Fra opvarmnings-band til nedkølings-band

by Nadja

Første gang det skete, var min veninde og jeg fuldstændig paf. Vi var nede for at høre The Ting Tings + et andet – for os ukendt band – på Mercury Lounge, et kendt og kantet spillested lige rundt om hjørnet. The Ting Tings spillede først, og vi tænkte, at de derfor var opvarmning til det næste band bagefter.

Aber nein. Det var lige omvendt.

Så snart TingTings havde slået deres sidste akkord an blev det propfyldte lokale tømt på ret få øjeblikke. Og tilbage stod vi og et par meget dedikerede fans og ventede på det sidste band.

Og nej, det var ikke særlig godt, så vi gled også hurtigt efter.

Siden er det sket op til flere gange. På grund af mere-end-gennemsnittet-musik-interesseret-besøg-hjemmefra har jeg været til fem koncerter på diverse kantede spillesteder på en uge. (Fantastisk, i øvrigt) Og mens det nogle gange har fungeret på traditionel manér, hvor opvarmningsbandet har fungeret som…opvarmning…har det mindst lige så mange gange været omvendt.

Opvarmningsbandet har været nedkøling.

Og det er lige en af de kulturelle koder, man så lige skal aflure. Formåede således at spørge en meget dedikeret lytter på The Livingroom i Ludlow Street, hvor vi ret tilfældigt var faldet ind forbi, hvem der skulle spille senere. Og svaret var “Who cares who is playing later – we’re all here to listen to those who are playing now”.

Og i går aftes, hvor vi efter en god lang snak med Fred Thomas, der ekspedierede (og måske ejede?) pladebutikken Sound Fix i Williamsburg havde fået lyst til at høre ham spille om aftenen på Cakeshop lige rundt om hjørnet fra mig (som jeg indtil da naivt havde troet faktisk VAR et konditori, indtil et funky lokale åbenbarede sig i kælderen) så vi, at han skulle spille som den sidste af fire bands den aften. Så da vi mødte ham spurgte jeg til the line-up og sagde (sådan lidt imponeret) at vi havde set, han skulle spille sidst. Og så så han jo lidt sjov ud i ansigtet. Hvilket var forståeligt nok, for lokalet var faktisk stort set tømt, da han gik på med – ellers rigtig gode – sange og mikrofonforvrængninger. Men så må han jo tage grundigt revanche, når han snart skal på tour til blandt andet Danmark…

Det er lidt spøjst, fordi det vender op og ned på en ens forventninger om opvarmning og optakt. Og det er hårde odds, fordi nedkølingsbandet virkelig på splitsekunder skal formå at overbevise publikum om, at de skal blive hængende øjeblik endnu. Hvilket de kræsne lyttere in-the-know kun meget sjældent gør.

Men der er jeg priviligeret. For jeg er absolut ikke in-the-know. Jeg ved meget lidt om musik og kender næsen ingen af navnene på forhånd. Heller ikke dem, der er det virkelige trækplaster. Og når jeg ikke ved, hvad der er det hotte og det notte og hovednavnet eller opvarmningen eller nedkølingen, lytter jeg bare. Og lytter mere opmærksomt til de forskellige bands, end jeg måske ellers ville have gjort. Og derfor har jeg allerede flere gange oplevet, at det lige så godt kunne være opvarmnings-, nedkølings- eller mellembandet, der løftede hele min aften.

UPDATE: Igår faldt vi i snak med en herboende, temmelig kendt, dansk musiker, der jo nok skulle vide et og andet om koncertrytmerne. Og han fortalte, at  der typisk er tre-fire bands hver aften og at mange af tilskuerne primært kommer for at høre det ene af dem. Ikke nødvendigvis hovednavnet – det kan sagtens være fordi de er lokale eller gode venner – og så smutter man, når de har spillet. Så selvom der er tale om hovednavne på plakaterne, kan der ofte være langt flere tilskuere til et af binavnene.

Reklamer