Nøglen til det evige liv

by Nadja

…er det måske ikke ligefrem. Og den ved jeg heller ikke, om jeg har lyst til at finde. Men jeg kender en effektiv nøgle til at folde livet ud, så det om ikke andet føles som om man lever længere, fuldere og rigere.

Og opskriften er simpel – såre enkel faktisk: At sørge for med jævne mellemrum at rykke sig selv op med rode og omplante sig selv i nye omgivelser. Springe ud af hamsterhjulet med jævne mellemrum. Eller allerbedst: tage på mini-orlov til Langbortistan, New York, sommerhuset eller den der anden destination, der for os hver især ligger et ganske særligt udefinérbart sted sådan ca. et sted mellem Østen for solen og Vesten for månen. Og med mini-orlov mener jeg noget, der er længere end en tre ugers ferie. Noget, der er langt nok til, at man virkelig skifter gear; lader nye tanker få lov at spire frem og giver sig selv lov til at ændre mening, standpunkt, drømme og planer.

“Det lyder alt sammen meget godt – men hvad har det at gøre med et længere liv?” sidder du måske nu og spørger dig selv. Og det er selvfølgelig heller ikke længere liv i form af flere dage, måneder eller år, jeg tænker på. Det er oplevelsen af, at livet er langt og rummeligt, snarere end at det løber afsted med en, jeg er interesseret i. Og her siger min erfaring mig, at jo mere dagene ligner hinanden, jo mere løber ugerne afsted, bliver til år og forsvinder ud mellem hænderne på en. Druknet i den seneste nye deadline, hasteopgave, sygedag (egen og/eller barns første). Og pludselig står man der og kan slet ikke fatte, at der allerede er gået en måned, et år, et årti…

Mens tilværelsen og livet straks føles længere, så snart man rykkes ud af rutinen. Du kender det helt sikkert fra de første dage på en ferie. Den første dag på destinationen, kan man næsten ikke forstå, at der kun er gået en dag. For man har nået så ufatteligt meget, fået så ufatteligt mange indtryk og føler sig allerede så ufatteligt meget mere afslappet, inspireret og livskraftig, at det føles, som har man været væk en måned. De næste par dage folder sig også ud i det uendelige. Og så pludselig – i takt med, at man lærer omgivelserne lidt bedre at kende og falder ind i det nye gear…ruller tiden pludselig afsted, og man kan slet ikke forstå, at der allerede skulle være gået to uger.

Og på samme måde, når man starter nyt job, forelsker sig eller – gætter jeg på – bliver forældre. I begyndelsen kan man slet ikke forstå, at der kun er gået en dag, en måned, et år siden verden forandrede sig. Men så snart hverdagen for alvor sætter ind, ruller tiden.

Det bliver ekstra tydeligt nu, hvor jeg lige er vendt hjem efter mine tre måneder i New York. Jeg selv føler, jeg har været væk i evigheder. For jeg oplevet så meget. Og fordi jeg havde en masse besøg af mennesker, der oplevede det hele med vidt forskellige perspektiver og havde mange rejser, udflugter og gøremål undervejs, der splittede de tre måneder op i mange mindre enheder, formåede jeg – udover at få en grundrytme af en hverdagsfornemmelse – at folde tiden ud og få den til at strække sig. Fordi der skete så meget nyt heletiden.

Og nu hvor jeg så er vendt hjem er der to hovedreaktioner, når folk ser mig (udover – tak skal I have!) de generelt glade ansigter. Nogle siger “Er du allerede hjemme? Det føles som var det igår du tog afsted”, mens andre siger “Var det virkelig kun tre måneder? Det føles som en evighed siden du har været her sidst.” Og der er et helt fast mønster i, hvem der siger hvad. De førstnævnte er typisk dem, der har en ret fasttømret hverdag, ofte med faste jobs som de har siddet i længe.

De sidstenævnte er typisk de selvstændige, for hvem hver dag er en ny udfordring eller opdagelsesrejse. De gravide, hvis maver er svulmet gevaldigt på tre måneder. Småbørnsforældrene, hvis børn nu kan henholdvis rulle, sidde, rejse sig, gå, papegøjesnakke eller forme sætninger. Og så alle dem, der skiftet job, er flyttet, har afleveret speciale eller ph.d-afhandling, er jobsøgende eller selv har været ude at rejse. Dem der er i livets transformationsfaser eller bevidst har ændret på et markant spor i deres liv.

Jeg ved godt, at man bliver totalt udmattet af konstant at skulle udforske, opleve, udfordre og erkende. Og man kan heller ikke gøre det konstant, for så mister hver forandring sin livsforlængende effekt. Men hvis man ind i mellem føler, at livet leves en lidt forbi og at “life is what happens to you while you are busy making other plans” kan man effektivt bremse hastigheden og forlænge sin fornemmelse af at være fuldt og helt i live ved at bryde hverdagen.

Evigt liv kan ingen garantere – og jeg ved heller ikke hvor ønskværdigt jeg synes, det ville være. Men man kan sørger for at få så meget som muligt ud af livet, mens man er her – og at folde hver dag så meget ud som det nu engang lader sig gøre.

Reklamer