Sommerlandets tidslommer
by Nadja
Langt oppe bag Norges bjerge
der bor en enkemand, enkemand
han havde en eneste datter
Juliane var hendes navn, hendes navn
og som dem, der genkender sangens fra barndommens frikvarterer vil vide går det grueligt galt for den stakkels Juliane, der er vildt forelsket i en sømand og dør af sorg over, at hun ikke må få ham. og da sømanden hører nyheden om, at Juliane hun er død, hun er død, falder han om på dækket og beder så mindeligt om at blive lagt i samme kiste og samme grav.
På gravstenen står der skrevet
“Juliane og hendes mand”, hendes mand
For roser og violer
kan aldrig skilles ad, skilles ad.
Den sang havde jeg ikke skænket en tanke i sådan cirka 25 år. Men så nu her lige for et øjeblik siden, hvor jeg sad ude i sommerhushaven og lakerede tånegle (ja, såmænd) hørte jeg en lille pige skråle sangen fra ende til anden (og den er laaaaang) med den slags gjaldende, usikre røst, man kun hører hos op-til-10-årige, der stadig er i den livsfase, hvor forældre, lærere og pædagoger hylder alt, hvad de gør og kommer til alle skolekoncerter og man endnu ikke er begyndt at skille fårene fra bukkene hverken i musik eller forming (der sikkert nu hedder billedkunst og måske ikke alle steder længere får lov at være skemaet?)
Og nu har jeg selvfølgelig sangen på hjernen. Og det mest syrede er, at jeg kan huske teksten ordret nærmest fra ende til anden. Og lige pludselig havde den lille pige i hængekøjen overfor på den måde bygget en direkte bro til den tid, hvor det var mig selv, der med usikker – dog gjaldende – røst lærte sangen om Juliane af Janne Larsen i andegården på Tjørnegårdsskolen – og derefter selv lærte den videre til adskillige andre små piger, der ligesom mig og Janne (og nu også pigen i hængekøjen overfor) blev fuldstændig grebet af den tragiske historie og melodien, der på en gang er messende og klagende og folkevise-monotom på samme måde som sangen om de tre musikanter Røde synger til sit bryllup i Matador godt akkompagneret af Laura og en “harmonikasse”.
Og sangen om Juliane og de norske fjelde er kun et ud af mange eksempler på, hvordan sommerhuset heroppe med meget få midler laver en intravenøs jump-start af barndomsminder. Det var her min mormor lærte mig alfabetet, da jeg var to. Her vi gik lange ture langs stranden og hun fortalte mig alle røverhistorierne om min familie. Det var her hun lavede verdens bedste koldskål på den ikke-så-salmonella-opmærksomme-måde, serverede blomkål-på-polsk (yummmm) og vi kørte til Lynæs efter de eneste helt rigtige fiskefrikadeller, der findes. Her somrene føltes uendeligt lange og jeg var her på skift med min bror og mine fætre og udvalgte veninder. Her jeg læste til studentereksamen. Her har jeg skrevet mange af de bedste tekster, jeg i tidens løb har undfanget. Her, jeg absolut intet har imod at vente i timevis på Melby station. Her jeg er stukket op, når jeg engang imellem måtte stemple ud i de år, hvor jeg arbejdede alt for meget. Her jeg har holdt forskellige inspirationsarrangmenter med redaktionsgruppen på Reflexioner og gode venner. Her man holder den eneste sådan helt rigtige Skt Hans, selvom jeg godt kan tælle på fingrene, at det reelt kun har været ganske få gange, det har været en lun sommeraften med asfaltbal på parkeringspladsen, stort bål, hele familien, fakkeltog og fyrværkeri.
