Nadja Pass

Jeg har lige været et par dage i D.C. – primært for at besøge venner og familie, men der smutter jo altid et par gensyn med monumenterne og museerne langs The Mall med i købet. Og denne gang var det noget helt særligt, for alt stod i blomst. Alt.

Capitol-flødeskumskagen med lyserød blomster-glasur. Washington-obelisken mere obskøn end nogen sinde set gennem en florlet sky af duvende kirsebærblomster. Promenaden mellem Jefferson Memorial og Rooseveltmemorial forvandlet til en løngang under bugnende blomstergrene. Luften hvirlende af duft og dansende blomsterblade.

Og mellem blomsterne snoede samtalerne sig. Ind og ud mellem livets store spørgsmål og overvejelser om hverdagen, fremtiden og samtiden. Ind og ud mellem de meget forskellige samtalepartnernes specialeområder (4 ud af 5 voksne, jeg besøgte under opholdet har ph.d’grader fra Harvard indenfor deres felt og den sidste har en mere eklektisk, men ikke af den grund mindre omfattende, uddannelse med i bagagen) der spænder fra nanoteknologi til udenrigspolitik, kultur, religion- og mellemøststudier. Ind og ud mellem de ting, vi så undervejs. De mange memorials og deres betydning for amerikansk historie. Dinosaurer og diamanter på museet for Natural History, der bare bliver kontekstualiseret på en helt anden måde, når man har en videnskabsmand ved sin side og ikke mindst hans ligeså nysgerrige børn, der stiller alle de spørgsmål, man ikke selv lige finder på at stille, men som ville være ret skønne at få et ordentligt svar på. Orkideerne i den botaniske have. Sumpfrøer, miniatureslanger og fugleliv i det fredede sumpområde udenfor byen. Ind og ud mellem aktuelle begivenheder og debatter, der fik glasuren til at krakelere til gode diskussioner, opråb og bid. Ind og ud mellem spørgsmål, jeg aldrig før er blevet stillet og hjemmevante emner i nye konstellationer. Ind og ud mellem de praktiske sysler som krydderurteplatning, madtilberedning på hele spændingsfeltet fra mandolinjern til micro-waves, te-brygning, ølsmagning, leg, højtlæsning og børneputning.

Det var skønt. Det var udfordrende. Det var intenst. Det var hjernegymnastik på højt niveau. Det var sjovt. Og det var en lille smule udmattende også. For da jeg kom hjem til New York, føltes min hjerne som moste kartofler eller – måske snarere – som kirsebærblomstergrød…