Er det en ven – eller en ven-ven?

by Nadja

En ting er at tale engelsk. En anden ting er at forstå nuancerne og betydningerne i forskellige ord og bruge dem på den rigtige måde. Og hvis der var ét ord, der plejede at slå lidt knuder for mig, når jeg var i USA, var det et helt simpelt lille ord: friend.

Det var ikke den direkte oversættelse – ven – der voldte problemer. Det var mere, hvornår man skulle bruge det. Og om hvem. For mens jeg tidligere var meget karrig med, hvem jeg kaldte mine venner, har amerikanere en tendens til at bruge ordet i flæng. Så jeg nogen gange blevet overrasket over, at nogle, jeg troede var deres bedste venner, i virkeligheden bare var nogen, de havde haft en god samtale med en gang. Mens jeg omvendt kom til at rode mig ud i alt for lange forklaringer som, at det-er-en-tidligere-kollega,-jeg-har-set-et-par-gange-siden-vi-er-holdt-op-med-at-arbejde-sammen-og-sætter-stor-pris-på,-men-det-er-mere-en-god-bekendt-end-en-egentlig-ven og amerikanerne har bare kigget lettere utålmodigt på mig og hjulpet mig på vej “so your friend said?”

Sådan plejede det at være. Og jeg plejede vist også at synes, at det var ret overfladisk, at de bare sådan “friendede” alle og enhver. Og det var vistnok også sådan jeg havde det så sent som for et halvt år siden, da jeg første gang kom på Facebook og undrede mig over, hvordan folk bare sådan lige kunne have 738 venner, bare sådan lige…

Men på den her tur til New York har jeg slet ingen problemer med at snakke “friendsk”. Mit friendbegreb har simpelthen ændret i retning af et mere amerikansk friendbegreb. Det betyder ikke, at mine faktiske relationer har ændret sig og der er selvfølgelig stadig en kreds af mennesker, der er mig langt mere nære og kære end andre. Og det betyder helle ikke nødvendigvis, at jeg ville bruge det danske ord “ven” anderledes end tidligere. Men jeg har ikke længere noget problem med at bruge “friend” i den udvidede betydning, når jeg taler amerikansk. Og jeg synes ikke længere, det er overfladisk. Det betyder bare noget andet, end den direkte danske oversættelse, for det rummer jo bare alle de gode mennesker, man har mødt i livets løb og måske small-sludret lidt med. Egentlig mere sådan et udvidet netværksbegreb, hvor der selvfølgelig er en masse underkategorier af  nære venner, studiekammerater, kollegaer, rejsekammerater, familie og  random bekendtskaber.
Og det er faktisk noget, vi lidt savner et ord for på dansk. For “netværk” kommer hurtigt til at lyde for strategisk (noget, man skal have noget ud af), “ven” er stadigvæk reserveret til de nærmeste (selvom jeg gætter på, at det meget hurtigt vil ændre sig i retning af et mere amerikansk friend-begreb efterhånden som Facebook & Co. griber om sig) og “bekendte” bliver meget hurtigt distanceret. Og egentlig bliver det også lidt forceret at ville kategorisere folk – for efterhånden som man bliver voksen og man i livets løb har mødt tusindvis af mennesker som man alle sammen har forskellige relationer til, bliver det stadigt sværere at finde den præcise beskrivelse af relationerne. Nogle af dem, man betragter som sine bedste venner, ser man i praksis måske kun til fødselsdage, bryllupper og barnedåbe. Mens man har en konstant hverdags-relevant tankeudveksling om det, der betyder meget lige her og nu med nogle af dem, der kommenterer på ens blog, men som man ikke engang kender navnet på. Nogle man har lært at kende gennem et tidligere arbejde, er måske nok kategoriseret som tidligere kollegaer, men hvor længe bliver den mærkat ved med at være relevant, hvis man aldrig snakker arbejde, men reelt er private venner. Og hvor meget betyder det reelt, om man går “way back”, hvis man ikke længere har noget til fælles? Meget af det smukke og fantastiske i relationer er at de udvikler sig, slynger sig, ændrer sig, trækker sig lidt tilbage indimellem og så blomstrer igen. De er elastiske på en måde, der fungerer bedst usagt. Og der er det egentlig meget rart at tænke i det brede friend-begreb, og jeg kan egentlig meget godt lide, der samlingen af mine venner på Facebook er en broget skare af mine allerbedste venner, min meget-udvidede-familie og folk jeg kun har mødt få gange, men sætter stor pris på. En lige så broget skare som min hverdag reelt består af – og ikke kun den fintpolerede klynge af de udvalgte få.
Men samtidig med, at Facebook har været med til at ændre og udvide mit personlige friend-begreb, går de social netværk også lidt i den modsatte retning. For de prøver samtidig at få os til at “rydde op i vennerne” ved at opfordre folk til at angive, hvordan de kender hinanden. Jeg synes, det er fint nok, når man selv kan tilføje en åben beskrivelse, hvis man lyst. Som på Kommunikationsforum, hvor det kan blive en sjov nuance for dem, der har tid og lyst til at tilføje en linkbeskrivelse. Men jeg bliver virkelig irriteret, når Plaxo Pulse tvinger mig til at vælge mellem kategorierne:

