Sex & Copenhagen City
by Nadja
I fredags havde en betænksom veninde inviteret mig til premiere på “Sex & the City – the movie” for at dulme New York-abstinenserne. Og udover, at det selvfølgelig var en rigtig dejlig aften i vældig godt selskab, var der også en række andre elementer ved aftenen, der var værd at notere sig, når man som i månedsvis har gået rundt i et New York, der i stadigt stigende grad med Sex-and-the-city-ificeret som optakt til filmen. For lur mig, om der ikke også viste sig at være tendenser til det samme i København, hvis bare man lyttede ordentligt efter?
- Hjemkomst fra New York: Stort set alle, der spørger til turen refererer i en eller anden forstand til Sex and the City. Fik jeg drukket mange Cosmopolitans? Spist cupcakes på Magnolia Bakery? Samlet mystiske mænd op på mærkelige steder? Købt mange sko? Set det hus i Perry Street, der skal illudere Carries hjem? Set nogle af stjernerne på gaden? Og alternativt sker det modsatte – jeg fortæller en historie fra New York-turen – og folk siger henført “det er jo fuldstændig Sex and the City”.
- Ugen op til film-premiere: Falder et par gange forbi TV3s specialprogrammer om Sex and the City. Og lærer blandt meget andet, at Sarah Jessica Parker (Carrie) og Cynthia Nixon (Miranda) lærte hinanden at kende, da de som børn skulle indspille et radiospil over Det Lille Hus På Prærien. SJP var Laura og Nixon indtalte Marys stemme. Og i teenageårene vandt Nixon yderligere claims to fame da hun som den første nogensinde spillede med i to Broadwayshows samtidig. Og løb frem og tilbage mellem teaterene, hvor hun var med i henholdsvis 1., 2. og 3. akt.
- Fredag formiddag, inden filmpremiere om aftenen: Har fået til opgave at købe ingredienser til de obligatoriske Cosmopolitans. Kan ikke rigtig lokalisere Tripple Sec, før jeg går ind i meget officielt udseende vin- og spiritus forretning. Spørger den flinke mand bag skranken, der stikker mig en særlig variant, der efter sigende er særligt god til at mixe drinks. For som han siger “Jeg går ud fra, det er til cosmopolitans – der er jo en vis film, der har premiere i aften”. “Ja,” smiler jeg, grebet på fersk og forudsigelig gerning. “Kan I mærke, at salget af Tripple Sec er steget på grund af det?” “Ja, der var lige en fra en stor biograf her i går, der skulle have otte flasker, så de kunne servere cosmos før filmen. Men han VILLE have Cointreau – og det er også OK, men den her er MEGET bedre til det formål. Cointreau er lavet som likør til kaffen – den her er lavet specielt til drinks”. Jeg understregede, at jeg stolede fuldt og helt på hans professionelle dømmekraft i den sag. “Jeg ved godt, det lyder lidt gay” siger han, “Men jeg elsker den serie. Jeg så dem helt fra starten og nød også ex-konens box-sæt”.
- Fredag aften på vej over Rådhuspladsen på vej til bif: Mange yngre kvinder i stilletter og strutskørter. Høj stemning. Og selve Rådhuspladsen virker i det lys, somom den er bare en smule mere urban og vibrerende end ellers.
- Fredag aften i biograf: Skal lige komme os over indholdet i pink sponsorpose, der med kombinationen af et modemagasin, fedtfattig slik, designer-hygiejnebind (!) og en kildevand på en eller anden måde kommer til at understrege det kvindeforudsigelige i situationen og bare ikke rigtig fremstår så glamourøst, som sponsorerne måske havde ønsket sig… Men ellers er det fantastisk at se på publikum i bedste Carrie-outfits og med et samlet støjniveau, der får en til at få ondt af de tre mænd, der er tilstede i den propfulde sal. Man kan umuligt høre hverken reklamer eller forfilm. Og der er højlydt tyssen, da det velkendte filmtema begynder at brage ud i salen. Højlydte klapsalver – især da Kim Catrall/Samantha (hvis lønforhandlinger op til filmen, flere gange var ved at få projektet til at gå i hårdknude) viser sig på skærmen første gang.
- Fredag aften under filmen: Overraskende stille støjniveauet inden filmen taget i betragtning. SÅ mange punchlines er der alligevel heller ikke. Og SÅ meget punch har filmen i det hele taget heller ikke, da det kommer til stykket. Den er overordnet god, synes jeg – risikoen for et kæmpeklask taget i betragtning. Men seriens fantastiske punches, der altid havde Carries “I couldn’t help but wonder” som omdrejningspunkt for hvert afsnits twists and turns, savner man lidt. Og Miranda – fantastiske, benhårde, kyniske Miranda – har bare heller ikke helt punch nok i filmen sammenlignet med serien. Og så synes jeg måske også, at meget af det provokerende, eksperimenterende og banebrydende i serien, der viste fire meget forskellige kvinder, med ups, downs og ret mange nuancer, i filmen er blevet reduceret mere til nogle mere forudsigelige kvinder, hvor det er mode/mærke-glæden, der har overtaget fremfor selvstændigheden og erotikken. Men der er alligevel klapsalver efter filmen og stemningen er høj og kvidrende, da stilletterne bevæger sig ud i Rådhuspladsens neon-ocean.
