Nadja Pass

Jeg har aldrig haft dårlig samvittighed over at indrømme, at jeg elsker skod-tv. Og har et forholdsvis højt forbrug af slagsen. Jeg er ikke trofast seer af noget som helst, men hvis det lige falder på det rigtige tidspunkt (når jeg lige trænger til at slå hjernen fra inden en ny arbejdsopgave eller lukke tankerne ned for dagen) genser jeg gladelig et afsnit af Sex and the City eller Friends for femte gang; falder ind i en genudsendelse af Tyra Banks’ uendelige jagt på Americas Next Top Model selvom jeg ikke aner, hvilke af modelaspiranterne, man bør holde med og hvem, der er psykopater med smukke kindben;  og jeg kunne slet ikke forstå, hvad al X-faktor-feberen handlede om, fordi jeg  i tidens løb er faldet forbi adskillige varianter over temaet i form af både Popstars og Idol, der var mindst ligeså interessante eller uinteressante og havde mindst ligeså skrappe dommere. Så selvom jeg sagtens kunne se, at det var “godt tv”, kunne jeg slet ikke forstå furoren om, hvorfor det skulle fremstå så nyskabende.

Well, well. Alt dette blot for at sige, at jeg IKKE er hverken kræsen eller high-brow eller snobbet eller noget som helst, når det gælder tv-vaner.  Men at selv jeg er chokeret over kvaliteten – eller mangel på samme – af det amerikanske tv.

I min lejlighed har jeg – udover højt værdsat højhastighedsinternetforbindelse – den fulde kabeltv-pakke. Og når jeg en sjælden gang imellem trænger til at se lidt fjernsyn herovrefra (ikke nær så ofte som derhjemme, fordi jeg bare ikke er så træt, har så meget der roder mellem ørerne og ikke har så akut behov for genopladning, fordi batterierne herovre er fuldt opladet) zapper jeg forgæves fra kanal til kanal uden at finde noget at se. Zapningen besværliggøres så selvfølgelig også af, at der konstant er reklamer på alle kanaler, så man ikke rigtig kan se, hvad det er, de viser. Men selv NÅR man rammer et program, er der ikke meget at komme efter.

Nærsten det hele er realityserier eller konkurrencer. Der er alle de koncepter, vi også kender derhjemmefra – hvor man dog trods alt må sige, at der er lidt mere schwung over at se Priscilla Presley i Dancing with the stars fremfor Birte Kjær i Vild med Dans – og Tyra Banks lede efter Americas Next Topmodel blandt modelaspiranter med alverdens etniske træk i fantastiske sammenblandinger end Cecilie Thomsen blandt blege danskere. Og så er der alle de andre koncepter, der giver de velkendte realitykoncepter et ekstra twist:

Der er forældre-børn-koncepterne:

Your mama don’t dance – dansekonkurrence ala Vild med Dans, men i stedet for “kändisser” skal de lækre unge professionelle dansere lære deres egne – temmelig klodsede – forældre at danse standarddanse.  Vært: Ian Ziering, bedre kendt som Steve fra Beverly.

Et barnestjernekoncept, hvor både stjernespirene og deres forældre bliver bedømt som team i forhold til, hvor langt de vil kunne komme med at gøre Britney Spears (som om det var noget at stræbe efter i disse dage…) og Justin Timberlake kunsten efter med barnestjernestatus, der leder til “rigtig” berømmelse.

Rock the cradle: Kendte sangeres børn konkurrerer om at skabe deres egen karriere i et popstarslignende koncept – dog med det twist, at det er de kendte forældre, der coacher ungerne og vælger deres sange.

Der er koncepterne, hvor talentfulde mennesker sætter deres karriere temmelig meget på spil i håbet om, at vinde en flot titel og store præmier:

Top Chef: hvor dygtige unge kokke fra USA’s toprestauranter bliver udfordret på teknik og kreativitet i mærkværdige tests. Bliver rost til skyerne eller ryger direkte hjem med virkelig uheldige udtalelser, der nemt kunne ødelægge resten af deres karriere.

Step it up and dance: samme princip, bare for professionelle dansere

Project Catwalk: Ditto bare med modedesign.

Så er der variationerne over “Jagten på drømmefyren”

Her er vi efter forskellige  twists såsom falske millionærer, der viste sig at være tacobell-ansatte og  forskellige konstellationer af skønheder og nørder, nået til, at det er en bisexuel kvinde, der er genstand for deltagernes trofæ-kamp. Og deltagerne er  så selvfølgelig både mænd og kvinder med alt hvad det kan afstedkomme af ekstra forvirring, flirt og forviklinger.

Og så er der realityshows, hvor man ikke fatter, at personerne gider deltage.

Et af de ret fascinerende eksempler er “Real Housewives of New York City” hvor fem af New Yorks high society-fruer inviterer indenfor. Og det er artige sager, man får lov at være vidne til på de bonede Upper East Side-gulve og i det sommer-fornemme Hamptons. Intriger, så barnlige at man vrider sig. Og ikke fatter, hvorfor nogle, der i forvejen har det hele, har lyst til at udstille deres fejl og mangler på den måde. Det kan KUN miskredittere dem.

De fleste af de her programmer har jeg kun set i brudstykker. Men det samlede billede er helt tydeligt. Mange, mange næsten ens koncepter, der konkurrerer om at få næsten de samme seere til at sms’e stemmer ind og heldigvis for dem har lidt flere potentielle seere at trække på end derhjemme, hvor to afstemningskoncepter på samme tid ikke kan bære (TV2 var nødt til at flytte deres skøjtekonkurrence, der lå samtidig med X-faktor) og mange, mange unge håbefulde, der håber at kunne skyde genvej til berømmelsen, men samtidig risikerer at blive voldsomt miskrediteret for åben skærm. Og det bliver genudsendt og genudsendt og genudsendt, så man næppe får særlig meget chance for at glemme og komme videre, hvis man først har kvajet sig for åben skærm.

Nok er jeg glad for skod-tv. Men jeg kan mærke på det hele, at der alligevel er grænser. Der er gradsforskelle på skod-tv og skodskod-tv…