Nadja Pass

Forleden var jeg i Beacon – en gammel industriby en times togtur fra Manhattan, der nu er genopstået som lidt af et kunstcentrum. Primært fordi det fantastiske kunstmuseum DIA:Beacon ligger og lokker med kolossale udstillinger i en istandsat småkagefabrik med helt forunderligt lys. Men også fordi huslejen er lav nok til at små gallerier og kunstnere (af varierende kvalitet) kan slå sig ned der. Og så fordi byen har en helt særlig charme, fordi der stadig er en masse gamle bygninger, der fik lov at stå, fordi ingen gad rive dem ned fordi jorden var så lidt værd – og som nu er i standsat og derfor tilfører byen og dens hovedgade et præg af noget hyggeligt, som det er de færreste amerikanske byer forundt.

I et af gallerierne var der en udstilling om asiatiske elefanter. Med nogle virkelig gode fotos, der har brændt sig ind på nethinden. Af elefanter i både lyst og nød.

Vi faldt i snak med galleristen, der også pegede på to klatmalerier og sagde “vi har også elefant-malerier. Det der er malet af en fire-årig, og det derovre af en otte-årig.” Og nok var det klatmalerier, men de var enormt figurative. Så vi stirrede på hende, somom hun var vanvittig.

Men efter sigende, skulle det være rigtigt nok. Man har fundet ud af, at elefanter er ret gode til at male. Og det er jo totalt syret at tænke på, at de muligvis går rundt med det talent uden – under normale omstændigheder – nogen sinde at støde på maling. Som en komponist uden klaver og nodepapir, en digter uden pen eller en maler uden lærred.

Og så tændte galleristen computeren og viste os en Youtube-film, der – som hun selv sagde – fik deres elefantmalerier til at ligne amatørmalerier. Og man kan næsten ikke lade være med at prøve at finde på alle mulige forklaringer og tænker på alt det, der måske foregår uden for kameraet eller at det måske er et menneske, der klædt ud som elefant fører snablen…men altså: den skulle være god nok: