Grabbing a – funky – bite
by Nadja
I løbet af en enkelt gåtur i New Yorks gader overhører man nemt og uden at være spor bevidst lytte-voyeur-opsøgende rigtig mange brudstykker af mobilsamtaler. Og det slår næsten aldrig fejl – de indeholder næsten altid udtrykket “grab a bite”. Enten er det forretningstypen, der lige er kommet ud af et forsinket møde og nu er på vej til det næste, men lige skal nå at grabbe a bite på vejen. Eller det er den unge studerende, der aftaler at mødes med vennerne for at gå ud og ender med at strukturere aftalen, så de kan nå at grabbe a bite inden forestillingen, byturen, biffen. Eller det er de travle koordinerende forældre, der i hast aftaler, hvordan de og ungerne skal få grabbet dagens bites – sammen eller hver for sig. Alle skal grabbe en bite. Og da rigtig mange af New Yorkerne spiser temmelig mange af dagens måltider ude, er bite-markedet herovre kolossalt. Og med efterspørgsel følger udbud. Og HVILKET UDBUD…
Udover de klassiske fastfoodkæder på hvert gadehjørne, er der alle deli’erne med store diske fulde af salater og lune retter, man kan mixe som man vil og enten spise på stedet eller tage med ud i en park. Der er store separate afdelinger med gourmet-bites i de store supermarkeder, hvor man slipper for indkøbskøberne og det største problem er at vælge hvilke af sprøde salater, fuldkorns-, linse- og quinoablandinger og comfort-food-lune-retter man har lyst til. Så er der selvfølgelig alle gourmetrestauranterne. “De etniske” specialbutikker, der også har diverse små-bites af mini-ris-appelsiner, piroski og samosa-typen klar til de bite-hungrende forbipasserende. De er dim-sum scenen i Chinatown og omegn. Der er de berømte templer som Katz’ Delicatessen (og wurst fabric!) med de verdensberømte hot pastramisandwiches lige rundt om hjørnet fra mig. Der er bagerierne med nybagte lækkerier, juicebarerne med friskpressede vitaminer og masser af wheatgrass for en sund, flydende bite. Der er alle cafeerne med et noget mere varieret udbud på menuen end derhjemme. Bagelbutikkerne. Sandwichbarerne.
Og så er der alle de nye koncepter, der twister det gamle og velkendte i én uendelighed, så det til sidst bliver til nye gastronomisk fastfood-koncepter; typisk med fokus på sundhed toppet af med velsmag og rimelige priser.
- Et chutney-sted på grænsen mellem SoHo og Nolita, hvor alle retter er baseret på den klassiske syd-indiske dosa-pandekage med fyld. Men hvor fyldet – udover den klassiske masala dosa – er portobellosvampe, gedeost, spinat, avocado etc. Man kan vælge mellem mange slags chutney. Drikkervarerne er variationer over temaet chai og lassi og dosaen bliver serveret direkte på en plasticpakke – i en lækker farve og kvalitet, men dog en plastikbakke – og er så lang, af den når fra den ene ende til anden diagonalt draperet med den valgfrie chutney i et lille bæger i den ene tiloversblevne trekant og drikkevaren i den anden. Dekorativt, relativt sund, uhyre velsmagende og alligevel fastfood. Ind, bestille, spise på barstolene, rydde af selv ved at vælte bakkens indhold i skraldespanden og videre ud i byen.
- Et dumplingsted lige ved N.Y.U. med frit valg mellem 12 forskellige slags dumplings – thaispice, sezhuan-krydret kylling, peking duck… valg af dip eller suppe…grøn te milkshake.
- En rice-pudding-bar i SoHo (har jeg ikke prøvet, synes umiddelbart det ser lidt vammelt ud. Men er alligevel dybt fascineret) med 15 forskellige slags ricepudding med smag (og her er vi langt ude over kanel!) og valgfrie toppings.
Der er så uendeligt mange bites to grab. Og de bliver grabbet. Døgnet rundt. Hvor som helst og når som helst. Men især i timerne midt på dagen, hvor kontorfolket sværmer ud i byen for at grabbe dagens bite og en stribe solskin i parken. Og mens jeg sidder her og arbejder og overvåger China Town, Eve Pharmacy og Pay-O-Matic kan jeg jo passende lige overveje, hvilken type bite, der mon kunne tænkes at friste frøkenen i dag.
Nadja Pass 
Hej Nadja!
Jeg følger dine oplevelser i NY med glæde og drømmer mig selv derover.
En af mine drømme ville være at se ‘Take your time’ af Olafur Eliasson på The Museum of Modern Art.
Så nu hvor du alligevel er i byen – og nu hvor dollaren er så lav…
:-)
@ Anne – du kan tro, jeg skal se Olafur Eliassons udstilling på PS1. Den var ikke åben endnu, da jeg var der for et par uger siden. Men den er en god grund til at komme tilbage! (i det hele taget et skønt museum, som jeg klart foretrækker fremfor moder-MoMA på Manhattan)
Hey Nadja
De der “bites” de hel tiden “grabber” i New York – er det ekstra mad, tror du, eller er det dagens måltider som indtages sådan? – fordi det er en by (centrum delen) med mange singler eller ihvertilfælde ikke børnefamilier?
Det lyder så skønt og jeg ser levende for mig det lækre udvalg, men så tænker jeg på onsdag i lille DK hvor netop morgenmaden og aftensmaden er de store “familie, opsamlings stunder” og madpakken med en lille hilsen på madpapiret. Eller er det mere noget socialt, lige som når vi ikke kan træde inden for en dørl uden at skulle drikke kaffe !?
@ Pil – gode spørgsmål. Jeg tror, at mange af de bites erstatter fællesmåltider derhjemme, men jeg tror især de erstatter frokost-ordningerne på arbejdspladserne. Dem er der tilsyneladende ikke mange af, så alle skal ud i dagens løb for at finde noget at spise. Ikke så effektivt som derhjemme, men til gengæld får alle lidt luft undervejs og mulighed for at møde venner og bekendte i frokostpausen – hvis de da ikke går ud med kollegerne (hvilket jeg kan forstå, at de fleste gør en eller to gange om ugen).
Med hensyn til at spise med venner og familie, er der tilgengæld en ting, der er ved at drive mig til vanvid: Alle spiser sindsygt hurtigt. Det gør jeg også normalt selv, når jeg spiser alene – men når man sidder og spiser sammen med andre, synes jeg, det er hyggeligt at trække den lidt. Og det går bare ikke her. Jeg sidder tilbage med hele tallerkenen fuld af mad, når alle andre har været færdige længe. Måltider er overstået på ganske få minutter – og der kan jeg virkelig godt savne den mere langsomme tilgang til måltidet.