Nadja Pass

Mit besøg i Poughkeepsie bød på en meget positiv overraskelse. Det viser sig, at Franklin D. Roosevelt voksede op i et af de store herresæder langs Hudson-flodens bred (de nærmeste naboer var the Vanderbilts og the Rockefellers) og i dag er huset indrettet som museum og “presidential library”.

Jeg har tidligere besøgt George Washingtons hjem – Mount Vernon – udenfor D.C. hvilket var en kæmpe oplevelse og gav et rigtig godt indblik i både manden selv, tiden han levede i, historien han var med til at skrive og hans eftermæle. Og Roosevelts hjem – Springwood i Poughkeepsie – var ikke mindre interessant. For man fik sat en masse – for mig tidligere forholdsvis løsrevne – begreber som depression og New Deal – i perspektiv og fik et godt indblik i FDR’s arbejde i de 3,5 præsidentperioder, der blandt andet omfattede 2. verdenskrig og en poliolammelse. (Uden sammenligning i proportioner i øvrigt.)

Men allermest interessant var faktisk den store afdeling, der var dedikeret til hans First Lady – Eleanor Roosevelt. Jeg har altid vidst, at hun var en beundringsværdig kvinde. Men det var først mens jeg vandrede gennem udstillingen, så interviews med hende og så alle billederne fra hendes mange rejser og velgørenhedsinitiativer, at det gik op for mig HVOR markant og interessant en kvinde hun var. Og hvor meget hun klarede alene. For mens Franklin D. var lænket til rullestolen, var det hende, der var hans øjne og ører verden rundt. Og samtidig satte hun en række sociale initiativer i gang for at hjælpe mennesker af alle klasser og racer i nød. Det var ikke for ingenting, at hun ved sin død blev kaldt “First lady of the world”.

Det var en rigtig god udstilling – og den blev ikke mindre god af, at Rita har holdt foredrag om Eleanor Roosevelt på diverse fornemme universiteter – og derfor var den perfekte guide til at give mig baggrundshistorierne om det hele. Og så blev det hele selvfølgelig også sat i perspektiv af i det hele taget at gå rundt sammen med to mennesker, der faktisk levede under hele hans præsidentperiode og derfor kunne perspektivere til, hvad de enkelte makropolitiske ting betød for den enkeltes hverdag.

I giftshoppen havde de nogle bagdes, hvor der – med slet skjult reference til den igangværende valgkamp – stod “We want FDR back”. Det kan jeg så – trods min nyerhvervede viden om manden og hans gerninger, der umiddelbart tegnede meget positivt, men det var næppe en HELT objektiv fremstilling – ikke lige overskue, om vi reelt gør.

Men Eleanor Roosevelt, hende og andre kvinder af hendes kaliber, gad jeg godtnok godt have flere af.