At spænde danseskoene

by Nadja

Lørdag den 3. maj 2008:
Er til loppemarked ved Hells Kitchen med Caroline. Hun spotter en fantastisk butik, der udelukkende sælger dansesko. En ung danser sidder og prøver sine nye følgesvende, man skal gå rundt på filt-tæpper, mens man prøver skoene, så man beskytter sålerne og på væggen hænger kontrafajer af alle de Broadway-koryfæer, der får specialsyet deres sko der. Caroline køber et par. Jeg prøver et par skønne sko. Men de er dyre og jeg tænker “Nadja for fanden, du danser jo alligevel aldrig den slags dans”. For hvis vi nu skal sige det som det er, elsker jeg egentlig at danse. Men jeg gør det næsten aldrig, fordi jeg – inden jeg kommer ud på gulvet – altid føler mig kejtet og har svært ved at give slip. Spotlight-effekten på mest latterlige teenange-manér.
Og Level1 på har-mere-eller-mindre-opgivet-drømmen-om-at-nå-til-level-2-måden. Når jeg først er igang med at danse, er det sjældent et reelt problem. Så nyder jeg det og har det sjovt. Problemet er bare, at jeg stort set aldrig når derud, fordi alle mine begrænsninger begrænser mig. Så altså – ingen dansesko den dag.

Lørdag den 10. maj 2008:
Skal hente en nøgle for nogle af mine veninder, der har lejet en lejlighed rundt om hjørnet. Udlejeren er en dansk-amerikaner, der under smalltalken og nøgleoverrækkelsen spørger “Nå, har du så danset meget salsa, mens du har været her?” Jeg laver totalt Kaj-ansigt. For det havde jeg jo så ikke. Det var ikke så meget som faldet mig ind at skulle danse salsa i New York. Og nu forstår jeg så på hende, at det er det helt store. Verdens største og bedste salsascene. Og at der er alle mulige arrangementer hver aften, hvor man møder op og danser. “Skal du med i aften” spørger hun. Og jeg er…lad os bare sige, at jeg er forbløffet. På den gode måde, men synes også det er fuldstændig uoverskueligt at forestille mig mig selv på vej til salsa fem minutter senere. og på den anden side, skal man jo gribe chancer og muligheder og det er også noget pjat med den spotlighteffekt og jeg skal jo alligevel ikke andet og det kunne jo også gå hen og blive sjovt og alt det der. Så jeg laver et kompromis med mig selv og aftaler med hende, at jeg gerne vil med søndag aften.

Søndag den 11. maj 2008
Tager op til dansesko-butikken og køber de skønne sko. Går rundt i dem i lejligheden hele eftermiddagen for lige at have gået dem en anelse til. Tager med Sonia til Sunday Social i Carlos Konigs Studio. Der er folk i alle farver og faconer, med alle niveauer af danse-talenter. Og sikkert med alle mulige forskellige socialklasser uden for danse-studiet – men intet af det betyder noget på dansegulvet, fordi alle bare er glade, opløftede og – høje på dans. Det er totalt sodavandsdiskotek for voksne – ingen alkohol andet end den man kan købe i små flasker til at desinficere hænderne, når man er blevet svunget af den ene svedige herre efter den anden. For det er konceptet: at man aldrig danser mere end en dans med hinanden, men skilles når dansen ebber ud og danner nye par til den næste dans. De fleste kommer alene – men kender så efterhånden flere og flere efterhånden som de bliver en del af “scenen”. Og ved hvem de kan lide at danse med. Men der er intet problem i at være total ukendt begynder. Og alle herrerne er tålmodige med at lære mig “The basics”: quick, quick, slow – og svinger mig, det bedste de har lært. Og når man har rigtige dansesko på, er det sjovt at blive svunget, fordi man glider fint afsted i pirouetterne.

Mandag 12. maj 2008
Vågner og tænker: “Det var fedt. Mere af det”. Men kan samtidig ikke helt overskue at tage til de store begyndertimer i dansestudierne – især fordi kurserne allerede er halvvejs i forløbet, og det virker lidt overvældende bare at møde op. Og ingen ting kunne. Tygger lige lidt på den.

Tirsdag 13. maj 2008
Finder en danseskole på nettet. Ringer og bestiller (med skræk i stemmen) fem privattimer. “Fint, kom i morgen klokken 17.30 og spørg efter Franco” siger damen. “Fint” siger jeg. Og skælver lidt.

