Jordskælv på nethinden
by Nadja
Juleaftensdag for et par år siden kørte min mor, far, bror og jeg fra Chengdu i Kinas Sizhuan-provins i en lidt for dårlig bil ad nogle lidt for dårlige veje med en lidt for dårlig chauffør ud for at se på pandaer i naturreservatet Woolong. Mens mine forældre boede seks år i Beijing benyttede vi ofte lejligheden til at udforske andre kinesiske provinser over jul og nytår. Og det år var turen kommer til Sizhuan-provinsen med pandaerne og det sizhuan-pebrede køkken – vores absolutte ynglingskøkken blandt de fire kinesiske hovedkøkkener.
Turen var forunderlig. Pandaer, masser af pandaer. Pandababyer, gigantpandaer, pandabørnehaver. Og masser af bambus. Så vi var helt fyldt op af pandaglæde, da vi kørte den lange tur tilbage i den lidt for dårlige bil, ad de lidt for dårlige veje med den lidt for dårlige chauffør.
Tilbage i Chengdu skulle vi så ud og finde et Sizhuan-krydret måltid, der kunne gøre det ud for julemiddagen. Og på vej hen til restauranten lagde vi godt mærke til, at der var overraskende mange boder med oppustelige plastickøller af den slags, man vinder på loppemarkeder og slår hinanden i hovedet med 1. maj i Fælledparken. Og så tænkte vi ellers ikke mere over det. Indtil vi kom ud igen – og samtlige otte millioner indbyggere i Chengdu var bevæbnet med en plastickølle i hver hånd og løb rundt og slog hinanden i hovedet og råbte “Merry X-mas, Merry X-mas”.
Først var vi fredet. Men da først den første tog mod til sig og slog i hovedet og vi svarede “Merry X-mas” tilbage, tog det fart. Og efterhånden var det som at gå gennem et spalier af plastickøller. Stemningen var høj – ikke på nogen måde ubehagelig. Bare…skal vi kalde det… en overraskende måde at fejre jul på, som vi ikke lige havde set komme.
Og der var kæmpe smil på alle vores fire ansigter – og på samtlige otte millioner indbyggeres ansigter. Og den aften er et af de bedste – og samtidig mærkeligste minder jeg har fra tiden i Kina.
[…] nu sidder jeg med den igen. Jeg bliver ved med at forestille mig, hvordan de Sizhuanborgere, der for nogle år siden var de gladeste merry X-mas-ønskende plastik-kølle-ball…, nu kæmper for at overleve i ruinerne af det, der var engang. Og det er ikke fordi det jordskælv […]
[…] nu sidder jeg med den igen. Jeg bliver ved med at forestille mig, hvordan de Sizhuanborgere, der for nogle år siden var de gladeste merry X-mas-ønskende plastik-kølle-ball…, nu kæmper for at overleve i ruinerne af det, der var engang. Og det er ikke fordi det jordskælv […]