Og ikke mindst er det her, jeg har det mest syrede “The Truman Show” udsnit af verden. Heroppe er det somom min verden kun går langs de stier, vi gik med min mormor og ender ved de destinationer, vi plejede at gå til. Og jeg bliver stadigt lige overrasket, når venner og gæster spørger, om ikke vi bare skal fortsætte længere ud ad kysten eller længere ind i landet. I hele resten af verden udforsker jeg ufortrødent enhver hemmelig sti eller skal altid lige se, hvad der gemmer sig bag det næste hjørne. Men heroppe falder det mig slet ikke ind, at der kunne være andet og mere end det jeg allerede kender.
Og så alligevel – for her sidder jeg jo så med mit trådløse netværk. Og om lidt skal jeg på ekspedition, fordi en middagsaftale på midtsjælland udfordrer mig til at finde en helt ny rute gennem sommerlandet.
Men stakken af sladderblade ligger her stadig og vokser år for år. Jeg har så småt taget hul på årets mini-medie-festival. Jeg har allerede spist fiskefrikadelle, selvom jeg kun har været her en dag og der ligger koldskål – dog salmonella-fri – på køl. Og den lille pige i hængekøjen på den anden side af grusvejen skal nok gøre sit til, at jeg i kommende dage udforsker mange flere små tidslommer i hukommelsen.
Nadja Pass 
Hov, hov, det er da Norges kyster, ikke bjerge? Sangen er nemlig også prentet ind i min bevidsthed.
Jo – kyster. Min søster og jeg har nemlig sunget vores forældre til vanvid en sommerferie ned gennem Europa med netop denne tåreperser af en sang :-)
Og nu er det ferietid igen, og jeg har min egen familie jeg kan drive til vanvid ned gennem Californien *gnækker og gnider hænder*
@ Kirsten Marie og Nina – Ajajajaj I har så evigt ret. Faktisk opdagede jeg det allerede, da jeg kørte i bil fra Nord- til Midtsjælland her til aften (meget smuk tur i øvrigt) og skrålede i vilden sky… og pludselig tænkte “Hov, det var da kyster”…
Og jeg kan også se, at sangen bliver langt lettere at google, hvis man smider kysterne på. For eksempel har Dansk Folkemindesamling en ret forrygende sunget version her: http://www.dafos.dk/brug-arkivet/kilder-online/boernetraditioner/langt-oppe-bag-norges-kyster.aspx
Men igen – der er så også nogle andre vers med end dem jeg kender – og der er tydeligvis uenighed om, hvorvidt det er højt eller langt oppe bag Norges kyster/bjerge/fjælde det hele foregår. Men hey – det er jo charmen ved folklore :-)
Det er lidt morsomt, for den sang vækker utrolig mange barndomsminder. Akkurat som ‘Under den hvide bro’ og ‘I en seng på hospitalet’. Nu er jeg selv mor til to og bosat i Norge, så da får disse danske sange – som sikkert findes i norske versioner – en anden betydning. Men jeg genkender den samme dragning mod det triste hos mine egne børn. F.eks. blev min søn meget optaget af Queen, fordi Freddie Mercury viste sig at være død. ‘Hvordan døde han mor?’ spurgte han nysgerrig, mens jeg forsøgte at være pædagogisk og give ham de svar, han efterspurgte, indtil jeg måtte bukke under for den lange remse af spørgsmål som naturligvis fulgte, og som sluttede med følgende: ‘Stod hans familie og venner så rundt hans seng, da han døde, mor?’ Da blev jeg selv grebet af det triste og begyndte at stortude foran min 5 årige søn, som tog det hele i stiv arm, og trøstede mig, mens vi hørte ‘These are the days of our lives’.
Har du, Nadja, for resten tænkt over, hvor superglad og positiv din verden forekommer på din blog? Er det bevidst eller er der aldrig nogen, som tisser på din sukkermad – for nu at bruge en sætning, som jeg ofte hørte i mit barndomshjem, og som jeg i øvrigt aldrig helt forstod, for jeg havde da ingen sukkermadder!
Åh ja forrygende erindrings-igangsætter denne vise.
Lidt ligesom “Timen er nær Tom Dooley”, som jeg altid valgte i musik, når det var min fødselsdag.
