Thank you for your honesty

by Nadja

Min bror er kommet på meget spontant besøg herovre, hvilket betyder udforskning af en masse små spillesteder og en god undskyldning for at afprøve en masse af de lækre restauranter, hvor jeg har trykket næsen flad mod ruden og næsten kan menuen udenad, men hvor jeg trods alt ikke lige har lyst til at sidde og flanere alene til langt ud på aftenen.

I går var vi således heldige at få bord på en gastro-tapas-bar, hvor de havde stjerne-kokke-besøg fra El Bulli (det var så lige en ekstra bonus – selvom jeg havde kræset meget rundt om stedet, var jeg ikke lige klar over, at vi skulle noget nær El Bulli-højder den aften).

Ind dansede små tallerkener med rå-torsk-med-wasabi-creme-og-artiskok-chips, røget-tun-med-røgede-mandler, asparges-med-fritterede-æg-og-trøffel-vinagrette, spring-vegetables-wrapped-in-eggplant-carpaccio-with-manchego-sauce-and-cranberry-reduction – og hver gang var udseendet, kompositionen, konstistenserne og smagsnuancerne fuldstændig anderledes end man med sin begrænsede madfantasi havde forestillet sig, men fuldstændig forrygende. Eksploderede i munden som små geni-streger.

Efterhånden ventede vi kun på vores fyldte-pepperino-med-fritteret-okseskank-og-favabønner. Og ind kom en tallerken med en brunlig kødstruktur med kartoffelagtig puree.

“OK” tænkte vi. Helt anderledes end forventet, men intet kunne rigtig overraske os længere. Og da vi lige havde ladet reminiscenserne af de andre småretter smelte på tungen, skulle vi lige til at gå ombord i den, da en ny tallerken landede på bordet. Denne gang helt tydeligt fyldte peberfrugter.

Så greb jeg selvfølgelig fat i servitricen og sprugte, hvordan det lige forholdt sig med den brune ret. “Jamen det er jo pattegrisen” udbrød hun uforstående. Indtil vi sagde, at den havde vi vist ikke bestilt (ikke at den ikke så god ud, og vi kunne sikkert sagtens have sat den til livs også, hvis det var – hvilket nabobordet så ud til at frygte, for åbenbart var de blevet lovet aftenens sidste servering af pattegris). Hun tjekkede vores bestilling, fik bekræftet fejlen og nabobordet så lettede ud.

Og nu kommer vi så til pointen i denne historie: Hun var simpelthen så taknemmelig over, at vi havde gjort hende opmærksomme på fejlen. Hun vendte flere gange tilbage og sagde “Thank you for your honesty”.

Men det ville jo slet ikke være faldet mig ind ikke at gøre hende opmærksom på det. Hvad forestillede hun sig var alternativet? At jeg skulle have sat nabobordets pattegris til livs og ikke have gjort hende opmærksom på det, så den aldrig var blevet skrevet på regningen? Og naboerne samtidig havde vandsmægtet?

Det var givetvis lige præcis det, hun forventede. Men den tanke lå mig så fjernt, at jeg er helt overrasket over, at hun blev overrasket over min ærlighed. Og det havde jeg nok lidt glemt, men det er faktisk ofte sket for mig før – at folk bliver overraskede over, at jeg er så hudløst ærlig, som jeg er.

Engang, da jeg babysittede fik jeg ved en fejl udleveret en 500-kroneseddel i stedet for en 50-er (da jeg var teenager i tidernes morgen havde de nemlig samme farve og lige så nemme at forveksle som dollars er i dag – og mine timepriser var nogle lidt andre, end de er i dag) – og vendte selvfølgelig tilbage med den, hvilket fik faren til at udbryde “Det må jeg nok sige!”. Jeg har engang fået udleveret 50.000 franske franc i stedet for de 5.000 jeg skulle have haft, da jeg vekslede i banken – og selvfølgelig vendte jeg tilbage. Hvilket bankmanden bag skranken blev taknemmelig – men temmelig overrasket – over.

Nogle ville ligefrem sige, at jeg er håbløst ærlig, fordi jeg ofte skaber mere baks for alle parter ved at gøre en tjener opmærksom på, at han/hun har glemt at skrive min hovedret på regningen. Og jeg kan også godt se, at der en vis forskel på at være decideret u-ærlig og så at fortie, at man har opdaget en regnefejl. Men jeg er bare skruet sådan sammen, at jeg der ikke rigtig er noget alternativ til det hudløst/håbløst ærlige for mig. For HVIS det nogen sinde skulle være faldet mig ind at snyde, (ved jeg på forhånd uden på nogen måde at have afprøvet det i praksis, for jeg kan mærke maven snurre sig sammen bare ved tanken om det) ville jeg have så ondt i maven i dagevis bagefter, at u-ærligheden/fortielsen ville være meget dyrekøbt, hvis det skulle gøres op i mavepine, mentale skrupler og mistet sjælefred.

Så det er egentlig ikke fordi, jeg synes folk er moralsk depraverede, fordi de skulle undlade at gøre opmærksom på en forvekslet pattegris eller en glemt hovedret. Det er bare ikke en reel mulighed for mig. Og jeg må sige, at det overrasker mig, at det skulle være så overraskende for folk, når man frivilligt gør dem opmærksomme på en fejl, der ellers var til ens egen fordel.

Skulle de ligefrem være nødvendigt at takke folk, når de er ærlige og redelige?

Reklamer