Nøglen til det evige liv
by Nadja
…er det måske ikke ligefrem. Og den ved jeg heller ikke, om jeg har lyst til at finde. Men jeg kender en effektiv nøgle til at folde livet ud, så det om ikke andet føles som om man lever længere, fuldere og rigere.
Og opskriften er simpel – såre enkel faktisk: At sørge for med jævne mellemrum at rykke sig selv op med rode og omplante sig selv i nye omgivelser. Springe ud af hamsterhjulet med jævne mellemrum. Eller allerbedst: tage på mini-orlov til Langbortistan, New York, sommerhuset eller den der anden destination, der for os hver især ligger et ganske særligt udefinérbart sted sådan ca. et sted mellem Østen for solen og Vesten for månen. Og med mini-orlov mener jeg noget, der er længere end en tre ugers ferie. Noget, der er langt nok til, at man virkelig skifter gear; lader nye tanker få lov at spire frem og giver sig selv lov til at ændre mening, standpunkt, drømme og planer.
“Det lyder alt sammen meget godt – men hvad har det at gøre med et længere liv?” sidder du måske nu og spørger dig selv. Og det er selvfølgelig heller ikke længere liv i form af flere dage, måneder eller år, jeg tænker på. Det er oplevelsen af, at livet er langt og rummeligt, snarere end at det løber afsted med en, jeg er interesseret i. Og her siger min erfaring mig, at jo mere dagene ligner hinanden, jo mere løber ugerne afsted, bliver til år og forsvinder ud mellem hænderne på en. Druknet i den seneste nye deadline, hasteopgave, sygedag (egen og/eller barns første). Og pludselig står man der og kan slet ikke fatte, at der allerede er gået en måned, et år, et årti…
Mens tilværelsen og livet straks føles længere, så snart man rykkes ud af rutinen. Du kender det helt sikkert fra de første dage på en ferie. Den første dag på destinationen, kan man næsten ikke forstå, at der kun er gået en dag. For man har nået så ufatteligt meget, fået så ufatteligt mange indtryk og føler sig allerede så ufatteligt meget mere afslappet, inspireret og livskraftig, at det føles, som har man været væk en måned. De næste par dage folder sig også ud i det uendelige. Og så pludselig – i takt med, at man lærer omgivelserne lidt bedre at kende og falder ind i det nye gear…ruller tiden pludselig afsted, og man kan slet ikke forstå, at der allerede skulle være gået to uger.
Og på samme måde, når man starter nyt job, forelsker sig eller – gætter jeg på – bliver forældre. I begyndelsen kan man slet ikke forstå, at der kun er gået en dag, en måned, et år siden verden forandrede sig. Men så snart hverdagen for alvor sætter ind, ruller tiden.
Det bliver ekstra tydeligt nu, hvor jeg lige er vendt hjem efter mine tre måneder i New York. Jeg selv føler, jeg har været væk i evigheder. For jeg oplevet så meget. Og fordi jeg havde en masse besøg af mennesker, der oplevede det hele med vidt forskellige perspektiver og havde mange rejser, udflugter og gøremål undervejs, der splittede de tre måneder op i mange mindre enheder, formåede jeg – udover at få en grundrytme af en hverdagsfornemmelse – at folde tiden ud og få den til at strække sig. Fordi der skete så meget nyt heletiden.
Og nu hvor jeg så er vendt hjem er der to hovedreaktioner, når folk ser mig (udover – tak skal I have!) de generelt glade ansigter. Nogle siger “Er du allerede hjemme? Det føles som var det igår du tog afsted”, mens andre siger “Var det virkelig kun tre måneder? Det føles som en evighed siden du har været her sidst.” Og der er et helt fast mønster i, hvem der siger hvad. De førstnævnte er typisk dem, der har en ret fasttømret hverdag, ofte med faste jobs som de har siddet i længe.
De sidstenævnte er typisk de selvstændige, for hvem hver dag er en ny udfordring eller opdagelsesrejse. De gravide, hvis maver er svulmet gevaldigt på tre måneder. Småbørnsforældrene, hvis børn nu kan henholdvis rulle, sidde, rejse sig, gå, papegøjesnakke eller forme sætninger. Og så alle dem, der skiftet job, er flyttet, har afleveret speciale eller ph.d-afhandling, er jobsøgende eller selv har været ude at rejse. Dem der er i livets transformationsfaser eller bevidst har ændret på et markant spor i deres liv.
Jeg ved godt, at man bliver totalt udmattet af konstant at skulle udforske, opleve, udfordre og erkende. Og man kan heller ikke gøre det konstant, for så mister hver forandring sin livsforlængende effekt. Men hvis man ind i mellem føler, at livet leves en lidt forbi og at “life is what happens to you while you are busy making other plans” kan man effektivt bremse hastigheden og forlænge sin fornemmelse af at være fuldt og helt i live ved at bryde hverdagen.
Evigt liv kan ingen garantere – og jeg ved heller ikke hvor ønskværdigt jeg synes, det ville være. Men man kan sørger for at få så meget som muligt ud af livet, mens man er her – og at folde hver dag så meget ud som det nu engang lader sig gøre.
Nadja Pass 
Den store essayist Michel de Montaigne får lige ordet et øjeblik:
“Jeg ved godt, at hvis man tager det bogstaveligt, så er rejselyst vidnesbyrd om usikkerhed og rastløshed. Men det er jo også vore væsentligste og mest fremherskende egenskaber. Ja, jeg må tilstå, at jeg ikke engang i drømme eller i min ønskeverden kan få øje på noget, som jeg helt ville kunne holde fast ved. Kun afveksling og stadige forandringer kan stille mig tilfreds, hvis noget da overhovedet kan”.
:-)
@ Nina – det var dog helt utroligt som du hiver rammende, velformulerede citater op af hatten for tiden. Det her sidder også lige i øjet :-)
Tankevækkende så postmoderne et tankesæt han kunne diske op med engang for 500 år siden, ikke?
Ved nærmere eftertanke er tankesæt vist slet ikke noget passende ord, for det er jo netop det ikke-fastlagte, der præger Montaignes rastløse, evigt søgende, sind. I sit liv såvel som i den genre han om nogen er udvikler af – den udforskende, nysgerrigt afprøvende genre, essayet (af essais, “forsøg”).
Så tankegang er måske et mere sigende ord. Hvis det da ikke er tankegalop, både fordi han var rytter og fordi associationerne ryger derudaf :-)
Tak!
Du satte lige livets trummerum lidt i perspektiv, så der blev mere rum og mindre trumme…so to speak.
Jeg vil i skrivehi. Ja jeg vil. Snart. Overlade virkeligheden til sig selv, og forsvinde lidt. Væk fra hverdagen og ind i livet.
@ Silhuet – mere rum og mindre trumme… I like!
Og skrivehi – ja, det er da lige præcis det, du skal. Forsvinde lidt. Held og lykke med det!
Du har fuldkommen ret. Livet bliver nemt trummerum, når man lader sig drukne i gentagelser, hvilket særligt forpligtelserne i livet som børnefamilie kan befordre. Men jeg synes trods alt, jeg har lært lidt på vejen af Kierkegaards etiker, selv om æstetikeren ofte hiver i mig. Så nu prøver jeg at lade mig begejstre ved bevidstheden om, at ‘man kan ikke bade i den samme flod to gange (indisk ordsprog)
Altså at udviklingen ligger i de små forskelligheder, der sker fra man gjorde noget sidst, til man gør det næste gang uanset om det er at skifte en ble eller hænge ud i Paris
@ Le – Jamen man skal da bestemt ikke kimse ad hverdagen, og der er også en stor glæde i at udføre (visse) rutiner. Og det kan jo også i sig selv være en kærkommen afveksling mellem alle de spektakulære oplevelser. Hvis man KUN rejser fra sted til sted og oplever hele tiden, bliver det jo også i sig selv en rutine. Det er afvekslingen, der er vigtig. Og desuden er jeg helt med på det med, at man løbende vokser med opgaven/rutinen/oplevelsen/udfordringen.
Men stadigvæk tror jeg, at man nemt kunne lægge langt flere micro-afvekslinger ind i selv den mest pressede børnefamiliehverdag. Nogen gange – og jeg ved godt, det er en kliche, men der er som bekendt en grund til, at klicheer er klicheer – handler det ikke om andet, end lige at køre en anden vej hjem fra arbejde, købe ind i et andet supermarked eller høre en anden radiokanal. Et eller andet, der forandrer udsynet, får én til at studse lidt. Det behøver ikke tage længere tid forstået i timer og minutter – men i oplevet tid, vil der ofte være en verden til forskel.