Når jeg vender bordet, er hverdagen begyndt

by Nadja

Jeg har lige haft besøg herovre i New York. Af en af mine allerbedste veninder. En af dem, jeg både kan grine; sparre fagligt; shoppe; gå ud; tale fuldstændig indforstået sort; højlydt smaskende dissekere gourmetmiddage; trave uendeligt langt; vende verdenssituationen og mine allerinderste tanker og være helt stille sammen (sidstnævnte er måske en sandhed med modifikationer, hvis du spørger hende…) med.

Og vi har selvfølgelig bare haft det helt vildt dejligt sammen herovre. Dage fyldt med lange traveture, mærkelige retninger, overraskende oplevelser, krydderi-kapow for alle sanser og samtaler, der har snoet sig i det uendelige og fået nye krøller i dagenes løb. Og mens hun har været her, har mit arbejds/spisebord stået ud i rummet, så vi kunne sidde her begge to og supplere hinandens vindues-voyeuri – i stedet for at stå med front mod vinduet, China Town, Eve Pharmacy og Pay-O-Matic.

Nu er hun så rejst hjem – og hverdagen herovre skal til at begynde. Jeg skal vende bordet. Jeg skal bare liiiiige skrive det her blogindlæg. Og måske også svare på en post-påske-mail eller to. Så skal jeg nok få vendt bordet. Og taget hul på en ny fase i New York-opholdet, som jeg faktisk glæder mig meget til. Jeg skal bare lige tage mig lidt sammen. For det bliver en meget mere hverdagsagtig fase. Hvor jeg selvfølgelig stadig vil elske at bevæge mig rundt i byen – og hvor jeg med garanti også stadig vil blive fanget i nogle af de der “nå, der fungerede så sådan?!?”-situationer, der bliver ved med at opstå, selvom jeg lige troede, jeg havde afluret koden for, hvordan man kom til at prøve sko, bestilte sin bagel eller skiftede subwaylinje og det så bare fungerer helt anderledes i netop dén butik, på dén cafe eller på dén station, jeg nu havde forvildet mig ind i eller ned på. Men også en fase, hvor jeg trods alt kender rigtig mange af spillereglerne; kender rytmen i de forskellige kvarterer; tydeligt kunne mærke, at der var mange flere turister i gadebilledet i påsken end de andre uger; ved hvor jeg køber mælk og toiletpapir; efterhånden har fundet et par yndlingskanaler på fjernsynet – selvom jeg stadig er prisgivet tilfældet, når det kommer til at finde ud af, hvad de viser. En fase, hvor jeg skal arbejde. Og som jeg har glædet mig til, for det er egentlig den, der er pointen med at være her længere end de første par ugers umiddelbare rush. Det er det, jeg skal herovre: arbejde, have en smagsprøve på hverdagen herovre. Når jeg altså bare liiiiiige får re-etableret min arbejdsplads. Vendt bordet.

1-2-3. Kom så Nadja. Rejs dig op, flyt kaffen og computeren. Ryk kommoden, der lige nu fungerer som natbord, flyt den grimme lampe med den skæve, vinrøde skærm og vend så det bord. 1-2-3. Så er det NU!

UPDATE – 5 minutter senere: Bord nu vendt. China Town og Eve Pharamcy endnu ikke åbnet. Pay-O-Matic fyldt med folk. Antony and the Johnsons som soundtrack. Kaffen stadig varm. Arbejdsdokument åbnet. Hverdagen begyndt! 

Reklamer