Farvel til fastnettet – og den faste forbindelse
by Nadja
Hvis du havde spurgt mig i går ville jeg have sagt, at dette mest af alt var tænkt som en servicemeddelelse: De få, der hidtil har benyttet sig af mit/Reflexioners fastnetnummer (3311 0185) skulle lige vide, at det er opsagt fra og med i dag og jeg/Reflexioner fremover kun kan træffes på mobilen (2949 9696). Og det ved i så nu.
Men klokken fem i morges vågnede jeg så jetlag-agtigt pling og var sådan helt “Gud nej, kan jeg nu også det?” Jeg havde selvfølgelig været alle pros-and-cons igennem, da jeg ringede til TDC for et par uger siden for at opsige det. Men der i sommernattens alt-andet-end-mulm-og-mørke lå jeg pludselig og vendte og drejede mig som en grill-kylling.
Er det totalt uprofessionelt at drive en seriøs virksomhed uden at have et fastnetnummer til den? (nej, det synes jeg jo ikke det er, især når den virksomhed ofte byder på omfattende rejseaktivitet, møder og kaffeaftaler, der gør, at jeg alligevel sjældent sidder ved siden af røret)
Hvad med den tre faxer om året, jeg godt kan finde på at sende eller modtage? (jamen det går jo så nok alligevel. For faxen er jo i forvejen en uddøende race og man kan faktisk også faxe ret meget nede fra 7-11 før det løber op i det samme som et fastnetabonnement)
Hvad med dem, der ringer til Reflexioner i de kommende måneder og ikke ved, jeg har nedlagt nummeret? (hey – who am I kidding. De eneste, der ringer til det nummer er jo i forvejen kun alle de irriterende sælgere af vaskepulver-i-firma-pakninger der i forvejen er alt for store til at give mening for en enkeltkvinde-virksomhed. Alle andre ringer i forvejen på mobilen – så det eneste reelle problem er så, at sælgerne nok begynder at ringe til mobilen, hvilket er temmelig irriterende og tidskrævende. Men ikke nok til at opretholde dyrt abonnement).
Så alt i alt kan jeg godt se på det hele, at “what it all comes down to” er ren nostalgi. Jeg har det lidt ligesom Peter Belli i den her reklame:
Men min nostalgi handler nu ikke så meget om selve nummeret og de samtaler, der er foregået over det nummer helt tilbage til den gang Kennedy blev myrdet. Hvis jeg er nostalgisk overfor et fastnetnummer, er det snarere nummeret i mit barndomshjem, som jeg i min teenagetid førte laaaaange telefonsamtaler med veninderne over og sludrede igennem på en måde, jeg bare meget sjældent gør på mobilen.
Jeg doodler heller ikke rigtig længe. For selvom jeg stadig venter i lange “du-er-nu-nummer-seks-i-køer”, går jeg jo rundt med mobilen, mens jeg taler – og produktionen af kruseduller er faldet markant. Og dem savner jeg også lidt. Men igen – det gør ikke den store forskel, for der var jo i forvejen ikke nogen, der ringede på det nummer. Så krusedullerne var for længst en uddøende race.
Men ingen af de nostaligske tankeudflugter er reelt argument nok til, at jeg skal beholde den faste forbindelse. Og jeg er jo fanden ikke selv gråt guld. Endnu. Den reklame er målrettet en målgruppe, der er mindst 30 år ældre end mig. Og jeg har jo i praksis i årevis udlevet tankerne om det fleksible arbejdsliv, der kan foregå når som helst og til lands, til vands – og snart ikke kun på businessclass – i luften. Så nu, hvor jeg endegyldigt også kapper den fysiske faste forbindelse er det et sidste nostialgisk farvel til tanken om, at man bør sidde det samme sted fra 9-17 når man arbejder. Og – som en veninde straks skrev til mig, da jeg i morges meldte ud til de få, der tidligere har benyttet fastnetnummeret, at det nu var slut med det – et hjerteligt velkommen til det 21. århundrede.
Nadja Pass 
Tillykke! Fastnet og (især) fax er noget fanden har skabt. Der er ingen grund til nostalgi over otte cifre, som jo i sidste ende er noget temmelig upersonligt. Doodleriet er straks mere interessant. :)
@ Rasmus – tak. Og du har jo helt ret. Også i, at det der doodlerne, der tæller :-)
Kan man føre seriøs virksomhed uden fastnet? På min arbejdsplads lukker man snart alle fastnettelefoner, og så kan man naturligvis diskutere om virksomheden er seriøs, men med 9000 medarbejdere i Danmark er det i hvert fald ikke nogen lille virksomhed.
@ Jenny – du har helt ret. Jeg ved jo godt, at mange større virksomheder har droppet fastnet-forbindelserne til de enkelte medarbejdere. Men her er vi så også oppe i en størrelse, hvor der helt sikkert er et fast-nummer, der går direkte til receptionen…og hvor ingen i øvrigt stiller spørgsmålstegn ved virksomhedens eksistens og seriøsitet. Det er mere, når man er lille og fleksibel, at ydre ting som fastnettelefon, kontor, visitkort etc. etc kan være med til at styrke fornemmelsen af, at der er tale om et seriøst og ambitiøst projekt. Men igen – det bør jo ikke være det, der tæller :)
Jeg kan nu godt følge dig i nostalgien, Nadja. Mine forældres nummer er stadig det samme som dengang jeg var barn – eller dvs. der kom med tiden et par ekstra tal til, men de to sidste cifre er bare telefonnummeRET.
(
Til gengæld kan jeg ikke huske nogen af de andre fastnet-numre, jeg har haft i tidens løb, men det har nok mere noget at gøre med min manglende evne til at huske tal…)
sommerhilsner
K
@ Stensamler – ja, det er jo lige det der med nummeret. Der jo ikke bare var ens eget nummer. Men også det familiefilter alle der ringede til en risikerede at skulle igennem for at få lov at tale med en.
Det er faktisk noget af det, jeg har talt med mest med folk om udenom bloggen efter, at jeg droppede fastnetnummeret. At det også er en epoke, der er slut, hvor man kom til at tale med alle mulige andre end dem, man egentlig skulle tale med, fordi det kunne være alle i familien, der tog telefonen. Og der var de uheldige – mere eller mindre tilfælde – “rørløftninger” under intime samtaler. Og de fælles familietelefonsvarere. og alt muligt andet, der åbnede for sjove misforståelser og outings af ting, der i dag, hvor enhver har sin egen mobil, man ringer direkte til, bare ikke kommer til at ske så meget mere. Og jeg ved egentlig ikke, om det er trist, at det forsvinder…men det er i hvert fald noget andet…
Jeg tænker også på min søn. Han er nu kun 9 år, men der vil jo ikke gå mange år, før alle mulige hunkønsvæsner vil begynde at ringe til ham, og mor her kan jo ikke føre kontrol med det i disse mobil-tider ;-)
[…] for det meste længe – og folk tager hensyn (længe, meget længe) og sørger for at ringe til ens fastnettelefon og fange en personligt, fordi der ikke er nogen telefonsvarer. Og så – lige pludselig – uden at […]