Min fetich for funktionelle plasticposer

by Nadja

Jeg har det jo med at blive begejstret for nye opfindelser, der med meget enkle midler gør hverdagen meget nemmere. Og selvom det måske ikke er HELT så kinky som overskriften på dette indlæg kunne tolkes, vil jeg gerne lige henlede opmærksomheden på, hvor meget der sker inden for udviklingen af plasticposer, der kan alt muligt smart.

Det startede med isterningposen. Der i sig selv var smart og bare er blevet smartere og smartere gennem årene med selvluk-mekanismer, “ryst-posen-så-løsner-isterningerne-sig-selv”-opgraderinger og nye størrelser og faconer på selve terningerne (størst er min begejstring for de bitte små slush-perler og de lange røre-is-stænger).

Og så forelskede jeg mig i salatslyngeposen. Også en lille pratisk rulle, der lige passer i mit mikrokøkken og ikke fylder noget, når den ikke skal bruges. Og så til gengæld hyperfunktionel, så snart man har brug for at slynge salat og – i mit tilfælde oftest – krydderurter. Små, fikse huller i posen sørger for at dræne alt vand fra salaten ud i nogle snedige kanaler, der gør det nemt at hælde det direkte i vasken. Og søreme om ikke selvsamme pose desuden er rigtig god til at holde overskydne salatblade eller mynte (selvfølgelig mynte, uendelig meget mynte) frisk i flere dage.

Og nu har opfinderen af de funktionelle plasticposer gjort det igen. For hvad hang der og lukkede ved frugthylderne på min første Irma-tur efter New York-opholdet? Vakuum-frugtposen! Et ultrasnedigt aggregat, hvori man fylder sine udskårne frugtstykker, der gerne holde sig friske, sprøde og ikke-spor-brunlige i skoletasken, computermappen eller køleskabet. Og så puster et øjeblik i toppen – hvorefter frugten automatisk er vakuum-pakket med fine luft-stødpuder rundt om sig. Har indtil videre kun afprøvet dem en gang – lidt uautoriseret til opbevaring af ovenskyden mynte, koriander, thai-basilikum, bønnespirer og limebåde, der var blevet tilovers fra gårsdagens laksa-eksperimenter. Og det fungerede helt forrygende. Friske, sprøde og lækre var de stadig her til formiddag, da jeg rev toppen af posen og hældte dem ud over resterne til frokost.

Indtil i dag har jeg bare tænkt på de forskellige poser som løsrevne produkter, der havde det til fælles, at de var af plastic, smart udført og løste nogle helt basale grundbehov. Men mens jeg har siddet og skrevet på dette indlæg, er der så sket det, der ofte sker, mens jeg sidder og forfølger en strøtanke: I min jagt på billeder og eksempler har jeg googlet mig frem til, at alle disse poser (måske ikke samtlige variationer over temaet isterningpose, men alle de andre) er opfundet af det samme danske firma. Og de har – opdagede jeg så også undervejs – også opfundet de smarte tefiltre, der holdes på plads af te-pottens låg og som revolutionerede min teenagetids opfattende te-drikning. Og nu hvor jeg har set sitet, begynder der at foresvæve mig noget om, at jeg måske havde set noget om “isterning-manden” engang. Men det var ikke en aktiv viden for mig, da jeg for en halv siden satte mig ned for at skrive dette indlæg. Og det undrer mig faktisk, at jeg ikke oftere og langt mere eksplicit har hørt om en så innovativ og succesrig dansk iværksættervirksomhed. For de har jo formået ikke alene at have den tekniske viden til at udvikle produkterne, men også – og det er i denne sammenhæng nok det allervigtigste – en eminent evne til at afkode samfundstendenserne og den moderne forbrugers behov. Længe inden den moderne forbruger er blevet sig behovet bevidst.

Og så er der oven i købet tale om aggregater der – måske lige med undtagelse af burger-frost-poserne (som jeg heller aldrig var stødt på, før jeg besøgte deres site for et øjeblik siden og som falder lidt ved siden af undertegnede moderne forbrugers behov, men som der helt sikkert skal være mange derude, der har brug for) – samtidig nedbryder nogle af de væsentligste barrierer og dermed udgør et vigtigt praktisk element i kampagnerne for at få os alle sammen til at spise mere grønt og frisk frugt på farten.

Reklamer