Living in New York is like fucking Paris Hilton
by Nadja
Living in New York is like fucking Paris Hilton. You can’t really stay in the moment because all the time you’re thinking “oh my god, I’m fucking Paris Hilton”. And what is Paris Hilton thinking while you’re fucking her? She’s thinking “Oh my god – I’m Paris Hilton”.
Den vittighed var omdrejningspunktet for Mike Daiseys historie, da jeg forleden var til endnu et The Moth-arrangement. Denne gang Moth Mainstage arrangeret som en del af PEN-festivallen, hvor professionelle forfattere og historiefortællere skulle fortælle ud fra stikordene Private lives-Public lives.
Hans historie var god og flot fortalt, men egentlig ikke nødvendigvis aftenens bedste. Til gengæld har den brændt sig fast. Dels fordi vittigheden rammer New York “spot on”, dels fordi hans historie egentlig handlede om en helt absurd situation han havde oplevet for et års tid siden, da han fortalte vittigheden som en del af en monolog. Og situationen vil jeg egentlig ikke prøve at beskrive, for den fremgår med al tydelighed af dette You-Tube-klip:
Det viste sig at være en stor gruppe kristne ekstremister, der på den måde forlod lokalet i protest og ødelagde mange års arbejde med noterne. Og manden var stadig i chock her over et år senere. Og det er bare et eksempel på de stadigt større skel mellem de kristne ekstremister og resten af USA, man mærker ret tydeligt herovre. I medierne, i valgkampen, i diskussionerne. Ja selv i Americas Next Model, hvor der næsten altid er et par ekstremt kristne dydigheder blandt modelaspiranterne, der dels prøver at missionere overfor de andre og fordømmer dem, hvis de ikke vil omvendes – og dels har store kvaler med at smide tøjet foran kameraet. Det skal de selvfølgelig have lov til at have kvaler med, men det er mere den konstant tilbagevendende tematik, der er interessant, fordi den dukker op alle vegne. Og nogle gange – oftere end man måske lige går og tænker på – resulterer i selvbestaltet censur som det var tilfældet med Mike Daisys vittighed.
Nadja Pass 
Tak for at formidle filmklippet. Jeg oplevede et flash derfra i går, hvor jeg fungerede som kollega-observatør på tre timers universitetsundervisning. Det foregik på et lille hold med 10-12 studerende:
Underviseren forelæste over dagens tema i to af de tre lektioner. Og så – i begyndelsen af tredje lektion annoncerede hun, at “nu laver vi en øvelse, hvor I selv skal arbejde med stoffet”, hvorefter to studerende på forreste række rejste sig prompte, tog deres tasker og forlod lokalet uden et ord.
Det kan de have haft mange grunde til at gøre, men det lignede faktisk en markering i stil med at hælde en flaske vand ud over forelæserens ambition om at engagere dem aktivt:
Deltagelse? Nej, f…e om vi vil stå model til den slags.
@ Christine – meget interessant og godt eksempel. Tavshed er faktisk noget af det værste, man kan komme ud for. Og du har ret, det kan skyldes tusind forskellige ting og hvis de bare havde sagt på forhånd “vi er desværre nødt til at gå midt i det hele” havde det jo ikke været det samme overhovedet. Men tavsheden overlader en til selv at finde begrundelsen – og ofte vil den være negativ.
Det får mig til at tænke på forleden, hvor jeg sammen med en af mine veninder hjemmefra var til koncert herovre. Vi var faldet i snak med ejeren af en supercool pladebutik samme formiddag og vi spurgte, hvad han ville anbefale af gode koncerter. Han spillede så selv samme aften på et lillebitte sted lige rundt om hjørnet fra mig og vi besluttede at svinge ned forbi. Han blev glad, da han så os og vi sludrede lidt, mens de andre bands var på. På grund af New Yorks “vi skrider bare når vi har hørt vores venner spille-attitude” var der ikke så mange tilbage, da han gik på. Vi lyttede til det hele, syntes det var rigtig godt og klappede højlydt undervejs. Men da han var færdig forduftede vi ret hurtigt. Mest udfra sådan en “han skal ikke føle sig forpligtet til at tvangskonversere os-logik” og i øvrigt var vi så også trætte etc etc. I hvert fald – vi gik bare. Og først bagefter tænkte vi, at det kunne han godt have opfattet som en meget eksplicit udvandring. At vi ikke havde noget pænt at sige og derfor valgte ingenting at sige.
Så nu har jeg selvfølgelig gjort alt hvad jeg kunne for lige at vende tilbage på hans blog og sige, at vi rigtig godt kunne lide det… men stadigvæk – det siger lidt om, hvor forskellige motiverne for tavshed/udvandring kan være og hvor forskelligt de kan tolkes.
Mike Daiseys historie (både den første videoklip-historie og den anden on stage historie- om- historien) er også tankevækkende, fordi den så tydeligt viser, hvordan yderligheder fostrer yderligheder – og de er gensidigt afhængige af hinanden – er hinandens brændstof.
Når manden er ude for en obstruktion og en meget voldsom udvandringsprotest, så bliver han desto tydeligere og eksplicit om sin mission med at ville skabe dialog og mellemmenneskelig kommunikation med sit fortællevirke. En misson, som når den fortælles kan virke meget “amerikansk” på grænsen til det frelste (hvor øfte hører man danske stand-up komikere give så klare udmeldinger om deres mål og mission). Men polariseringen forstærkes netop, hvis man oplever voldsomme reaktioner den anden vej. Så der er grobund for kontrasterne og yderligheder, og på godt og ondt er det bare så dybt interessant for en dansker…
Hold. Da. Op.
Det er vildt at se den optagelse. For mig handler det faktisk om retorik. Mike Daiseys appellerer til de udvandrende om at blive for at snakke om uenigheden, om at argumentere. Det vælger de ikke at gøre. Og det valg er fuldstændig afgørende fordi de fornægter muligheden af at man kan få noget ud af at se en sag fra mange vinkler, og af at lytte. Af at retorik er frugtbart.
Jeg tror ikke så meget, faktisk slet ikke, på det ene, overbevisende rationelle argument som vil kunne overbevise hhv. Mike Daisey om at de nykristne har ret, eller de nykristne om at Mike Daisey har ret. Men i en diskussion kunne de have et engagement i en bedre verden, for nu at bruge store ord, til fælles. Og de kunne sætte små og store ord på hvad det så end er, og hvorfor det mon er så godt. De ville med garanti ikke blive enige. Men de ville være der, der ville være en proces, og det synes jeg egentlig ikke er så frelst.
Det der i stedet sker, er at de går hver for sig. Og så ophører retorikken. Hvad kommer i stedet? Det er totalt skræmmende.
@ Katrine – spot on. Det er lige netop den manglende dialog, der er så skræmmende. Og det var også det, der – som Mike Daisey uddybede i resten af fortællingen – der chokerede ham så meget. Han fortalte, hvordan han så havde regnet med, at der i det mindste lå en forklarende seddel i lobbyen bagefter eller et eller andet.
YouTube-videoen blev faktisk lagt ud som et led i at forsøge at opklare/undersøge hvad der var sket og prøve at komme i kontakt med nogle af udvandrerne. Jeg husker ikke præcis, men jeg mener der var et par stykker, der havde skrevet undskyld bagefter. Men dialog…nej. Og det er skræmmende.