Nadja Pass

Nu sidder jeg i Newark Airport og tænker tilbage på de timer for tre måneder siden, hvor jeg sad i Kastrup i The Twilight Zone mellem nærvær og fjernvær. Flyet – Rurik Viking :-) – er netop ankommet og er kørt lige ind foran mig – og nu vælter det ud med mennesker, der forventningsfulde ankommer til new York fra København. Strækker benene efter den lange tur, håber at immigrationen vil glide bare nogenlunde glat og får det første rush ved at kunne skimte New Yorks skyline gennem disen på den anden side af de store vinduer. Nogle stopper op for at tage billeder. Crewet klædt fra top til tå i Scandinaviskblåt og blonde, meget blonde. Bider man mærke i, når man i månedsvis har været vant til at færdes i en mosaik af mennesker i alle farver, men læber i alle faconer.

Og her på den anden side sidder jeg og alle de andre, der har vores New York tur bag os. De fleste lidt trætte, venter bare på at blive kaldt til boarding. Der kører lidt for højlydte nyheder i baggrunden…en tale af Barack Obama, nye jordskælv i Kina, problemer i Mellemøsten… og sæderne er lidt for dårlige og dem lige ved siden af mig er lige faldet i snak over kameraer. Nogle småsover. Og jeg sidder og tænker tilbage på månederne der er gået.

Månederne, der var lange nok til, at jeg kunne følge udstillinger blive udskiftet af nye udstillinger på de store museer, vejarbejde starte og blive gjort færdigt, nye butikker åbne, skyskabere skyde i vejret, bølger af forskellige turister alt efter helligdagene, vejret blive skønt, blive dårligt og blive skønt igen, nyheder rulle, skod-tv-serier starte og vindere nå at blive kåret og blomster springe ud.

Månederne der ikke var helt lange nok til, at der nåede at komme en afklaring i demokraternes primærvalg, til at Olafur Eliassons Waterfalls-installation blev åbnet, heden for alvor satte ind over sommeren, ombygningen af 1-togets platform på Columbus Circle nåede at blive færdig.

Månederne, der gudskelov var mere end lange nok til, at jeg selv har nået at give slip, ændre meninger og planer mange gange, mærke efter, tage salsatimer, være out-of-town op til flere gange, få stamsteder, lære folk at kende, have gæster – masser af gæster, vænne mig fuldt og helt til livet uden vækkeur, læse mange bøger, konsumere stabler af magasiner, smage nyt og gensmage alt det gode – mange gange. Skrive, skrive og skrive. Og alt i alt føle mig et med byen omkring mig – selvom jeg levede i legato – og resten af byen var i konstant staccato.

Og nu er det ved at være tid til at boarde flyet og sige goodbye for denne omgang. Og indstille mig mentalt på det hello og gensyn i den anden ende, som jeg glæder mig så meget til.