Nadja Pass

Da jeg var yngre, syntes jeg altid, det var så plat, når nyhederne fortalte om verdens store katastrofer og altid understregede, om der var tilskadekomne/døde danskere. Når de fokuserede mere på en krig eller katastrofe i vores umiddelbare nærhed, mens problemer i fjerne Afrika eller Asien blev forbigået i noget nær tavshed. Når en hungersnød blev reduceret til ét billede af ét barn med store øjne og opsvulmet mave. Og når film om fx Holocaust fokuserede på én familie eller én lille gruppe jøder, som man så sad og holdt med – og nærmest var lettet, når heltinden lige med nød og næppe undslap gaskammeret – uden at tænke så meget på de seks millioner andre, det gik langt værre.

Sådan har jeg det grundlæggende stadigvæk. Det irriterer mig, at nyheder, film og historier fokuserer på en lille bitte del af helheden og ærger mig, at man tilsyneladende ikke tror vi kan kapere de kolossale tabstal, fordi de bliver for abstrakte og svære at forholde sig til.

Men ikke desto mindre må jeg jo efterhånden erkende, at det er det, der virker. Det bider på en på en helt anden måde, når man har et konkret ansigt at forholde sig til, nære og kære i katastrofeområdet, eller har været der selv.

Første gang jeg for alvor måtte erkende det var, da Estonia sank. Jeg havde hørt radioavisen spotte for nyheden mens jeg stadig lå og småsov. De sagde noget i stil med “Færge sunket i nat og over 800 mennesker druknet” og jeg reagerede ikke rigtigt med andet end “hvor forfærdeligt”. Indtil selve indslaget gik i gang og det viste sig at være en færge, der sejlede mellem Stockholm og Tallinn og som jeg havde taget mange gange, fordi min far på det tidspunkt i Estland. Faktisk havde han ganske kort forinden selv været ombord. Og så gik det fra at være en fjern historie om skibskatastrofer (hærværk og pludselig død) til at være en ekstremt konkret historie. Pludselig så jeg, hvordan passagererne i de underste kahytter måtte have tromlet sig gennem labyrinterne på de underste dæk, hvordan de lidt for snalrede ælde mænd ved spillemaskinerne måtte have forsøgt at vakle op på dækket, hvordan dansepigerne fra salonen måtte have spjættet med deres lange ben, mens de blev suget under og deres paillet-bikinier måtte have skinnet som sølvfisk i fuldmåneskin, mens de blev trukket under. Det blev helt forfærdeligt konkret.

Under mit New York-ophold har jeg efterhånden også været nede ved Ground Zero med mange forskellige gæster hjemmefra. Og selvom 9.11-angrebet i sig selv er så ikonografisk, at det har betydning for alle, har jeg alligevel mærket tydelig forskel på reaktionen alt efter om gæsterne – som mig selv – havde været oppe i tårnene – eller kun kendte dem fra medierne. For selve grunden er jo lige nu en byggeplads, hvor der reelt ikke er så meget at “se” (jeg ved ikke, hvad det egentlig er, man forventer at se – men uanset hvad det er, er det der ikke) og derfor er det mest fanton-smerterne man føler. Fornemmelsen af, at lige der lå der noget meget stort, der nu er væk. Af forfærdelige årsager.

Og jeg må også indrømme, at folkemordet i Rwanda bed endnu hårdere på mig, fordi en af mine bedste veninder var blandt de syv danskere, der var fanget dernede og heldigvis endte på det sidste evakueringsfly. Jeg bed endnu mere mærke i Tjetjenernes bombninger af Moskvas boligblokke for små ti år siden, fordi mine forældre boede i Moskva på det tidspunkt. Og ambassadebelejringerne i Beijing for nogle år siden, fordi min far på det tidspunkt arbejdede på den danske ambassade i Beijing på det tidspunkt.

Og – just to prove my point – jeg tør næsten garantere, at I andre allerhøjst vagt kan huske, at der var noget som helst om Moskvabombninger eller ambassadebelejringer i Beijing med mindre I også havde nære eller kære i byerne på de tidspunkter. SARS-frygten husker de fleste nok, selvom de ikke havde familie i Kina på det tidspunkt – men det skyldes trods alt nok mest, at der var frygt for, at det skulle sprede sig til resten af verden, fordi bacillerne var lige så ligeglade med landegrænser som de fugleinfluenza-inficerede trækfugle var.

Og nu sidder jeg med den igen. Jeg bliver ved med at forestille mig, hvordan de Sizhuanborgere, der for nogle år siden var de gladeste merry X-mas-ønskende plastik-kølle-ballademagere, nu kæmper for at overleve i ruinerne af det, der var engang. Og det er ikke fordi det jordskælv er spor mere forfærdeligt end jordskælv, oversvømmelser og tsunamier i resten af verden, eller fordi jeg føler mere med dem end med alle de andre hårdtramte i resten af verden. Det er bare så ekstremt meget mere konkret for mig. Og det er svært for mig at indrømme, fordi jeg grundlæggende ikke synes, det burde være sådan.

Det er en effektiv lektie i de konkrete detaljers kraft.