Nadja Pass

Jeg har elsket Københavns Botaniske Have lige siden min mormor tog mig med derind, da jeg var ganske lille, og vi sad og så på åkanderne i søen, mens vi spiste sildepostej-sandwiches. Jeg skår ofte igennem på mine gåture gennem København og ser på krybende kambregner ved stensætningerne og lader mig gennemdampe af palmehusets fugt.

Og når jeg er på storbyferie opsøger jeg næsten altid botaniske haver, der næsten altid er en kærkommen oase midt i alle stenjunglernes andre indtryk. Ikke desto mindre havde jeg aldrig været i New Yorks Botaniske Have i The Bronx før i går, hvor jeg langt om længe fik taget subwayen derop.

“It’s like a little bit of paradise” fortalte et ældre græsk par, jeg faldt i snak med på den lokale diner på vej derhen. Og de måtte nok vide det, for han havde været blomsterdekoratør lige siden han som ung mand tog båden i 20 dage for at flytte over til den Amerikanske drøm og kort efter tog tilbage og hentede hende med herover. Og de havde boet lige op og ned ad haven i de sidste 40 år og var som taget ud af “My big fat greek wedding” og undlod ikke at gøre mig opmærksom på, at Grækenland var meget andet end de Olympiske Lege og Akropolis. Det var også – understregede de – demokratiets og civilisationens vugge. Og det kunne jeg jo ikke andet end give dem ret i – og jeg ved ikke, om det var derfor, de instisterede på at betale min kaffe.

Og de havde ret. Der var virkelig tale om en lille bid af paradis. Uendelige grønne plæner så velholdte, som var de klippet med neglesaks.Træer fra hele verden i vild og lysting leg. Et palmehus, de med rette kaldte havens kronjuvel. Alléer af blomstrende azaleaer. Øde skovstier. En stenhave med små bassiner. Og (og det vil jeg straks springe videre til for ikke at gå Frk. Jensen og andre blomster/have-entusiat-bloggere i bedene :-) ikke mindst nogle rigtig spændende temaudstillinger, der var endnu et eminent eksempel på amerikanernes uovertrufne evner til at lave engagerende og inspirerende videnskabsformidling – både til børn og voksne.

Lad os starte med de voksne. Her var der fokus på Darwin i en række forskellige udstillinger, hvoraf jeg især fandt to interessante:

1) “Evolutionssporet”, hvor man i hele haven kunne se eksempler på nulevende plantearter, der passede ind i det “Tree of life” Darwin udviklede for at følge planternes evolution. Det fik virkelig sat plante-, svampe- og mosarter i et nyt perspektiv – og fik lagt et inspirerende underspor gennem opdagelsen af haven.

og allerbedst

2) “His garden” – en genskabelse af Darwins have, der fungerede som et levende eksperimentarium for ham. Udover at være smuk, meget smuk, var der uendelig masse forklaringer på, hvordan de enkelte planter havde inspireret Darwin til forskellige teorier og opdagelser. Hvordan han havde fulgt planternes udvikling, bevægelser, formering, spredning og deraf udledt en række forskellige teorier, der med tiden blev til evolutionsteorierne og oversigter over planternes evolution. Og ikke mindst en masse opdagelser om blomsternes befrugtning, som jeg ellers må indrømme, at jeg tidligere primært har forbundet med Carl von Linné. Indrømmer blankt, at jeg ikke vidste, at Darwin efterfølgende havde bidraget til botanikken med så mange uddybninger og nye indsigter.

Og så til børnene. For udover at have et stort område kaldet “family garden”, hvor skoleklasser havde små bede – lidt ala Årstidernes “Haver til maver”-projekt, bød den botaniske have på “Childrens adventure garden”. Her var temaerne i virkeligheden de samme som på Darwin-udstillingen. Bare formidlet i et kolossalt område eventyrliggjort med masser af labyrinter, hemmelige spor og kolossale blomsteropsatser, der lignede forvoksede orme, frøer, sommerfugle og biller dannede rammerne. Først skulle man lære at “åbne sanserne” så man rigtig kunne dufte, se, føle og udforske blomsternes verden, så skulle man lære selv at tænke som en naturvidenskabelig forsker og lægge mærke til de forskellige forskelle mellem planterne og tænke sig frem til, hvordan de var opstået. Og så var der ellers masser af interaktive displays – som for eksempel det på billedet ovenfor, hvor man skulle “parre” de rigtige blomster med de rigtige bestøvere og således lærte om blomsterne og bierne, hvordan blomster og befrugtere undergår en co-evolution, hvor de begynder at ligne hinanden stadigt mere. Befrugtning, pollen, plantearter og familier. (Præsenteret smukt, sjovt og tankevækkende – uden pikante undertoner i øvrigt .-)

Alt i alt – en udflugt, der absolut var den lange Subway-tur værd. For det ældre græske par havde helt ret. Det var lidt af et paradis både for formidlingsnørder for mig – og for enhver, der måtte trænge til et grønt, blomstrende, vederkvægende afbræk fra storbyjunglen.