Husk nu at ønske

by Nadja

“Husk nu at ønske” sagde min mormor altid til min mor og hendes lillebror, når de satte tænderne i forårets og forsommerens første danske ærter/jordbær/kartofler/tomater. Og “Husk nu at ønske” havde hendes mor – min oldemor – helt sikkert også sagt til hende og hendes lillebror, da de var små.

“Husk nu at ønske” sagde min mor derfor også altid til mig og min lillebror, da vi var små og for første gang i det nye år fik serveret nye danske frugter, bær og grøntsager. Selvom man allerede da vi var små kunne få de fleste frugter, bær og grøntsager året rundt, blev det således noget særligt, når den danske sæson begyndte. Og jeg ønskede altid i evigheder og sugede således al saft og kraft ud af årets første bid, så den reelt endte med at være helt slatten og ikke særlig velsmagende inden i munden. Men festligt var det. Og hvert forår og hver forsommer bød på ønsker i en uendelighed.

“Husk nu at ønske” sagde jeg til en af mine veninder, da vi købte en pose friske ærter for fem-seks forsomre siden. Jeg var sidst i tyverne – og først da jeg så hendes spørgende blik, gik det op for mig, at den tradition IKKE var den udbredte tradition, jeg altid havde troet det var. Hun kendte den i hvert fald ikke. Og det gjorde – efter en hurtig rundspørge blandt mine andre venner – heller ingen af dem.

Jeg spurgte min mor. Jeg spurgte min mormor. Og de blev begge lige så overraskede som mig over, at det kun var noget vi gjorde. Vi troede det var noget ALLE gjorde. (En omvendt Ninja – fristes man til at sige). Men vi fandt frem til, at det måske var en reminisens af den jødiske tradition, hvor man beder en taknemmelig bøn hver gang man ser et særligt smukt træ, smager en særligt velsmagende frugt eller dufter til fine olier. Bare sådan for at vise sin taknemmelighed over verdens forunderlighed. Vi fandt aldrig ud af, om det præcis var sådan det hang sammen (hvis der sidder nogen derude, der også er opvokset med den slags ønsketænkning vil jeg meget gerne høre jeres viden og erfaringer!) Men uanset om det er tilfældet eller ej, er det i hvert fald lige præcis sådan det fungerer. Nu godt hjulpet på vej af kassen fra Årstiderne.

Og jeg gør det stadig…Hver gang jeg spiser årets første danske jordbær/kartoffel/tomat/ært tager jeg mig lige et øjeblik til virkelig at smage på den og ønske. Ikke nødvendigvis saft-og-kraft-udtrækkende længe, men længe nok til lige at huske på og bide mærke i årstidernes skiften.

“Husk nu at ønske” vil jeg også sige til mine børn, hvis jeg engang får nogle. For det er en kærkommen opdagelse og opdragelse til at følge årstidernes skiften, nyde frugt, grønt og bær – og få forståelse for vejen fra jord til bord. Og så er der en ekstra livsbonus ved den slags ønsketænkning: Selvom man jo kan ønsketænke når som helst og hvor som helst, er det ikke altid, man lige får det gjort. At ønske sig noget og “Hvad ønsker du dig?” reduceres meget ofte til at handle om ting, sager og statussymbol-ønsker af ønskeseddel-til-jul-typen. Ikke om de store ønsker og livsvisioner, der virkelig betyder noget. Og som det kan være meget sundt at gøre sig klart engang imellem. Eller i hvert fald lige tage sig et øjeblik til at tænke over.

Og der kan frugt/bær/grøntsagsønskerne være en kærkommen undskyldning til lige at tage sig tid til at ønske, hvis der er lidt for langt mellem stjerneskuddene.

Reklamer