Kunsten at lade sig forbløffe

by Nadja

Forleden fik jeg en rigtig dejlig kompliment. En af bloggens faste læsere, skrev (oven i købet blandt rigtig meget andet pænt), at min blog bliver ved med at forbløffe hende. Og da jeg spurgte ind til det, uddybede hun:

Din blog forbløffer mig, fordi du formår at forbløffes over den verden, der omgiver dig. Din evne til at forbløffes over selv de mindste og mest konkrete detaljer (bare apropos, men alligevel i en anden betydning end i dette indlæg!) får netop min forbløffelsesevne til at spire og gro.

Måske skyldes vores sparsomme brug af “forbløffes”, at vi i dag er for dårlige til at forbløffes??

Det syntes jeg var et vældig godt spørgsmål. Og det har jeg gået og tygget meget på de sidste dage. For jeg tror i virkeligheden, det er et meget væsentligt karaktertræk ved tiden, vi lever i, at vi at for sjældent tillader os selv at lade os forbløffe.

Jo mere travlt man har, jo mindre forbløffelse, kan man kapere. Dels fordi den ofte kræver tid og opmærksomhed. Dels fordi forbløffelsen ofte betyder, at man måske skal ændre planer eller tænke anderledes, end man havde forestillet sig, før forbløffelsen indtraf. Men ofte er det netop forbløffelsen, der trigger, at vi tænker nyt og anderledes. Får gode ideer, skaber noget nyt, forstår nye ting, innoverer og alt det der andet, arbejdsmarkedet skriger på og som vores hjerner trives så godt med.

Egentlig tror jeg ikke, det er forbløffelsen i sig selv, det kniber med. Jeg tror, at vi alle sammen dagligt er i masser af situationer, hvor der sker forbløffende ting, man læser, hører eller ser noget forbløffende i medierne. Man rejser og oplever en hel masse andet end det, man havde planlagt sig frem til, da man sad med Turen Går derhjemme. Eller der sker noget forbløffende indenfor ens faglige felt. For en ting er at blive forbløffet: at se, lære, opleve, dufte, tillade, opdage, udforske, støde på, mærke, erkende noget uventet. En anden – og langt sværere disciplin – er at tage det nye man har set, lært, duftet, tilladt, opdaget, udforsket, stødt på, mærket, erkendt, ind og handle efter det. Ændre sine planer. Forskyde sine tankerækker. Droppe Turen-Går-punkterne på rejsedagsordenen og i stedet forfølge de steder, man selv opdager eller får anbefalet af forbløffende mennesker, man møder på sin vej. Men som måske betyder, at man ikke når at se det, man ligesom bare “bør” se på en given destination.

Det er jo en af de mange ting, der er så fascinerende ved at følge børn, efterhånden som de opdager og erkender verden. Deres forbløffelse og spørgen til ting, man selv er holdt op med at undre sig over for længe siden, selvom det i virkeligheden stadig er helt vildt mærkværdigt. Og deres stædige insisteren på at blive ved og ved og ved med at prøve at forstå og udvidde deres nuancespektrum.

Og efterhånden som man bliver ældre, forbløffes man automatisk mindre. Man har set det meste før. Og hvis man ikke har set lige præcis det, har man set, smagt, oplevet, duftet til noget andet, der mindede om det, så man i det mindste har en kategori at placere det i. Det er der jo ikke som sådan noget galt i. Det er jo netop det, der danner os og gør os klogere. Og også noget af det, der gør, at vi trods alt bevæger os videre i dagligdagen uden konstant at måtte stoppe op og undres.

Men det bliver et problem, hvis man når til det punkt, hvor man holder op med at forbløffes og undres og overraskes og spørge og udforske. Hvis man når til et punkt, hvor man tager gløden af alt, hvad man oplever med et “det er ikke lige så flot som Taj Mahal”, når man står overfor Anghkor Wat; lader være med at tage afstikkere til de mindre templer i Anghkor Wat-området, fordi det nu engang er Anghkor Wat, der er det største og mest kendte; afliver nye kolleger entusiasme med et træt “det HAR vi prøvet”, når de kommer med nye forslag, der stadig er lige rigtige, selvom de måske ikke fungerede, sidst man prøvede; eller først føler, man er “rigtigt” i Kina, når man kommer ind i den Forbudte Bys lakæskelabyrint, fordi det hypermoderne Beijing udenfor ikke svarer til ens fordomme om millioner af cyklende maoister.

Og hvis man ikke passer på, mister man hurtigt fornemmelsen af de store forbløffelser, jo ældre og travlere man bliver.

  • Dels fordi man fortrænger forbløffelsen, fordi det også er hårdt og tidskrævende og tiltider temmelig udmattende at ændre planer og forskyde sine tankerækker og have et standpunkt til man bliver så tilstrækkeligt forbløffet, at man må tage sig et nyt.
  • Dels fordi mange forbløffelser opstår ved de fejltagelser, de fleste af os for alt i verden forsøger at undgå. Men hvis man engang imellem tillod sig selv at komme til at tage lidt flere forkerte tog, have lidt flere ventetider på ukendte steder, cykle omveje, fortsætte smalltalk udover de mest basale, trygge høflighedsfraser, bestille retter vi ikke kan forestille os, hvordan smager og sige ja, når det falder os naturligt at sige nej, ville vi opleve langt flere forbløffelser. For selvom de er omkring os hele tiden, hvis vi bare åbner øjnene og tør tage dem ind, multipliceres chancen for forbløffelse mange gange, jo flere risici man løber og jo oftere man lader sig pirre ud af sit trygge element.

Og her kunne man så afslutningsvis binde den sløjfe, at netop forbløffelsen er noget af det, jeg sætter så stor pris på ved at blogge. At dele sine tanker og lade sig forbløffe over de mange nye vinkler og perspektiver, der kommer ud af kommentarsporene, når alle mulige forskellige menneskers forskellige tilgange bliver anlagt på samme ting. De overraskende søgeord, der har bragt nye læsere til bloggen og virkelig må have efterladt en og anden googler temmelig forbløffet over den drejning et søgeord har taget i min optik. Og når der kommer uventede spørgsmål fra uventet kant. Så tusind tak, Anne, fordi du forbløffede mig med dit spørgsmål om forbløffelse.

____

Og så lige på den übernørdede konto: Sidder lige og tænker, at når man udtaler ordet “forbløffet”, kan mimikken og fornemmelsen af at udtale ordet i sig selv ikke rigtig undgå at få en til at se lidt forbløffet ud. Der er noget med det der bløf, der automatisk får en til at se lidt fjoget ud på den gode måde (for er det ikke det, man er, når man er forbløffet? Fjoget på den gode måde?) Så på den måde bliver ordet lidt et “fornemmelses-onomatopoetikon” – altså et “fornemmelses-efterlignende” snarere end “lyd-efterlignende” ord. Findes der egentlig andre eksempler på dem? Og har de ligefrem et særligt navn? Kalder alle stilfigursnørderne derude!

Reklamer