Duften af forår
by Nadja
Noget af det vildt fascinerende ved New York er de mange specialbutikker. Man drysser lidt rundt på må og få og falder ind i supermarkeder udelukkende med billardudstyr, halloween-kostumer eller tryllesæt og ender med at bruge timevis på at endevende de forskellige produkter og undre sig over, at der virkelig skulle være et marked for det. Og sludrer lidt med ekspedientnerne, der altid er hyper-opmærksomme og nørdet-vilde med deres produkter.
Og derfor skulle det ikke have overrasket mig – men det gjorde det så lidt alligevel – da jeg forleden faldt ind i en ret stor og pompøs butik, der var specialiseret i designerparfumer inspireret af de forskellige kvarterer i New York. På rad og række stod de – med navne som Bryant Park, Union Square, Bleecker Street og Chinatown (se hele udvalget og få et indtryk af butikkerne her). Og den flinke mand – der alligevel ikke havde andre kunder – tog mig på en udviddet byvandring gennem byens dufte.
De var markant forskellige. Nogle skønne, andre mere…interessante. På præcis samme måde som det er med New Yorks mere naturlige dufte. Der kan dufte fortryllende på de små pladser fulde af blomster, udenfor et bageri, ved udluftningen til en restaurant. Og der kan – især om sommeren, ved jeg fra tidligere besøg, for varmen har ikke sat ind endnu – dunste af affald.
Personligt ved jeg ikke rigtig. Der er sådan lidt en blanding af “lidt for fortænkt souvernir-gimmick” over det. Men en ting er sikkert: siden han fortalte mig, at deres nyeste duft – Union Square – var inspireret af Andy Warhol-citatet “my favourite smell is the smell of spring in New York” har jeg slet ikke kunnet abstrahere fra, hvor godt her dufter lige nu i byen omkring mig. Alle træerne, buskene, blomsterne på spring. Solskinnet på næsetippen, der har sin helt egen duft. Kagerne folk sidder på bænkene og piller i. Markedsboderne. Smagsprøverne, der pludselig bliver delt ud på alle gadehjørnerne.
Men…det behøver jeg altså ikke en parfume for at kunne sætte pris på. Det skulle da lige være en lille flaske for at kunne sniffe lidt forår, når vinteren igen begynder at falde lang. Men det skønne ved foråret er jo, at man glemmer, det nogensinde var vinter og nogensinde vil blive vinter igen. Så ingen forårsparfume til mig lige nu. Bare lange traveture gennem den forårsduftende by.
Nadja Pass 
Sidste uge da foråret gjorde et forsøg i København, var der pludselig en skøn gammel kending i luften – duften af solopvarmet asfalt. Og selvom jeg blev enorm glad og kåd da det gik op for mig at det var en duft af forår, egner den sig næppe til at komme på flaske.
Nyd foråret!
@ Jenny – præcis! Jeg har det lidt på samme måde med sommerregn. Egentlig kan jeg ikke rigtig lide lugten af det dampende våde – men jeg kan lide den netop fordi den dufter af sommerregn og palmehus.
Nu vil jeg glemme rent at det var vinter
Nu vil jeg gå og købe hyacinter
Der er ikke noget som en duft, der kan åbne sprækker ind til glemte, skjulte universer. Og som kan lukke andre til, for eksempel forårsduften der jager vinterens indelukkede lugte væk.
Jeg havde engang en lignende oplevelse, Nadja, for jeg elsker duften af nyslået græs, og da jeg (i USA, naturligvis)fandt en pakke røgelsespinde med duften af nyslået græs, blev jeg fyr og flamme.
Men dén duft kan ikke fanges og indhegnes. Den er flygtigere end flygtig og må kun komme i stærke doser i meget, meget korte intense øjeblikke, ellers går det helt galt.
Så de røgelsespinde er sendt på rekreation i et fjernt røgelsesarkiv i mit hjem.
Talking of scents, har du mon læst Patrick Süsskinds “Parfumen”?
@ Nina: Du kan tro, at jeg har læst parfumen. Den satte jeg vældig stor pris på. En af de bøger, hvor verden aldrig bliver helt den samme bagefter. Man bliver sig lugtesansen ufatteligt bevidst.
Mht hyazinther. Dem forbinder jeg faktisk mere med kolde klare vinterdage end med egentlig forår. Og sådanne dage SKAL jeg bare have hyazinther. Men det er her mere forår-forår. Hvor alt springer ud og man næsten ikke nænner at være indendørs. og fødderne titter frem i sandalerne for første gang og man pludselig ikke længere behøver sin cardigan. Ahhhh.
[…] han havde ret. I går var nemlig lige præcis den dag, hvor foråret slog igennem for alvor. For nok havde der duftet af forår i nogle dage efterhånden. Men i går – og det havde han helt ret i – var dagEN (eller skulle vi ligefrem kalde den […]
Her hvor jeg er, er det lugten af regntid, som fimrehaarene i naesen vibrerende soeger efter… det er lugten af “stoev der laegger sig” og knastoer jord der suger draaberne til sig. Karamoja i det nordlige Uganda skal gerne ha noget vand NU – det skulle vaere regntid i disse maaender – men det kommer ligesom ikke igang… saa ja, jeg kender forventningens fornemmelse og gaar snusende rundt og haaber at de smaa byger vil udvikle sig til stoerre byger…. saa Karamoja kan komme til at lugte af rigtig regntid….
Og nej, ikke godt nok paa flaske – only the real thing;-)
@ Rikke – unægtelig et andet duft-o-rama du bevæger dig rundt i dernede. Men jeg kan genkalde mig en del af de dufte, du beskriver, fra tiden i Ghana. Og NEJ, de kan bare ikke helt hverken beskrives eller hældes på flaske. Man skal have duftet og – smagt – (hvilket jeg faktisk godt mener, man kan med en duft, der er tilstrækkeligt intens) dem selv.
Så jeg kan godt se det – ingen vej uden om. Uganda næste stop punkt i rejsekalenderen…