- Dagene efter filmen – alle spørger selvfølgelig til filmen. Og fortæller om Sex & the City-arrangementer, der har været, mens jeg har været i New York. Guides til København om, hvor Carrie & Co. ville have spist, shoppet, datet og cosmos, hvis det var foregået i København. Styling-arrangementer. Konkurrencer. Alt sammen selvfølgelig underbygget af vejret, der ikke kan undgå at betyde, at man bliver bare en lille smule forelsket i København.
Og personligt er jeg splittet. For på den anden side, synes jeg, det er lidt skræmmende at følge, hvordan både New York, København og alle vi kvinder, der lever og ånder i begge byer, meget nemt reduceres til Carrie, Miranda, Samantha og Charlotte-kloner, der i filmen og markedsføringen og sponsorregnen ikke har nær så meget klasse og punch på den banebrydende, skarpe og provokerende måde, som serien var fuld af. Men i overvejende grad – hvis man kan kan lægge noget i den sponsorstrategi, der har ligget til grund for både den omfattende product placement i filmen og indholdet i den pink pose, alle gæsterne fik udleveret – interesserer sig for Manolos, dyre tasker, puritansk slik og limited-edition-hygiejnebind.
Og på den anden side er det, for en nys-hjemvendt-New Yorker-farer som mig, der stadig har New York i blodet, tempoet, hjernevindingerne og humøret, fantastisk at mærke København dunke en lille smule i New Yorker-rytmer og være en anelse mere sommersitrende end ellers.
Nadja Pass 
Jeg forstår slet ikke al den hysteri omkring S&tC. Faktisk skræmmer det mig, som du også kommer ind på her, at det ellers som oftest mest fornuftige køn, i den grad lader sig rive med af marketingmaskinen. Og ikke mindst denne higen efter at være som en af de fire bimbos, der udgør hovedpersonerne (og her hentyder jeg ikke til skuespillerinderne). Til gengæld forstår jeg godt de New Yorkere som brokker sig over, at S&tC forfladiger New Yorks image.
@ Rasmus – Well. Det med marketingmaskinen er jeg helt enig i. Lige så meget som det kan være nødvendigt at have sponsorer, hvis man vil lave stort opsatte produktioner, ligeså meget kammer det over, når det hele kun går op i Manolos, dyre tasker og mærkevaretilværelsen. Og her er filmen helt klart ENDNU tydelige båret af product placement, end serien var. I serien var det et “nødvendigt onde”, mens det i filmen forekommer lidt at være omdrejningspunktet.
Men når det kommer til de fire kvinder, tror jeg i virkeligheden, at meget af fascinationskraften NETOP er, at hovedpersonerne IKKE er bimbos. De er handlekraftige, højtuddannede kvinder, der OGSÅ har en stærk libido. Og det har de fleste af os handlekraftige, højtuddannede kvinder jo også. Det har bare tidligere (dog langtfra så meget i DK som i det langt mere snerpede USA, men alligevel) netop været med risikoen for at blive kaldt bimbo, hvis man har været alt for åbenmundet om det. Men her får det lov at fylde rigtig meget – ovenikøbet drejet i en knivskarp dialog (i serien, primært), der får en sprog-fetishist som mig til at nikke anerkendende flere gange i løbet af et afsnit.
Og så tror jeg i øvrigt ikke, at der er nogen af os, der drømmer om at være PRÆCIS som nogen af dem. De er jo helt bevidst fra producenternes side hyper-arketypiske. Så det handler nok mere om, at man kan genkende små bidder af sig selv i hver af dem – og så har friheden til selv at segmentere, hvor man synes man hører til (apropos branding og frihed – http://www.turbulens.net/frihedogbranding/frabrandingtilbrainding/ )
At selvom jeg deler din, Sarah Jessica Parker, New Yorkernes ( https://nadjasreflexioner.net/2008/05/06/sarah-jessica-parker-har-en-h%c3%b8ne-at-plukke-med-carrie-bradshaw/ ) bekymring over det forfladigede billede af byen, ER der altså samtidig noget skønt og surrealistisk over N.Y.C, der spiller den femte hovedperson. Et magisk bagtæppe for alle handlingerne, der også har været helt ubetalelig markedsføring af New York. Og selvom jeg griner lidt af, at alle spørger til mine Sex&the City-oplevelser derovre, skal jeg jo ikke holde mig for god til, at S&tC-sporet i baghovedet også gjorde sit til, at mit ophold derovre i mange sammenhænge fremstod endnu mere magisk.
Det er altid en fornøjelse at læse dine indlæg (/virkelig/ no pun intended), men mit hoved gik altså i stå ved “designer-hygiejnebind”. Ghosh, altså. Men det er nok bare, fordi jeg er den sidste, der ikke har set så meget som et eneste afsnit af serien.
@ Kirsten Marie – jamen jeg står selv fuldstændig af på de der limited edition designer hygiejne-bind. Men jeg skylder lige at understrege, at de – så vidt jeg ved – IKKE optræder i hverken serie eller film. Det var et sponsorstunt producentens side. Og jeg bare så befippet ved synet af dem, at jeg blev nødt til at nævne dem TO gange i indlægget (no pun intented here either :-)