Nadja Pass

Living in New York is like fucking Paris Hilton. You can’t really stay in the moment because all the time you’re thinking “oh my god, I’m fucking Paris Hilton”. And what is Paris Hilton thinking while you’re fucking her? She’s thinking “Oh my god – I’m Paris Hilton”.

Den vittighed var omdrejningspunktet for Mike Daiseys historie, da jeg forleden var til endnu et The Moth-arrangement. Denne gang Moth Mainstage arrangeret som en del af PEN-festivallen, hvor professionelle forfattere og historiefortællere skulle fortælle ud fra stikordene Private lives-Public lives.

Hans historie var god og flot fortalt, men egentlig ikke nødvendigvis aftenens bedste. Til gengæld har den brændt sig fast. Dels fordi vittigheden rammer New York “spot on”, dels fordi hans historie egentlig handlede om en helt absurd situation han havde oplevet for et års tid siden, da han fortalte vittigheden som en del af en monolog. Og situationen vil jeg egentlig ikke prøve at beskrive, for den fremgår med al tydelighed af dette You-Tube-klip:

Det viste sig at være en stor gruppe kristne ekstremister, der på den måde forlod lokalet i protest og ødelagde mange års arbejde med noterne. Og manden var stadig i chock her over et år senere. Og det er bare et eksempel på de stadigt større skel mellem de kristne ekstremister og resten af USA, man mærker ret tydeligt herovre. I medierne, i valgkampen, i diskussionerne. Ja selv i Americas Next Model, hvor der næsten altid er et par ekstremt kristne dydigheder blandt modelaspiranterne, der dels prøver at missionere overfor de andre og fordømmer dem, hvis de ikke vil omvendes – og dels har store kvaler med at smide tøjet foran kameraet. Det skal de selvfølgelig have lov til at have kvaler med, men det er mere den konstant tilbagevendende tematik, der er interessant, fordi den dukker op alle vegne. Og nogle gange – oftere end man måske lige går og tænker på – resulterer i selvbestaltet censur som det var tilfældet med Mike Daisys vittighed.