Sommerlandets tidslommer

by Nadja

Langt oppe bag Norges bjerge
der bor en enkemand, enkemand

han havde en eneste datter
Juliane var hendes navn, hendes navn

og som dem, der genkender sangens fra barndommens frikvarterer vil vide går det grueligt galt for den stakkels Juliane, der er vildt forelsket i en sømand og dør af sorg over, at hun ikke må få ham. og da sømanden hører nyheden om, at Juliane hun er død, hun er død, falder han om på dækket og beder så mindeligt om at blive lagt i samme kiste og samme grav.

På gravstenen står der skrevet
“Juliane og hendes mand”, hendes mand

For roser og violer
kan aldrig skilles ad, skilles ad.

Den sang havde jeg ikke skænket en tanke i sådan cirka 25 år. Men så nu her lige for et øjeblik siden, hvor jeg sad ude i sommerhushaven og lakerede tånegle (ja, såmænd) hørte jeg en lille pige skråle sangen fra ende til anden (og den er laaaaang) med den slags gjaldende, usikre røst, man kun hører hos op-til-10-årige, der stadig er i den livsfase, hvor forældre, lærere og pædagoger hylder alt, hvad de gør og kommer til alle skolekoncerter og man endnu ikke er begyndt at skille fårene fra bukkene hverken i musik eller forming (der sikkert nu hedder billedkunst og måske ikke alle steder længere får lov at være skemaet?)

Og nu har jeg selvfølgelig sangen på hjernen. Og det mest syrede er, at jeg kan huske teksten ordret nærmest fra ende til anden. Og lige pludselig havde den lille pige i hængekøjen overfor på den måde bygget en direkte bro til den tid, hvor det var mig selv, der med usikker – dog gjaldende – røst lærte sangen om Juliane af Janne Larsen i andegården på Tjørnegårdsskolen – og derefter selv lærte den videre til adskillige andre små piger, der ligesom mig og Janne (og nu også pigen i hængekøjen overfor) blev fuldstændig grebet af den tragiske historie og melodien, der på en gang er messende og klagende og folkevise-monotom på samme måde som sangen om de tre musikanter Røde synger til sit bryllup i Matador godt akkompagneret af Laura og en “harmonikasse”.

Og sangen om Juliane og de norske fjelde er kun et ud af mange eksempler på, hvordan sommerhuset heroppe med meget få midler laver en intravenøs jump-start af barndomsminder. Det var her min mormor lærte mig alfabetet, da jeg var to. Her vi gik lange ture langs stranden og hun fortalte mig alle røverhistorierne om min familie. Det var her hun lavede verdens bedste koldskål på den ikke-så-salmonella-opmærksomme-måde, serverede blomkål-på-polsk (yummmm) og vi kørte til Lynæs efter de eneste helt rigtige fiskefrikadeller, der findes. Her somrene føltes uendeligt lange og jeg var her på  skift med min bror og mine fætre og udvalgte veninder. Her jeg læste til studentereksamen. Her har jeg skrevet mange af de bedste tekster, jeg i tidens løb har undfanget. Her, jeg absolut intet har imod at vente i timevis på Melby station. Her jeg er stukket op, når jeg engang imellem måtte stemple ud i de år, hvor jeg arbejdede alt for meget. Her jeg har holdt forskellige inspirationsarrangmenter med redaktionsgruppen på Reflexioner og gode venner. Her man holder den eneste sådan helt rigtige Skt Hans, selvom jeg godt kan tælle på fingrene, at det reelt kun har været ganske få gange, det har været en lun sommeraften med asfaltbal på parkeringspladsen, stort bål, hele familien, fakkeltog og fyrværkeri.

Og ikke mindst er det her, jeg har det mest syrede “The Truman Show” udsnit af verden. Heroppe er det somom min verden kun går langs de stier, vi gik med min mormor og ender ved de destinationer, vi plejede at gå til. Og jeg bliver stadigt lige overrasket, når venner og gæster spørger, om ikke vi bare skal fortsætte længere ud ad kysten eller længere ind i landet. I hele resten af verden udforsker jeg ufortrødent enhver hemmelig sti eller skal altid lige se, hvad der gemmer sig bag det næste hjørne. Men heroppe falder det mig slet ikke ind, at der kunne være andet og mere end det jeg allerede kender.

Og så alligevel – for her sidder jeg jo så med mit trådløse netværk. Og om lidt skal jeg på ekspedition, fordi en middagsaftale på midtsjælland udfordrer mig til at finde en helt ny rute gennem sommerlandet.

Men stakken af sladderblade ligger her stadig og vokser år for år. Jeg har så småt taget hul på årets mini-medie-festival. Jeg har allerede spist fiskefrikadelle, selvom jeg kun har været her en dag og der ligger koldskål – dog salmonella-fri – på køl. Og den lille pige i hængekøjen på den anden side af grusvejen skal nok gøre sit til, at jeg i kommende dage udforsker mange flere små tidslommer i hukommelsen.

Reklamer