trods alt indeholdt mindst smør, uden at kamme over i at blive en gulerodskanelsnegl, sprang jeg på den.

Og der skulle man så bruge kardemomme. Og det foranledige så et nyt lille drama fra det virkelige liv. For nu er det jo ikke sådan, at jeg ikke kunne finde på at bage en kanelsnegl uden at have kardemomme. Men det giver jo lige det der lille ekstra og jeg synes måske også, det var en meget god undskyldning for at gå ned til købmanden (som jeg ellers ikke bruger så meget, for “vi” kom jo hos ismejeriet og den anden købmand, som han udkonkurrerede for 25 år siden og – sådan set mere relevant i forhold til mit fravalg i dag – de har meget få økologiske varer). Så kunne jeg jo også lige købe et BilledBlad og sådan.

Nu ville skæbnen så, at der ikke er noget kardemomme på hylderne. Kanel i massevis – fire fulde papbakker, faktisk, plus hel kanel i stænger. Masser af kanel i sær taget i betragtning, at der er temmelig længe til jul, med mindre man holder jul i juli. Men ingen kardemomme. Og det gav anledning til et lille kursus i service og manglende service: “I har vel ikke noget kardemomme” spurgte jeg den nærmeste medarbejder. “Vi har lige fået nye varer” svarede hun surt, men spurgte trods alt henover skulderen ham, der åbenbart stod for bestillingerne, om der var bestilt kardemomme. Det var der. Men det tager lang tid at fylde op. “Hvor lang tid tror du sådan ca.?” spurgte jeg meget venligt og ferieoverskudsagtigt og tænkte, at jeg jo sagtens bare lige kunne cruise frem og tilbage mellem de fem fuldstændig ens butikker med hvidt-og-slidt-interiør-i-tilfælde-af-at-du-vil-indrette-dit-sommerhus-som-en-forloren-herregård.

“Det ved jeg virkelig ikke” svarede hun så. Endnu mere bidsk. Og det gad jeg ikke rigtig lade ødelægge mit gode humør, så svingede ud og kiggede på hvidt-og-slidt-butikker og vendte tilbage en halv time senere fast besluttet på så at droppe den kardemomme, hvis den ikke havde indfundet sig på hylderne endnu.  Værre var det jo heller ikke. Lissom.

Og da jeg så kom tilbage stod ham, der havde bestilt varerne og var ved at fylde ting på hylderne. Og den sure dame var travlt optaget af at fylde kartoffelchips på nederste hylde i den anden ende af butikken. Og tænk – så sagde han med et grin “nå – lusker du nu rundt efter kardemomme igen? Nu skal jeg gå ud og se, om jeg kan finde den i bunkerne, så du ikke skal vente længere”. Og et øjeblik efter var han tilbage med en pose og sagde “så kan der også blive lækre boller i eftermiddag”. Og så blev jeg rigtig glad og sagde tusind tak og var lige ved at tilføje, at det nu var kanelsnegle, og at han i virkeligheden fortjente en, fordi han var så serviceminded. Og så traskede jeg hjem gennem regnvejret med min kardemomme, mit Billedblad og en hel trommekoncert af sommerregn på hætten.

Nu tilbagestår stadig processen med at få omtransformeret kardemomme, kanel, mel, smør (faretruende meget smør) etc etc til velduftende snegle. Og det kan jo være, at I enten her eller i Arla’s kommetarfelter støder på stor frustration (kreative forslag til forbedringer, tror jeg nok, jeg vil dy mig for at bidrage med) i morgen eftermiddag. Velvidende at mislykkede snegle vil være selvforskyldte, fordi det så er fordi jeg endnu engang har afviget (for) meget fra opskriften.

Men uanset, hvordan de ser ud og ender med at smage, og uanset hvor meget konfliktagtigt stof, der overraskende nok kan følge i deres spor, er der én ting, man ikke kan tage fra kanelsneglene. De er utroligt meget mere hyggelige at gå og tænke på end dræbersneglene.