Nadja Pass

Fra mit skrivebordsvindue har jeg – i nævnte rækkefølge – udsigt til Blockbuster, Dunking Donuts/BaskinRobins, FedEx, Rays Pizza, Subway, China Town Chinese Restaurant, Eve Pharmacy Department and Vitamin Store og Pay-o-Matic med to væsentlige ekstraskilte på facaden: ”Open 24 hours” og ”Under new management”. Det er halvanden uge siden, jeg ankom til den lejlighed downtown Manhattan, jeg har lejet til et tre måneders arbejdsophold. Og selvom det er lige netop de butikker, jeg har allertættest på, har jeg kun frekventeret en enkelt af dem – Rays Pizza. Og det var kun fordi, jeg på grund af en flyforsinkelse ankom så sent på natten uden at have hverken vådt eller tørt i lejligheden, at jeg den første aften måtte tage, hvad der var nærmest.

Det er sjovt, for mens det næsten er umuligt for mig at vælge mellem de mange udbud i Clinton Street, Orchard Street og Ludlow Street lige bag mig og East Village/Alphabet Citys udbud lige på den anden side af Houstonstreet, appellerer ingen af butikkerne på striben lige overfor til mig. Og det er sjovt nok fordi de enten er for store eller for små.

For når det gælder de verdensomspændende kæder, synes jeg, det er så kedeligt, at jeg ved præcis, hvordan deres produkter vil smage uanset, om jeg køber dem her på East Houston Street, i Beijing eller i Ringsted (selvom jeg ikke skal holde mig for god til at indrømme, at jeg ofte har frekventeret Starbucks i Kina, simpelthen fordi jeg holder så meget af kaffe og det eller var svært at finde kaffe-kaffe derovre) – og jeg derfor klart foretrækker at finde frem til, nyde og støtte de små, unikke, overraskende steder i stedet for.
Og når det gælder de andre bikse…så er jeg alligevel så meget safety-player, at jeg foretrækker at købe mine vitaminer og hygiejneprodukter hos en stor kæde som Duane Read og at ordne mine penge-ærinder i en bank-bank, frem for en lille Pay-o-Matic, der ligefrem reklamerer med at være “under new management”, for så kan man næsten være sikker på, at der var noget muggent ved det gamle. Og mon så det nye er så meget bedre?

Men selvom jeg ikke har frekventeret nogle af etablissementerne, har jeg alligevel efterhånden et vist indtryk af klientellet. Især har jeg kigget rigtig meget ned på især China Town, Eve Pharmacy og Pay-O-Matic i går og i dag, hvor det faktisk er lykkedes mig at holde fulde arbejdsdage (dog afbrudt af temmelig lange frokosttraveture herovre). Og jeg ved nu, at der næsten aldrig er nogen, der skal have Chinese Food (eller også benytter de sig alle sammen af deres free delivery service). Til gengæld var der hele tre rullestole, der uafhængigt af hinanden, men dog i træk, skulle derind i går. Jeg ved, at Eve Pharmacy aldrig er åbent tidligt om morgenen, når nogle kommer og rusker desparat i døren og at de lukker ret tidligt – ca. 17 – hvor manden først fejer med en shocking pink kost og derefter ruller skodderne ned – og hvem ved, om der nogen sinde kommer lys i resten af neonskiltet eller om det for evigt bare skal hedde RMACY når natten falder på. Og jeg ved, at der konstant er mennesker nede hos døgnåbne Pay-O-Matic – så jeg er åbenbart den eneste, der bliver skræmt væk af det med “new management” – eller også er jeg den eneste, der kan se det. Det sidder faktisk ret højt oppe – og hvem andre en lige mig sidder i tredje sals højde og nærstuderer butikkerne overfor. På den anden side må de jo forvente et par læsere, siden de har gidet sætte skiltet op. I hvert fald: der er altid fyldt. Og ofte overraskende mange børn derinde. Jeg ved også, at Dunkin Donuts/Baskin&Robins åbner meget tidligt om morgenen, og der er mange at the early birds, der lige svinger forbi ved åbningstid. Men sådan som jeg har indrettet soveværelset nu, skal jeg strække lidt hals fra sengen for at følge med derovre. Så det er mest noget jeg ved fra de første morgener, da jeg vågnede jet-lag-tidligt.

Nå for søren – nu er der gæster i China Town. Hele tre af slagsen. Meget spændende. Det må jeg lige følge med i. Så jeg smutter…