Farvel til fastnettet – og den faste forbindelse

by Nadja

Hvis du havde spurgt mig i går ville jeg have sagt, at dette mest af alt var tænkt som en servicemeddelelse: De få, der hidtil har benyttet sig af mit/Reflexioners fastnetnummer (3311 0185) skulle lige vide, at det er opsagt fra og med i dag og jeg/Reflexioner fremover kun kan træffes på mobilen (2949 9696). Og det ved i så nu.

Men klokken fem i morges vågnede jeg så jetlag-agtigt pling og var sådan helt “Gud nej, kan jeg nu også det?” Jeg havde selvfølgelig været alle pros-and-cons igennem, da jeg ringede til TDC for et par uger siden for at opsige det. Men der i sommernattens alt-andet-end-mulm-og-mørke lå jeg pludselig og vendte og drejede mig som en grill-kylling.

Er det totalt uprofessionelt at drive en seriøs virksomhed uden at have et fastnetnummer til den? (nej, det synes jeg jo ikke det er, især når den virksomhed ofte byder på omfattende rejseaktivitet, møder og kaffeaftaler, der gør, at jeg alligevel sjældent sidder ved siden af røret)

Hvad med den tre faxer om året, jeg godt kan finde på at sende eller modtage? (jamen det går jo så nok alligevel. For faxen er jo i forvejen en uddøende race og man kan faktisk også faxe ret meget nede fra 7-11 før det løber op i det samme som et fastnetabonnement)

Hvad med dem, der ringer til Reflexioner i de kommende måneder og ikke ved, jeg har nedlagt nummeret? (hey – who am I kidding. De eneste, der ringer til det nummer er jo i forvejen kun alle de irriterende sælgere af vaskepulver-i-firma-pakninger der i forvejen er alt for store til at give mening for en enkeltkvinde-virksomhed. Alle andre ringer i forvejen på mobilen – så det eneste reelle problem er så, at sælgerne nok begynder at ringe til mobilen, hvilket er temmelig irriterende og tidskrævende. Men ikke nok til at opretholde dyrt abonnement).

Så alt i alt kan jeg godt se på det hele, at “what it all comes down to” er ren nostalgi. Jeg har det lidt ligesom Peter Belli i den her reklame:

Men min nostalgi handler nu ikke så meget om selve nummeret og de samtaler, der er foregået over det nummer helt tilbage til den gang Kennedy blev myrdet. Hvis jeg er nostalgisk overfor et fastnetnummer, er det snarere nummeret i mit barndomshjem, som jeg i min teenagetid førte laaaaange telefonsamtaler med veninderne over og sludrede igennem på en måde, jeg bare meget sjældent gør på mobilen.

Jeg doodler heller ikke rigtig længe. For selvom jeg stadig venter i lange “du-er-nu-nummer-seks-i-køer”, går jeg jo rundt med mobilen, mens jeg taler – og produktionen af kruseduller er faldet markant. Og dem savner jeg også lidt. Men igen – det gør ikke den store forskel, for der var jo i forvejen ikke nogen, der ringede på det nummer. Så krusedullerne var for længst en uddøende race.

Men ingen af de nostaligske tankeudflugter er reelt argument nok til, at jeg skal beholde den faste forbindelse. Og jeg er jo fanden ikke selv gråt guld. Endnu. Den reklame er målrettet en målgruppe, der er mindst 30 år ældre end mig. Og jeg har jo i praksis i årevis udlevet tankerne om det fleksible arbejdsliv, der kan foregå når som helst og til lands, til vands – og snart ikke kun på businessclass – i luften. Så nu, hvor jeg endegyldigt også kapper den fysiske faste forbindelse er det et sidste nostialgisk farvel til tanken om, at man bør sidde det samme sted fra 9-17 når man arbejder. Og – som en veninde straks skrev til mig, da jeg i morges meldte ud til de få, der tidligere har benyttet fastnetnummeret, at det nu var slut med det – et hjerteligt velkommen til det 21. århundrede.

Reklamer