Are you still working on that?

by Nadja

Jeg trives vældig godt i New York. Vældig godt. Og min puls svinger rigtig godt i takt med New Yorks mange forskellige rytmer. Rigtig godt. Men hvis der er en ting, jeg savner og en ting, hvor jeg er fuldstændig ude af trit med resten af byen er det spise-tempoet.

Jeg spiser simpelthen uendeligt meget langsommere end amerikanerne. Studerer stadig de forretterne på menukortet, mens de forlængst har afgivet den fulde bestilling. Har næppe taget den første bid, før de har støvsuget tallerkenerne. Og venter stadig på at middagsselskabet skal gå rigtigt i gang, mens de første er på vej til at bryde op.

Og derfor ender jeg temmelig ofte i situationer, hvor jeg bliver spurgt “Are you still working on that?” (i øvrigt et fantastisk udtryk!) af både medspisere og servitricer. Og har vi bestilt flere retter, våger tjenerne utålmodigt over, hvornår jeg får snøvlet mig færdig med forretten, for de er for længst klar til at køre forretten.

Nu skal det lige dertil siges, at jeg faktisk KAN spise meget hurtigt. Jeg sætter nemlig SÅ stor pris på middagskonversation, at jeg har måttet træne i at spise superhurtigt, NÅR jeg spiser. For man vil jo nødig fanges med mad i munden, hvis der skulle være behov for at bidrage med en vigtig pointe… (det kan så også betyde, at jeg har støvsuget min tallerken uklædeligt hurtigt i situationer, hvor jeg lytter mere end jeg taler – sjældent (ahem), men det sker)

Så dét savner jeg – lange, lange middagssamtaler, hvor man hænger over retterne og lader pointerne sno sig ind og ud mellem hinanden, krydderierne, slurkene, bidderne…og så selvfølgelig alle mine gode  food-afficionado-samtalepartnere derhjemme….

Reklamer