Nadja Pass

På overfladen er det uendeligt nemt at finde rundt i New York. Og selv som helt nyankommet turist har man sjældent brug for et kort, fordi gadernes gridstruktur sætter det hele i system.

Så snart man bevæger sig et par trapper ned – i undergrunden – er det imidlertid lige omvendt. Her snor gangene, sporene og linjerne sig organisk. Uoverskueligt. Man ryger på et expresstog, der først stopper på 125th gade, når man skulle have været af på 79th. Eller man tror, man kan skifte på en station, hvor man så kun kan skifte til downtown-tog, når man skulle have været uptown. Så noget af det, der virkelig får en til at føle sig hjemme herovre, er, når man heller ikke behøver kort til Subwayen, men ved, at man nok skal støde på “The L-train” hvis man går tilstrækkelig langt ad 14th street. Og man nok skal fange sit F eller V, hvis bare man følger 6th Avenue. Og når man begynder at krydse perronen hjemmevant for at skifte fra local til express til local train for at skippe et par stop på vejen downtown, selvom man snildt kunne være blevet i det samme tog. Simpelthen zapper tog alt efter, hvad dere lige kommer forbi i stedet for at stå længe og vente på  et bestemt tog. Planlægger sin rute undervejs.

Og så – når man lige tror man er ved at have fanget systemet, er der “Service changes”. Pludselig kører A-toget der, hvor F-toget skulle have kørt. Eller F-toget følger pludselig D-togets rute. Og alle kigger desorienterede på hinanden. For højtalerne skratter så meget, at det er umuligt at følge med i de mange serviceannouncements. Og selvom det for det meste har stået på stationen, at der var serviceændringer på strækningen, har den generelle information ikke detaljer nok til at angive, hvad den enkelte skal gøre for at nå sin destination, efter at være blevet…nå ja…afsporet.

De mange “service-change”-plakater har alle sammen et punkt i bunden, hvor der står “Hvorfor er der service changes på denne rute?” og jeg har flere gange ærget mig over, at svaret altid bare er “for at forbedre togenes service”. Hvor jeg ellers synes, det kunne have været ret interessant konkret at fortælle, hvad det var for sporarbejde, der foregik. Når jeg alligevel står der og venter på toget, ville det være et lille indblik ind i undergrundens liv. På samme måde som min bror og jeg fik, da vi en sen nattetime på vej hjem fra koncert i Williamsburgh så et helt hold sporarbejdere sidde i åbne og vogne og holde pause, inden nattens næste dont. Deres tomme øjne og alt sikkerhedsudstyret understregede mere end almindelig meget, at livet under grunden er hårdt – og farligt. Pludselig blev det nemlig meget konkret, hvad der skal til for at holde togene kørende og holde det organiske net, der forbinder alle New Yorks mange pulse, på skinnerne.

Og så – i går aftes – læste jeg en artikel om livet som undergrundsarbejder. Der ikke alene foregår i mørket spedet op med sommerens ekstreme varme, vintrenes isnende kulde, rotter, skrald, pis og avispapir. Men også betyder døden for et par arbejdsmænd om året. Hærdebrede mænd, der ikke når at springe til siden i de smalle, smalle rør, når et tog uden varsel kommer buldrende, selvom der burde være tomt på grund af service-changes.

Det var virkelig en af den slags artikler, der åbner bevidstheden om livet på den anden side eller – i dette tilfælde – under jorden. Og hvor man pludselig bider sig selv i tungen over at have brokket sig over service-changes og får fuld forståelse for, at det er nødvendigt at lukke sporene af – HELT AF – når de skal repareres. En af den slags artikler, som undrer sig over, der ikke er flere af – der virkelig formår at bringe udsatte grupper frem i lyset.

Den slags burde de skrive lidt mere om på deres service-change-plakater. For lige netop mens vi står der på perronnen og venter et par minutter på det næste tog har alle os travle mennesker, der er priviligerede nok til at leve det meste af vores liv over jordens overflade, lige præcis de fem minutter til overs, vi ellers aldrig har. Og hvordan kunne de fem mniutter bruges bedre end at skænke et øjebliks tankevirksomhed til dem, der risikerer liv og levned for at vi andre kan komme frem, frem, frem i tilværelsen uden så meget som et par sekunders forsinkelse.