Mæt, tilfreds og glad

by Nadja

Om et par timer skal jeg se at få fanget mig en taxa til lufthavnen. Lejligheden er pakket ned i to store rejsetasker. En stor stabel skoæsker er udfoldet flade og båret ned til skraldespandene sammen med regninger, rester og noter, der nu er ligegyldige. To par jeans, en jakke, et par støvler og et par travesko er slidt ned herovre og kommer ikke med hjem. Og jeg kunne – teoretisk kunne jeg sagtens – godt lige nå et sidste smut ud i gaderne og sige farvel til det hele en gang til. Men jeg har ikke lyst. Jeg er mæt.

Og jeg har

spist de sidste blueberry-pancakes på Clinton Street Baking Company lige rundt om hjørnet. Og endnu engang fået bekræftet, at det er og bliver det bedste morgenmadssted i miles omkreds.

sagt farvel til den koreanske dame bag disken i Angelica – min lokale superdøgner. Og blevet lidt rørt over, hvor oprigtigt ked af det hun blev. Hun ville savne mit daglige smil, sagde hun.

vasket og renset alt hvad jeg ejer og har og fået det foldet det tæt-tæt – og opsagt min konto på vaskeriet. Den ellers temmelig trætte dame bag disken havde fået ny frisure. “Your hair looks very nice” sagde jeg. Og jeg så hende smelte lige foran øjnene på mig. Hun greb mine hænder og sagde “Thank you so much.”

igen her til morgen set folk ruske forgæves i Eve Pharmacy’s døre og konstateret, at jeg langtfra er den eneste, der finder deres åbningstider uigennemskuelige (og – oh! – lige i det øjeblik, jeg skriver dette, kom der en dame og åbnede døren ekstraordninært for en ruskende kunde).

jeg har været tilbage på landet med min familie og set, hvor skønt der er på deres gamle æbleplantage, når rhododendronen og syrenerne blomstrer. Og jeg mailet farvel-farvel-og-tak-for-denne-gang til dem allesammen. Og spist afskedsmiddage og lovet alle, at vi snart ses igen.

sagt pænt farvel til mit udslidte pop-ud-kort over Manhattan, der har tjent mig så godt, når jeg skulle finde subwaystationer.

overhørt to fyre bag mig snakke om Facebook og om, hvordan man slipper af med “venner” igen uden, at alle ens andre venner nødvendigvis skal se, at man har “fyret” venner eller meldt sig ud af grupper. Det var på Skt. Marks Place, blandt alle de unge, der er enormt “individuelle” på en ekstremt stangproduceret måde. Og jeg var sikker på, de var unge hipstere. Indtil de begyndte at snakke om, at de aldrig acceptere “friend-requests” fra “current students” og jeg diskret vendte mig om og opdagede, at de tweedklædte herrer i 50’erne.

blevet fejret af min yndlingsbartender på den lille vinbar “the tasting room” på 1st street&1st avenue. Hun havde allerede flere gange skænket gratis glas vin i tilfælde af, at jeg nu ikke skulle komme tilbage igen. Og da det så lykkedes mig at svinge forbi i søndags involverede hun hele baren i, at det var min næstsidste aften og vi var en kæmpe klynge folk, der endte med at drikke os et par kæppe i øret i den fantastiske vin med det spøjse navn “BoomBoom Syrah”.

haft et meget overrasket udtryk i ansigtet, da en ung kvinde på selvsamme vinbar fortalte mig om sine kæresteproblemer med en fyr, der under deres forhold ikke alene havde gjort en anden kvinde gravid, men også – og det var især det, der sårede hende – havde bagtalt hende til hendes veninder. Resten af samtalen forløb nogenlunde som følger:
Mig: “You gotta get rid of him, he’s walking all over you”
Hende: “But how do I leave?”
Mig:” How do you stay?”
Hende: “I just feel that in the States…once you’re in a city you have to stay with the same guy”
Mig: “But this is not a city. This is New York!”
Hende: “But even New York seems small to me”
Mig: “You know what – I’m sure that somewhere in New York there’s gotta be another guy for you.”
Hende: “You’re sooooo right. Isn’t that strange how sometimes it takes a perfect stranger to make you realize what you gotta do?”
Mig: “That is strange indeed”
Hende (henvendt til sin ven, der kom tilbage fra toilettet) “Isn’t she fabulous?”

været til endnu en Sunday Social hos Carlos Konig og slidt danseskoene – og oplevede ovenikøbet at en af herrerne – efter at have set mig danse salsa, vel at mærke – spurgte “do you also do chacha?”. Og det lille “also” faldt på et mere tørt sted, end han anede.

Jeg er mæt. Jeg er tilfreds. Og jeg er meget, meget, meget glad for de tre måneder jeg har tilbragt herovre. Og nu skinner solen lige lidt alligevel – og det er ved at være tid til at lynet rejsetaskerne og bakset dem ned ad den stejle, stejle trappe.

Reklamer