Når jeg vender bordet, er hverdagen begyndt
by Nadja
Jeg har lige haft besøg herovre i New York. Af en af mine allerbedste veninder. En af dem, jeg både kan grine; sparre fagligt; shoppe; gå ud; tale fuldstændig indforstået sort; højlydt smaskende dissekere gourmetmiddage; trave uendeligt langt; vende verdenssituationen og mine allerinderste tanker og være helt stille sammen (sidstnævnte er måske en sandhed med modifikationer, hvis du spørger hende…) med.
Og vi har selvfølgelig bare haft det helt vildt dejligt sammen herovre. Dage fyldt med lange traveture, mærkelige retninger, overraskende oplevelser, krydderi-kapow for alle sanser og samtaler, der har snoet sig i det uendelige og fået nye krøller i dagenes løb. Og mens hun har været her, har mit arbejds/spisebord stået ud i rummet, så vi kunne sidde her begge to og supplere hinandens vindues-voyeuri – i stedet for at stå med front mod vinduet, China Town, Eve Pharmacy og Pay-O-Matic.
Nu er hun så rejst hjem – og hverdagen herovre skal til at begynde. Jeg skal vende bordet. Jeg skal bare liiiiige skrive det her blogindlæg. Og måske også svare på en post-påske-mail eller to. Så skal jeg nok få vendt bordet. Og taget hul på en ny fase i New York-opholdet, som jeg faktisk glæder mig meget til. Jeg skal bare lige tage mig lidt sammen. For det bliver en meget mere hverdagsagtig fase. Hvor jeg selvfølgelig stadig vil elske at bevæge mig rundt i byen – og hvor jeg med garanti også stadig vil blive fanget i nogle af de der “nå, der fungerede så sådan?!?”-situationer, der bliver ved med at opstå, selvom jeg lige troede, jeg havde afluret koden for, hvordan man kom til at prøve sko, bestilte sin bagel eller skiftede subwaylinje og det så bare fungerer helt anderledes i netop dén butik, på dén cafe eller på dén station, jeg nu havde forvildet mig ind i eller ned på. Men også en fase, hvor jeg trods alt kender rigtig mange af spillereglerne; kender rytmen i de forskellige kvarterer; tydeligt kunne mærke, at der var mange flere turister i gadebilledet i påsken end de andre uger; ved hvor jeg køber mælk og toiletpapir; efterhånden har fundet et par yndlingskanaler på fjernsynet – selvom jeg stadig er prisgivet tilfældet, når det kommer til at finde ud af, hvad de viser. En fase, hvor jeg skal arbejde. Og som jeg har glædet mig til, for det er egentlig den, der er pointen med at være her længere end de første par ugers umiddelbare rush. Det er det, jeg skal herovre: arbejde, have en smagsprøve på hverdagen herovre. Når jeg altså bare liiiiiige får re-etableret min arbejdsplads. Vendt bordet.
1-2-3. Kom så Nadja. Rejs dig op, flyt kaffen og computeren. Ryk kommoden, der lige nu fungerer som natbord, flyt den grimme lampe med den skæve, vinrøde skærm og vend så det bord. 1-2-3. Så er det NU!
UPDATE – 5 minutter senere: Bord nu vendt. China Town og Eve Pharamcy endnu ikke åbnet. Pay-O-Matic fyldt med folk. Antony and the Johnsons som soundtrack. Kaffen stadig varm. Arbejdsdokument åbnet. Hverdagen begyndt!
Nadja Pass 
Antony and the Johnsons er et godt valg som soundtrack! God arbejdslyst!
Yeeeeessss…..Antony and teh Johnsons. Så dem i Musikhuset sidste år. Det var….ubeskriveligt. Helt, helt ubeskriveligt.
Prøv “Iron and Wine”. Vidunderligt lydtæppe.
Knus til dig
@ Cirkusprinsesse og Silhuet – dejligt med nogle med-fans. I så fald vil I nok også sætte pris på, at jeg forleden forvildede mig ind i et galleri, hvor jeg faldt i snak med kunstneren, der viste sig at være nære venner med Antony. Og ikke på amerikaner “friend”-måden. Det var ham, der havde kurateret udstillingen :-)
*dåner over Nadjas less than six degrees relation til Antony* :-D
Mens vi venter på næste album “The Crying Light”, kan vi glæde os over, at Antonys fantastiske stemme bringer et helt nyt islæt til house-genren. Hør selv her: “Blind” fra Hercules and Love Affair-projektet.
Og trods den trademarkede melankoli i Antonys stemme – mon ikke de energiske rytmer så kan hjælpe til i dit bordvendingsprojekt?
Antony er altså også virkelig god til den der følelse af melankoli, som kan opstå, når vi tager afsked. Uanset om vi ses i morgen eller om to måneder. Den overrasker tit mig, for den kan sagtens komme, selv når det er allermest nødtrængende at være alene.
Lige nu spiller Teitur i Den 11. time. Mon han fåes i NYC? Han er vist fra Færøerne… Ellers skab en hype :-9
Det må være svært at blive optimalt inspireret, når man lever midt i et overinspirerede miljø…
Se det er derfor man skal være i NY – man møder bare folk der kender Antony :-D
@ Caroline – ja melankoli på den gode måde. Teitur-hype. Hmmm, ville være en interessant drejning af NY-ophold af lege impressario, men helt sikkert et interessant twist :)
@ Cirkusprinsesse – Hvis jeg bliver impressario herovre, kan det være, jeg øger chancerne for den slags møder ret kraftigt… værd at overveje…
@ J.S.N/far – jeg synes ikke, det er svært at blive optimalt inspireret herovre. Tværtimod. Ideerne bobler over hele tiden og der er nye ting at kigge på hele tiden. Men samtidig bliver man måske lidt mere ydmyg. Der er SÅ meget herovre, der er SÅ tjekket og SÅ kreativt og SÅ gennemført, at man virkelig får lyst til at stramme sig an.
Barren er sat ret højt – og den slags synes jeg jo i sig selv er inspirerende.
hmmm…jeg kunne i hvert fald godt trænge til at blive inspireret af noget andet end naturen her omkring mig. Men nu har jeg jo så en stak Reflexioner…hæ..hæ…
Rigtig god arbejdslyst, Nadja!
Hvis du ikke bliver rumforvirret af inspirationsflommen, så kæmpefint. Jeg kunne bare forestille mig at valg og prioritering mellem de mange spændende inspirationer kan risikere at udvikle sig til frustration.
@ Kirsten – som min salig mor altid sagde “når du først lærer at læse kommer du aldrig til at kede dig igen” (variation over temaet “intelligente mennesker keder sig aldrig)” – og hun havde jo ret. Der er altid nye bøger, magasiner og andet læsestof at hygge sig med. Og med den sending Reflexioner du lige har bestilt, skulle der gerne være tankevækkere nok til at stykke tid. God læselyst.
@ J.S.N – Nu har jeg jo heldigvis ret god tid til at udforske tingene herovre, komme tilbage, gemme nogle ting lidt etc. og det fungerer rigtig godt, for man kan trods alt heller ikke gå ud konstant tre måneder i træk (nogle kan måske, men jeg kan ikke) på samme måde som man gør det på en uges ferie. Og det er jo også noget af det, der gør til hverdagsfornemmelse på den gode måde herovre – at jeg også har lidt tid til at fordøje.