Train of Thought

by Nadja

I fredags tog jeg toget fra Grand Central til Poughkeepsie – 1,5 time langs Hudson-floden – for at besøge Morton og Rita. Min grand-i-17.-potens-onkel og hans kone.

Jeg er – selvfølgelig – kommet temmelig tidligt til toget. Så jeg har fået læst ret mange sider i min bog, mens jeg ventede på, at der blev fløjet afgang. Og får læst et par sider oven i, mens toget gadagummer gennem den lange tunnel, der løber under alle skyskraberne mellem Grand Central og det sydlige Harlem (hvilket man helst ikke skal tænke alt for meget på, hvis man lider af klaustrofobi). Bogen er Joan Didions “A year of magical thinking”, der handler om det år hun mistede både sin mand og sin datter og alle de tanker hun gjorde sig i den forbindelse. Hun dissekerer sorgen. Tillægger nye betydninger. Og jeg købte tre eksemplarer til ju. Beholdt et selv og gav de andre til min far og min bror som del af hele sorgbearbejdelsen oven på min mors død.

Og jeg har lige læst et par sider om, hvordan minderne og sorgen kan bølge op og ned, da vi endelig når lyset for enden af tunnelen og jeg lægger bogen fra mig. For der er så meget at kigge på. Harlems høje huse, der lige så langsomt bliver afløst af bjergene langs Hudson-floden. Solen, der drypper diamanter i floden; WestPoint militærakademiet, som jeg ellers kun kender fra tv-serien Nord og Syd, der kørte, mens jeg gik i 9. og vi ikke havde fået video endnu, så jeg måtte pjække fra tegning på ungdomsskolen for at følge med, hvilket min veninde – der havde video – havde meget lidt forståelse for, stod skarpt tegnet mod bjergene; store fragtskibe, der glider forbi hinanden i slowmotion og på den anden side af floden løb en godsjernbane, hvor  togene var så lange, at det næsten så ud som om de ikke bevægede sig.

Bogen har jeg lagt fra mig – men ‘the magical thinking’ glider videre langs floden på resten af turen…

Min grand-i-17.potens-onkel og hans kone. Så fjernt – og alligevel på mange måder så nært. For der er alligevel alle de fælles familiekrøniker, der har sejlet og fløjet på tværs af Atlanten i over hundrede år. Familiehistorien, der for mig er komplet umulig at holde rede i, fordi alle fik helt enormt mange børn og generationerne var meget langstrakte, og der ind i mellem også var nogle fætre og kusiner, der giftede sig med hinanden. Familiehistorien, der for mig kan virke fjern – men som er lyslevende for dem herovre, der også betragter en så fjern “cousin” som mig, som meget tættere familie, end jeg umiddelbart ville betegne dem. Og pludselig er nogle af de skikkelser, jeg hørte om som barn, lyslevende herovre.  Og  de kender mange af de samme historier, der er blevet genfortalt gennem generationer – og kan fylde nogle af hullerne i min familiekrønike ud.

Min grand-i-17.-potens-onkel og hans kone. Og jeg kan mærke, at jeg savner at få fyldt de huller ud. Det er den slags, jeg plejede at tale med min mor – og i særdeleshed min mormor – om. Og siden de begge forsvandt med 1,5 års mellemrum, er der pludselig ikke så mange af tale med slags om længere. Så måske er jeg også mere åben, mere nysgerrig efter at vide mere om det hele, end jeg var, da jeg havde oraklerne inden for rækkevidde. Og måske er det derfor, jeg glædede mig så meget til at se min grand-i-17.potens-onkel og hans kone. Det føltes pludselig hjemligt at skulle derop. Det var jo familie.

Min grand-i-17.-potens-onkel og hans kone. Det ER jo familie. Og om ikke  andet bliver der lagt stor vægt på at fremhæve de fælles træk. Der er enkelte ikongrafiske billeder, vi allesammen har i familien. Billederne af tip-olde-forældrene. Min tipoldefars øjenparti, der meget tydeligt ligner min brors – og selvom man ikke lige kiggede efter lighederne. Og så altså Morton – min grand-i-17.-potens-onkel, der ligner min oldefar på en prik. Min oldefar, der døde, da jeg var tre, men som alle lovpriser. Lige gyldig hvem jeg møder, der kendte ham i Danmark siger de, at han var et helt specielt menneske – og herovre er han kendt som alles yndlings “Uncle Louis”. Og Morton ligner ham – selvom ham reelt “kun” var hans brors barnebarn – altså præcis som jeg har set ham på billeder og vagt husker ham. Humoren. Viddet. De store, store ører. Øjnene, der lyser af intelligens. Uddannet fra Harvard Medical School, speciale i øjensygdomme, stor praksis. Og Rita, hans kone, har undervist i historie på et fornemt udpluk af de fineste universiteter og altid klar til en diskussion om politiske systemer, traditioner og kulturelle tendenser. De har rejst i det meste af verden og gør det – i en alder af nogle-og-halvfjerds – stadig. Bare inden for det sidste år har de været i Cambodia, Vietnam og Laos; København, Stockholm, Helsinki og Peru. Og når de er hjemme, sidder med i diverse bestyrelser for kulturelle organisationer – og nyder livet. I sidste uge tog jeg up-state med nogle andre familiemedlemmer til deres gamle æbleplantage. Vi havde aftalt at møde Morton og Rita på vejen til en kop kaffe en halv times kørsel fra hvor de boede. Men det var heldagsregn af slagsen hvor himmel og jord stod i et og det føltes ikke helt forsvarligt at køre – og slet ikke at ulejlige ældre mennesker ud i regnen, når jeg alligevel skulle se dem ugen efter. Så vi ringede for at aflyse på deres vegne. Og Mortons svar var “what are you talking about – I don’t drive a convertible”. Sådan nogle er det dejligt og livsbekræftende at være i familie med. Selvom det er fjernt.

Pougkeepsie er næste stop. Jeg har ikke fået læst et ord i “a year of magical thinking”, siden vi forlod tunnellen mellem Grand Central og det sydlige Harlem. Jeg bakser min rygsæk ned fra hylden over sæderne, lader kammen løbe gennem håret og stiger af for at møde min grand-i-17.-potens-onkel og hans kone.

Reklamer