Myten om dén røde tråd
by Nadja
4% af topchefer er kvinder – 1988
4% af topchefer er kvinder – 2008
står der på forsiden af det nye magasin Protocol, som en betroet kurér netop har haft med herover til mig i kufferten. Og det er lige præcis omdrejningspunktet for Protocolprojektet, der udover magasinet omfatter kurser, netværk og coaching, der alt sammen har som sit primære formål at accellerere antallet af kvindelige topchefer i Danmark.
Det var superfedt at se det færdige premierenummer, for jeg har været så priviligeret at følge projektets udvikling lidt på sidelinjen de seneste par måneder – og det er rigtig dejligt at se, at resultatet er blevet så godt.
Skarpe pointer, nuancerede interviews, et godt advisoryboard, der svarer nuanceret på læsernes penible spørgsmål, gode how-to-komme-videre-artikler og ikke mindst en masse stof til eftertanke, der virkelig får en til at undre sig over, hvorfor Danmark i så høj grad sakker bagud, når det gælder ligestilling på topplan.
Nå ja, og så har jeg oven i købet fået min egen klumme i magasinet. “Stemmen fra sidelinjen”, hedder den – og ideen er, at jeg hver gang stiller skarpt – temmelig skarpt – på forskellige fænomener fra erhvervslivet. Undren og kæpheste, der er opstået, når jeg som selvstændig forlægger, foredragsholder, konsulent og konceptudvikler har bevæget mig ind og ud mellem forskellige brancher og arbejdspladser.
Den første klumme i rækken handler om myten om “dén røde tråd” som mange headhuntere, HR-konsulenter og karriererådgivere ofte efterspørger – og som jeg mener er temmelig forældet på et arbejdsmarked, der i stadig stigende grad efterspørger folk, der tænker på tværs og produktudvikler – kompetencer der ofte bunder i, at man har erfaringer fra mange verdener og at ens cv mere ligner et kludetæppe end én rød tråd. Ikke så mærkeligt, at det kan være så f……. svært at beskrive sig selv, når alle ens vigtigste kompetencer ikke passer ind i de traditionelle skemaer og forventninger, selvom det i visse sammenhænge burde være en kvalifikation i sig selv. Nå – det vil jeg ikke uddybe mere her, når du lige så godt kan læse hele klummen ovre på Protocols hjemmeside.
Og så vil jeg i det hele taget varmt anbefale at tjekke Protocol ud – og få inspiration til, hvordan du kan vikle, vinkle, hækle, strikke, strække, folde og udfolde din karriere og dit potentiale.
Nadja Pass 
(Tanker, de presser sig på trods, eller inspireret af der ualmindeligt liflige danske majvejr):
Vi har vel altid brug for røde tråde for at identificere mellemproportionalerne i en kludetæppeagtigt udviklingsproces. Men for at finde dem, er kludetæppekompetence nok stadig mere nødvendig.
Som økonom er jeg nok lige så nørdet som ingeniørerne, men begge faggrupper har lært analysemetoder, som er gode til at finde rede i kludetæpperne. Og så er vi ikke rædde for det kreative og innovative, overhovedet. Så mon ikke vi nørder bliver et stadig bedre match med innovative og kreative humanister?
@ Jørgen – Det er klart, at altid vil være nogle tråde i væveriet, der er tydeligere eller vigtigere end andre i den forstand, at de danner strukturen og holder sammen på alle de andre. Men stadigvæk mener jeg, at der er flere af dem, end blot en enkelt rød tråd. Uddannelsen er en ting, men ens baggrund og øvrige interesser spiller også meget væsentligt ind.
Mht økonomer og ingeniører har jeg stor respekt for begge faggrupper + for en masse andre faggrupper, der traditionelt bliver betragtet som nørdede og ikke så kreative. For det første mener jeg, at det kræver stor kreativitet at være en dygtig naturvidenskabelig forsker, innovativ ingeniør og fremsynet økonom (der dog helst ikke skal lave kreative regnskaber :-) Det er bare en anden form for kreativitet end den, vi normalt betegner som kreativ. For det andet mener jeg, at “I” er lige så meget kludetæpper som humanisterne og at det er mindst lige så vigtigt at være det og stå ved det i jeres fag. Så klummen gjaldt egentlig os alle sammen.
Det er ikke faget eller uddannelsen specifikt, der alene skal afgøre vores kompetencer og kreativitet. Det er blot en – vigtig, men dog blot en – af de røde tråde der gør os til dem, vi er. Og der er mange, mange andre vigtige komponenter og kompetencer der spiller ind og gør os til dem vi er. Privat, ja. Men også professionelt.
For en som mig, der har tre forskellige faglige traditioner at sætte min væv op på, er dette indlæg vand på møllen. Dit billede med den ene rød tråd er et godt billede på, hvor sårbar man bliver ved at være enstrenget. Det er lidt lige som i økonomier, hvor man kun satser på få typer afgrøder eller én sektor. Man bliver så uendeligt sårbar, når turisterne svigter eller når quinoa alligevel ikke bliver det nye spelt (…!).
For mig er tværfaglighed lakmusprøven på faglighed*. I det nære samarbejde med andre, der har helt andre optikker at operere inden for, bliver ens egen faglighed udfordret og man tvinges til at udforske og afprøve teser, og det er sundt, tror jeg.
Hvordan kan man nogensinde blive innovativ/nytænkende, hvis ikke man kender til andet end sit eget felt?
(* Indsæt i øvrigt ordet dygtighed i stedet for faglighed. Faglighed bruges ofte om certificerede færdigheder, men kan lige så godt anvendes om det at være dygtig til noget, og det involverer ikke altid eksamenspapirer. En af mine førnævnte fagligheder har fx aldrig involveret nogen højere læreanstalt).
@ Nina – jeg er meget enig i, at tværfaglighed er lakmusprøven på faglighed/dygtighed. Det er ofte i de tværfaglige møder, det går op for en, hvad man selv kan bidrage med – og hvor meget man i øvrigt bør respektere andres faglighed/dygtighed.
Og point for quinoa-joken .-)
[…] ene gang om året at være blandt andre mennesker, der også sammensætter deres eget arbejdsliv, spiller på alle strenge af deres tilværelses kludetæpper i stedet for at prøve at reducere deres…Og samtidig er det spændende at møde de samme mennesker igen og igen år efter år. For de veksler […]