Sådan var traditionen nemlig i Ålborgforstaden Gug: når man havde føs´da måtte man vælge en sang. Jeg var desværre så “uheldig” at fejre årsdag midt i julis feriesæson, så jeg måtte vente til begyndelsen af august med at skråle:
“Timen er nær Tom Dooooley
timen er nær min ven
rejsen blir´lang Tom Dooooley
rejs dig og bed´din bøn”
Det var lange seje dage at vente på forløsning ;-)
Ak ja man var knap så skeptisk overfor banaliteter dengang, at dømme efter teksterns indhold. Og sandt at sige er banaliteter vel også bare almengyldige følelser, gentaget så mange gange, at de har mistet lidt pondus. Eller hva´?
Håber du nyder det forrygende vejr i sommer Danmark
@ Silhuet – åh ja. Timen er nær Tom Dooley (især med klingende og langvarigt ekko på Dooleyooleyooleyooley) kan jeg sagtens forestille mig værd at vente længe på.
Men hensyn til banaliteterne har jeg altid været af den overbevisning, at der er en grund til at banaliteter er banaliteter og klicheer er klicheer. Det er simpelthen fordi de rammer noget så almengyldigt, at genklangen klinger i os alle.
Og jotak – kunne ikke være heldigere med vejret her i sommerhuset :-)
@ Linda – åh ja…i en seng på hospitalet! Der er også sentimentalitet og minder for alle pengene :-) Og nu, hvor du siger Norge, kan jeg faktisk også huske, hvordan jeg netop pinte og plagede min faster, der er bosat i Norge for detaljer om Juliane, sømand og far. Og ikke rigtig kunne forstå, hvorfor hun ikke var mere ekspert på området end tilfældet var.
Jeg tror, du har meget ret i, at børn drages mod de store følelser, tragedierne og døden med den der lille kuldegysning af frygt, der både omkranser de gamle folkeviser, fortællinger om indespærrede prinsesser i Blåtårn og afdøde rockmusikere. Og det gør vi voksne jo egentlig også. Prinsesse Diana og Jim Morrison opnåede begge endnu mere kultstatus af at dø under tragiske omstændigheder.
Med hensyn til dit andet spørgsmål om mit optimistiske verdenssyn… så sker det da forholdsvis ofte, at jeg er trist, ked af det, lidt usikker på, hvordan det hele lige skal gå, bliver skuffet eller at der er nogen, der tisser på min sukkermad. Selvfølgelig sker det da. Og som mine nærmeste vil vide, kan jeg sagtens være ked af det og ruge længe over det, når det sker. Og jeg kan virkelig eksplodere, hvis folk tisser på min sukkermad. Og jeg har bestemt også mine grammofonplader af irritationsmomenter, som jeg kører af i det uendelige, og hvor enhver anden end mig sikkert sidder og tænker “Jamen så gør da for fanden noget ved det”.
Men når det så er sagt, synes jeg også, at der 7-9-13 er så utroligt meget at være glad for og taknemmelig over. Og jeg er nok bedre end de fleste til at glæde mig – sådan helt stort og inderligt – over de bitte små ting, der så forholdsvis hurtigt kan få skyggerne til at fordampe.
OG så er jeg nok også lidt grund-blind overfor rigtig mange af de potentielle irritationsmomenter, der får andre til at brokke sig. Det når simpelthen ikke engang når at falde mig ind, at der er noget galt. Og hvis det gør, er det sjældent, at jeg gider lade det ødelægge mit gode humør. Det er ikke fordi, jeg ikke stiller krav – Jeg vil bare hellere bruge min energi på noget andet. Og det smitter nok også af på bloggen. Jeg KUNNE vælge at fare i flint over alt muligt og sprede negative vibes ud i blogosfæren. Men det er for det første rigtig mange andre, der allerede gør. Og for det andet bliver både jeg – og forhåbentlig også mine læsere – gladere og mere inspirerede af at læse de mere optimistiske ting. Så i den forstand kan man selvfølgelig godt sige, at det er “redaktionelt” valg. Men det var ikke valg, jeg var bevidst om, før jeg læste dit spørgsmål :-)
Der er også sange, der ikke decideret svælger i sorgmod, me som alligevel rummer et umiskendeligt melankolsk præg. Og som defor er klare ear-hangers…også mage år efter.
