Grabbing a – funky – bite

by Nadja

I løbet af en enkelt gåtur i New Yorks gader overhører man nemt og uden at være spor bevidst lytte-voyeur-opsøgende rigtig mange brudstykker af mobilsamtaler. Og det slår næsten aldrig fejl – de indeholder næsten altid udtrykket “grab a bite”. Enten er det forretningstypen, der lige er kommet ud af et forsinket møde og nu er på vej til det næste, men lige skal nå at grabbe a bite på vejen. Eller det er den unge studerende, der aftaler at mødes med vennerne for at gå ud og ender med at strukturere aftalen, så de kan nå at grabbe a bite inden forestillingen, byturen, biffen. Eller det er de travle koordinerende forældre, der i hast aftaler, hvordan de og ungerne skal få grabbet dagens bites – sammen eller hver for sig. Alle skal grabbe en bite. Og da rigtig mange af New Yorkerne spiser temmelig mange af dagens måltider ude, er bite-markedet herovre kolossalt. Og med efterspørgsel følger udbud. Og HVILKET UDBUD…

Udover de klassiske fastfoodkæder på hvert gadehjørne, er der alle deli’erne med store diske fulde af salater og lune retter, man kan mixe som man vil og enten spise på stedet eller tage med ud i en park. Der er store separate afdelinger med gourmet-bites i de store supermarkeder, hvor man slipper for indkøbskøberne og det største problem er at vælge hvilke af sprøde salater, fuldkorns-, linse- og quinoablandinger og comfort-food-lune-retter man har lyst til. Så er der selvfølgelig alle gourmetrestauranterne. “De etniske” specialbutikker, der også har diverse små-bites af mini-ris-appelsiner, piroski og samosa-typen klar til de bite-hungrende forbipasserende. De er dim-sum scenen i Chinatown og omegn. Der er de berømte templer som Katz’ Delicatessen (og wurst fabric!) med de verdensberømte hot pastramisandwiches lige rundt om hjørnet fra  mig. Der er bagerierne med nybagte lækkerier, juicebarerne med friskpressede vitaminer og masser af wheatgrass for en sund, flydende bite. Der er alle cafeerne med et noget mere varieret udbud på menuen end derhjemme. Bagelbutikkerne. Sandwichbarerne.

Og så er der alle de nye koncepter, der twister det gamle og velkendte i én uendelighed, så det til sidst bliver til nye gastronomisk fastfood-koncepter; typisk med fokus på sundhed toppet af med velsmag og rimelige priser.

  • Et chutney-sted på grænsen mellem SoHo og Nolita, hvor alle retter er baseret på den klassiske syd-indiske dosa-pandekage med fyld. Men hvor fyldet – udover den klassiske masala dosa –  er portobellosvampe, gedeost, spinat, avocado etc. Man kan vælge mellem mange slags chutney. Drikkervarerne er variationer over temaet chai og lassi og dosaen bliver serveret direkte på en plasticpakke – i en lækker farve og kvalitet, men dog en plastikbakke – og er så lang, af den når fra den ene ende til anden diagonalt draperet med den valgfrie chutney i et lille bæger i den ene tiloversblevne trekant og drikkevaren i den anden. Dekorativt, relativt sund, uhyre velsmagende og alligevel fastfood. Ind, bestille, spise på barstolene, rydde af selv ved at vælte bakkens indhold i skraldespanden og videre ud i byen.
  • Et dumplingsted lige ved N.Y.U. med frit valg mellem 12 forskellige slags dumplings – thaispice, sezhuan-krydret kylling, peking duck… valg af dip eller suppe…grøn te milkshake.
  • En rice-pudding-bar i SoHo (har jeg ikke prøvet, synes umiddelbart det ser lidt vammelt ud. Men er alligevel dybt fascineret) med 15 forskellige slags ricepudding med smag (og her er vi langt ude over kanel!) og valgfrie toppings.

Der er så uendeligt mange bites to grab. Og de bliver grabbet. Døgnet rundt. Hvor som helst og når som helst. Men især i timerne midt på dagen, hvor kontorfolket sværmer ud i byen for at grabbe dagens bite og en stribe solskin i parken. Og mens jeg sidder her og arbejder og overvåger China Town, Eve Pharmacy og Pay-O-Matic kan jeg jo passende lige overveje, hvilken type bite, der mon kunne tænkes at friste frøkenen i dag.

Reklamer