“Sammen vender vi strømmen” ala America
by Nadja
Ind i mellem alt skod-tv’et er jeg selvfølgelig stødt på en hel del reklamer. Og en af dem, der bliver vist igen og igen har virkelig bidt sig fast i mig:
Vodpod videos no longer available. from www.wecansolveit.org posted with vodpod
Og den har bidt sig fast af flere grunde: Dels er appellen til det samlede nationale “vi” gennem en konstellation af krig, civil rights og månelanding slående. Især fordi der ikke går en dag uden at jeg taler med nogen, der henviser til USA’s store aktuelle økonomiske problemer. De kalder mig en “Rich European” og ærger sig over, at de med den nuværende dollarkurs ikke kan rejse til Europa, fordi deres penge ingenting er værd. Og “truslen fra Kina” er de også meget bevidste om – hele frygten for, at verdensordenen meget snart bliver vendt på hovedet, så USA bliver blandt fremtiddens økonomiske underdogs lurer lige under overfladen. Men med appellen til at USA som “great nation” igen ofrer sig for resten af verden, giver reklamen et skud amerikansk selvfølelse og genetablerer fornemmelsen af at “We can do it”. Mens jeg sad og baksede rundt med, hvordan jeg skulle få videoen “embedded” i indlægget opdagede jeg oven i købet, at de kalder den “Anthem” – som i nationalsang. Ny nationalsang…
Dels er der virkelig, virkelig behov for, at denne “great nation” får deres – pardon my French – shit together, når det gælder miljøbevidstheden. Og der er SÅ meget at tage fat i. Efter at have arbejdet i tre år med at formidle energi- og klimabevidsthed for DONG Energy er jeg temmelig opmærksom på folks energivaner, -viden og holdninger. Og på den front er der ingen tvivl om, at Danmark er lysår foran USA. Derhjemme har vi haft “Sammen vender vi strømmen” og “Lyt til din energist”-kampagner siden energikrisen i 70’erne og Elsparefonden har pålagt alle danske elselskaber at formidle energibevidsthed i en grad, så selv de mindst bevidste udemærket godt ved, at det kunne være en god ide at tage kortere brusebade, skifte glødepærerne ud med sparepærer, droppe stand-by-forbruget, udnytte ovnens for- og eftervarme bedre og skifte fryseren ud med en mere energibesparende en af slagsen.
Men det er som om USA (med undtagelse selvfølgelig af enkelte hyperbevidste enklaver) er på stadie -0,38 når det gælder miljøbevidsthed. Det er næsten ikke til at bære at se alle toiletterne, der ikke alene mangler “stort-lille-skyl”, men skyller så dårligt, at man ofte må skylle to gange. Alt ligger badet i lys. Alt er trippleemballeret, så man samler ufattelige mængder skrald pr. dag. De kolossale køleskabe gløder af strømforbrug. Folk lader computerne stå tændt konstant. Stand-by-bevidsthed er en by i Rusland. Der vaskes endnu mere ukritisk og endnu oftere end derhjemme. Og så er der bilkørslen…for med undtagelse af selve New York, hvor de færreste har bil, er det jo to biler pr. husstand i suburbia – og byplanlægning, der kræver, at man kører selv de mindste ture.
Og når man så ganger op med, hvor utroligt mange flere millioner de er herovre, får man seriøs sved på panden. Ikke bare på USA’s vegne, men på resten af klodens vegne. Heldigvis lader det så til, at Al Gore & Co så småt begynder at få deres pointer igennem, og reklamer som den ovenstående er garneret af masser af reklamer og kampagner, der handler om at spare vand, elektricitet, papir, emballage og vaskepulver. Men det er så også virkelig på tide, må man sige. For man får virkelig lyst til at vende reklamen på hovedet og sige på resten af verdens vegne “We can’t wait for the US to be aware of the climate crisis”.
Nadja Pass 
Sjovt, det med toiletterne har jeg også brokket mig over mange gange.
Det er rigtigt at amerikanerne ikke er lige så miljøbevidste som danskerne er det. Hvor vi i Danmark er vant til oplysningskampagner og alskens gode råd, er der meget lidt at finde herovre. Jeg har aldrig set en sluk-lyset kampagne på tv i USA (kun et par generelle “vær opmærksom på miljøet” spots som den du viser her – men meget meget få), og da slet ikke en anti-standby reklame. Der mangler oplysning til borgerne i samfundet, og jeg tror ikke folk tænker over det simpelthen.
Omkring det med biler, så kan jeg godt forstå hvorfor folk udenfor bymidten har bil. Afstandene er meget større herovre, og hvis jeg f.eks. skal købe ind (ud over dagligvarer), så foregår det flere kilometer væk i et område som kun er tilgængeligt via bil. Problemet er bare, at folk herovre vil have store biler, helst SUVs, pick-up trucks eller sportsvogne, og det er maskiner som i den grad sviner. Igen er manglende oplysning et problem, men med de stigende benzinpriser er der endelig ved at ske et skred i den afdeling (også selv om de stadig betaler langt mindre pr liter i USA end i Europa).
En lille sidenote: Ordet “anthem” betyder ikke nationalsang, blot at den betyder noget for en gruppe mennesker, hvad enten det er etinicitet, alder, kultur eller nationalitet som binder dem sammen. Kun hvis det er angivet som National Anthem, er det en decideret nationalsang.
@Rasmus – sjovt, for du er jo lige netop i Seattle, hvor jeg ellers har opfattelsen af, at nogle af de mere grønt-tænkende amerikanere bor. Men det kan nemt skyldes, at lige netop de amerikanere jeg kender der, er særligt grønne og at det også derfor er netop den del af Seattle, de har introduceret mig til. Hvor farves man nemt af dem man kender på et bestemt sted.
Benxinpriserne har jeg også lagt mærke til, at folk kommenterer meget og så småt lader påvirke deres vaner. Og det kan gå hen og blive et reelt problem, at der ikke er ordentlige alternativer NETOP fordi hele infrastrukturen er lagt an på bil-trafik (med eller uden SUV-styrke).
Og så athem – tak for rettelsen. Vidste det egentlig godt, men var lidt hurtig på tasterne der. Det er altid godt lige at få trimmet detaljerne. Super!
Det er rigtigt at der er en ret stor gruppe miljøbevidste seattleitter, men de fleste bor forholdsvist centralt (hvor der bl.a. er rimelig god offentlig transport). Seattle er imidlertid en ret spredt by, og ude i yderkanterne står der en stor pick-up i hver eneste indkørsel, gerne med en SUV til konen ved siden af. Det lyder som en overdrivelse, men det er desværre virkelighed.