Onsdag 14. maj 2008
Sidder lidt beklemt med mine dansesko og venter i danseskolens vestibule. Kan ikke helt forstå, hvordan de forestiller sig, det skal fungere, at vi i samme rum er elever, der skal lære henholdsvis salsa, tango, pasodoble og jive med hver vores lærer. Og er heller ikke helt kry ved det meget store vindue og de mange tilskuerstole, der om lidt vil give alle fri udsigt til mine første spæde danseskridt. Men kunne se på de andre skoler, at det bare er sådan det er…private lessons – men ingen private rooms. Men de to timer flyver afsted, og så snart vi er i gang, er det helt lige meget med alle de andre og de kigger sgu nok ikke på mig alligevel, når det kommer til stykket. Og det med de mange slags musik fungerer egentlig også overraskende godt, fordi hvert lille team er i hver deres lille verden, hvor man øver trin og bevægelser og gentager ting igen og igen, så det er reelt kun meget sjældent man danser længere passager til musik. Og når det er tilfældet, kan man altid få den rigtige musik på. Forlader etablissmentet fortumlet, glad og temmelig hooked.

Fredag 16. maj 2008
Tager mine næste timer. Lærer mærkelige trin og bevægelser. Og allervigtigst – lærer pludselig at forstå kunsten at lade sig føre.

Mandag 20. maj 2008
Tager mine sidste to timer. Har ikke sovet helt nok og har drukket lidt for mange drinks de sidste par nætter, fordi jeg har fået besøg af endnu et par veninder. Så bliver lidt meget hurtigt småsvimmel af de mange sving og pirouetter. Men har det sjovt og lære lidt mere, inden jeg pænt takker Franco for de fem effektive og sjove timer. Og tager direkte videre for at møde pigerne på en salsaklub. De er også fuldstændig begyndere – men heldigvis (og fandens smart tænkt) starter sådan en salsaaften med en billig gruppetime (10$ tror jeg, det kostede) så man lige kan få “The basics” på plads – og så der er en masse, der kender hinanden og ved hvem der er begyndere, så det er ufarligt at spørge om man skal “øve”. Ikke ligefrem HELT det samme at blive svunget af småkejtede begyndere som at blive ført af Franco, men sjovt. None the less. Og da timen var slut, var der efterhånden dukket mange andre op, livemusikken begyndte – og jeg genkendte allerede et par ansigter fra sidste søndag og blev svunget et par gange før vi måtte videre. Alle mine fine nye trin, sving og moves var glemt. Men fornemmelsen havde jeg stadig i kroppen. “The muscle memory” som Franco kaldte det. Og selvom jeg reelt keglede rundt på lige så meget begynderstadie som søndagen før, var det lige meget nu – nu var jeg ovre på den anden side af grænsen og begrænsningerne.

Og det var så historien om dengang, jeg spændte danseskoene. Og det efter 34 år gik op for mig, at jeg jo med en ret begrænset investering kan unde mig et par privattimer i de ting, jeg er irriteret over at for være for dårlig til. Hvis jeg skal starte på et større hold, ved jeg bare, at jeg ikke får det gjort. Dels fordi det i sig selv er grænseoverskridende at tage til undervisning i noget, jeg føler mig usikker på. Dels fordi mit indlæringsmønster og tempo er anderledes end mange andres. Og det var fantastisk at kunne flyve henover de ting, jeg fandt nemme uden at skulle vente i timevis på andre – men samtidig kunne få lov at være helt vildt kikset og langsom og kræve übertålmodighed fra lærerens side til de ting, der nok burde være nemme og sikkert ville være det for alle andre. Men som jeg skulle have gentaget igen og igen og igen. Og igen.

Hvis jeg fremover på den måde kan give mig selv en kick-start, der sparker mig ud over grænsen i alt det grænseoverskridende, er det da bare det, jeg skal gøre fremover. Om det så er et computerprogram, en basisintroduktion til regnskabsføring, sang eller en ny dans… For så snart man er ovre på den anden side af det grænseoverskridende, er det jo for det meste fantastisk sjovt (eller i hvert fald rart at kunne). Og det er næsten for bittert ikke at unde sig selv alt det sjove på den anden side af det, der før var grænsen.

Reklamer