  • Businesscontact (dem du kender fra forskellige situationer så som arbejde, skole og fritidsliv),
  • Friends (dine rigtige “reallife-venner”)
  • Family (burde give sig selv forholdsvis meget, selvom der kan være mange grader af, hvor tæt man føler sig forbundet).

Med deres definition falder stort set alle jo i businesspartner-kategorien – for selv ens bedste rigtige reallife-venner har man jo også for det meste lært at kende gennem enten uddannelse, arbejde eller en fritidsaktivitet. Meningen er helt tydeligt, at den skal rumme hele spekret fra netværk og bekendte til gode bekendte og langt de fleste venner. Og det er også den, der er sat flueben ud for, hvis man skal invitere nye venner.
Og det rejser helt automatisk to spørgsmål/irritationsmomenter:

  1. Når businesspartner-kategorien er så bred, bliver det næsten umuligt at definere, hvad der så skal til for markere hinanden som “rigtige venner” – der bliver pludselig lagt et vist pres på nogle udefinerede nuancer i relationen. På den ene side virker det distanceret at angive gode venner som businesspartners – på den anden side, kan det føles omklamrende at kalde dem friends, når nu friends kun skal være “rigtige venner”. Lidt på samme måde som det i et nyt forhold er afgørende, om man kalder sig kærester, bliver det pludselig skelsættende, om man er  businesscontacts eller friends.
  2. For mig føles helt forkert for mig at sætte business-partner-label på mine relationer. Jeg underkender ikke betydningen af et godt netværk, slet ikke. Og er ofte overrasket over, hvordan folk fra fortiden pludselig kan dukke positivt op i overraskende situationer – og business-situationer. Og nogle af mine bedste venner er oven i købet samtidig nogle af de mennesker, jeg arbejder allerbedst sammen med. Der er masser af sammenfald mellem business og pleasure i mit liv. Men jeg tænker ikke på dem som businesspartners. Og når jeg bliver tvunget til at angive dem som det, bliver der pludselig lagt al for meget vægt på et lille-bitte aspekt af relationen, der pludselig kommer til at smage alt for meget af strategisk netværk. Her ville jeg – med min friendbegreb – klart have foretrukket, at det var den brede kategori, der hed “Friends” og at man så have kaldt den udvalgte gruppe noget helt andet – hvis den altså stadig var relevant.

På trods af de problemer, vælger stort set alle alligevel businesspartner-kategorien, fordi den med den brede definition mest af alt bliver en ikke-kategori. Prøver at snyde systemet ved ikke at ville sætte ord på noget, der ikke bør sættes ord på. For reelt, er det jo kun, når nogen spørger til relationen, at det kan være nødvendigt at nuancere, om der er tale om en friend eller en ven-ven. For i praksis handler venskaber jo ikke om, hvad man kalder hinanden, hvor man kender hinanden fra, hvor ofte man ses og hvad man laver, når man er sammen. Det handler om, hvordan man har det sammen, når man er sammen på de præmisser man nu engang er det – til vands, til lands, i luften, på arbejde, til fest, på ferie, på bloggen, på tur, omkring det store bord, men en kop kaffe omkring Søerne, pr. langdistance, i sofaen, i tankerne…

Reklamer