Tænk bare på Shubiduas “Hvalen Hvalborg”…som af en eller anden grund bringer tankerne hen på “Puff the Magic Dragon”.
De er da så søøøøde de sange (og jeg mener det, samtidig med, at jeg er fuldt bevidst om, at valget af tonalitet og tekstens indhold leger med min underbevidsthed og drømmen om prinser, prinsesser, gode drager og en verden i sort-hvid)
Og hele natten Nadja…heeele natten har jeg haft børnesange kørende i hovedet ;-)
@ Silhuet – ditto her med hensyn til børnesangene. En veninde og jeg kom vist også lidt til at tvangsindlægge hendes 12-årige datter til at høre HELE Julianesangen fra ende til anden i går aftes, da det viste sig, at hun ikke kendte den :-)
Og så Puff – altså for mig er det faktisk en af de allermest triste og vemodige sange der findes OVERHOVEDET. Også selvom den, som du siger, ikke decideret svælger i sorgmod. For jeg blev allerede som barn dybt deprimeret over tanken om, at man kunne vokse sig fra drømmene og fantasien. Og det er – lidt ligesom med Peter Pan – simpelthen så dybt vemodigt for mig at tænke på. Selvom jeg også godt ved, at det er dejligt at blive voksen og erkende og lære og indse og smage realismen kan-jeg-ikke-forlige-mig-med-at-voksenlivet-skal-være-kemisk-renset-for-fantasier-af-alt-andet-end-den-sexuelle-slags.
Jeg tror verden ville være et så meget sjovere sted at være, hvis voksne – ikke kun når de leger med deres børn – turde være mere i kontakt med fantasien.
Keep up the good spirit! :-)
Men er vi ikke i kontakt med fantasien? Jeg har i hvert fald mange venner som drømmer … drømmer om næste ferie på et magisk sted; drømmer om at tage et år ud af kalenderen og rejse eller bare være til; drømmer om at møde nogen mennesker som forstår os, akkurat som Puf forstod det lille barn… Jo, jeg tror bestemt ikke, at vi udelukkende begrænser os til seksuelle fantasier. Jeg nægter at tro det, for da er livet ovre! Og har man problemer med fantasien, så er det jo bare at læse en bog. Parasitere lidt på andres fantasi, det er tilladt i dårlige tider.
Og så har jeg tænkt på en positiv ting mht. blogs. Først må jeg indrømme, at jeg ikke helt forstod pointen, men så skete det…jeg fattede det! Dette er jo den nye måde at fortælle på (kontra Benjamins def. af den traditionelle fortæller). Dette forener os – både i forhold til det nære og fjerne, men også som et grundlag for en fælles erfaring. Det er jo i virkeligheden fantastisk, og derfor er det fantastisk, at du vælger det optimistiske livssyn, for er der noget vi har brug for i disse tider, så er det da det! ;-)
@ Linda – jo, du har selvfølgelig helt ret i, at de fleste voksne også drømmer om uopnåelige ting. Men i mange af de eksempler, du nævner, er der jo tale om ting, der reelt er opnåelige i det virkelige liv, hvis man bare aktivt gør noget ved det. Det er mere livsdrømme. Og jeg tror mere, at den slags fantasi og drømme, jeg lige nu hentydede til, er af eventyr- og nattedrømme-salgsen, hvor ALT er muligt og man kan svæve mellem liv, død, drager, spioner, dinosaurer, racer-biler og forgyldte firben. Altså hvor man fantaserer ikke for at opnå noget eller reelt ændre på sit liv. Men som tankeleg og hjernegymnastik.
Og du har helt ret i, at vi selvfølgelig får afløb for meget af det, når vi læser romaner og ser fantasy-film. Og dem af os, der drømmer – det er der jo mange, der reelt ikke gør på en måde, hvor de kan huske det morgenen efter – får selvfølgelig også en stor en på fantasi-opleveren hver nat. Men i den vågne, virkelige verden, synes jeg stadig det er småt med de store fantasier og fortællinger. I hvert fald dem, som vi åbent deler med hinanden. Men igen – der fik du lige sat mine tanker på flugt på den gode måde… – du har ret i, at der med blogosfæren pludselig er plads til en genfødsel af fortællingerne. Good point!
Begreber som drømme og fantasi må nok desværre forandre sig som en følge af viden og indsigt, men du har da ret i, at de store magiske fantasier er sjældne, men så kommer det igen an på, hvem man omgås. Og akkurat her har jeg på følelsen, at du ikke lider nogen nød. Heller ikke jeg, men det er da klart, at der i min nærhed findes mennesker, som er fuldstændig fanget i materialismen og kreditkortenes frygtindgydende net. Det er da i grunden magisk med disse mennesker, som er så ophængt i overflade, at de ikke ænser at grave dybere i sig selv og andre end akkurat til tøjets nakke for at tjekke mærket! Jeg elsker disse mennesker, fordi de giver mig noget at undre mig over…jeg forbløffes, og det er skønt, for da bliver min egen erfaring af verden udfordret. Og det er vel i virkeligheden det fantasier og drømme er til for: at udfordre tankens vane…?
@ Linda – igen har du ret i nogle gode og nuancerede betragtninger. Og jeg skal selvfølgelig også passe på med at ønske mig en masse på andres vegne, hvis de reelt ikke ønsker det, jeg ønsker for dem. For du har ret – min egen fantasi fejler 7-9-13 ingenting og den lever jeg fint med i fred og fordragelighed (og masser af spas :-)
Og det er netop inspirerende, at der findes så mange andre måder at tænke, ønske og drømme derude.
Jeg genkender så klart de musikalske tidsportaler. Mine er klarest omkring 80’er sommerhits, fx flytter “running in the family med level 42 mig straks til 1987 på “Ibbers” værelse med the og skjult fletten fingre.
Men din sammenligning med sommerhusområdet og the Truman show fangede som så sand og klar at jeg ikke fatter at jeg ikke har set det før. Jeg er kommet i samme sommerhus siden 1974 (er født i 1972). Hvert år prøver min mand at lokke mig ud i ukendte områder – meget grænseoverskridende. Jeg gør det ind imellem, men det føles så forkert. Nu ved jeg hvorfor :) Så i år skal det ikke være. Han må udforske på sine egne løbeture – mine gå ture skal være i det kendte – mit Trumanområde af Blokhus og omegn
:) Laura
@ Laura – jeg kan sagtens følge det med sommer-poppen også. Men for mig bringer det mig tilbage til en tid, hvor jeg var et par år ældre, end da jeg skrålede Julianesangen. Men det er faktisk helt vildt, hvad et gammelt hit kan gøre for hukommelsen.
Og HVOR STORT, at du også har Truman-show-agtige fornemmelsen omkring jeres sommerhus. Efter jeg skrev det indlæg har jeg gnækket en del over, at jeg er super-konsevativ heroppe. Og det er blevet understreget af, at nogle gode bekendte helt tilfældigt har købt et af næstennabohusene og nu udforsker området. Og allerede efter en uge har været en masse steder, jeg ikke anede eksisterede. Og jeg tog mig selv i, at blive helt chokeret, da de spurgte, om jeg ville med ned til stranden og se solnedgang. “Solnedgang ser man da på “Bjerget”” automatsvarede jeg. Og det gjorde vi så. Er glad for at vide, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan :-)
[…] mig personligt helt vildt, hvor tæt jeg er på mine barndomserindringer, når jeg som nu bor et par sammenhængende uger i vores gamle familiesommerhus, hvor jeg også […]