Et par timers natsværmeri

by Nadja

the-moth.gif

Hvis man skulle lave en hitliste over ting, New York-aficionados, kulturkendere og reflekterende sjæle har anbefalet mig at lave i New York, er der en ting, der slår alle de andre med flere længder: The Moth.

The Moth er et “story-slam-koncept”, hvor hvert arrangement har et fast tema og alle i publikum, der kunne have lyst til at fortælle en historie om netop det tema kan lægge deres navn i en hat. Så bliver et tilfældigt navn trukket op af hatten og vedkommende har så fem minutter til at fortælle en historie ud fra temaet. Efter hver historie bliver der givet point ud fra relevans i forhold til temaet, evne til at overholde tiden og så selvfølgelig fortælle-kvaliteterne. Hver aften bliver der fortalt 10 historier og den bedste går videre til grand-slam-arrangementer, hvor de konkurrerer med videre fra de andre storyslam-arrangementer.

Og igår havde jeg så lokaliseret et story-slam-arrangement i et poesi-teater (stik den!) et par blokke herfra. Traskede derned, fik et bord og et par glas rødvin sammen med en supersød klynge folk (phiew – det er altså bare ikke lige mig at skulle alene til den slags), lænede mig tilbage – og lyttede.

Nu står og falder den slags arrangementer jo med historiernes kvalitet. Og det her var jo første del af udskilningsløbet – svarende lidt til Amateur Night eller første runde i X-faktor. Og selvom de kræsne New Yorkere omkring mig kimsede lidt, syntes jeg, at kvaliteten var overraskende høj. Og at det var nogle helt vilde historier folk havde at fortælle – og var rede til at fortælle. Temaet var “sacrifice” og vi var hele vejen omkring brandmanden, der overværende sin bedste ven blive fritteret af en elektrificeret brand-stige, fordi han selv havde været lidt for doven med sikkerhedsforanstaltningerne til den unge fyr, der svedte over madlavningen mens han ventede på, at hans kæreste ovenpå fik fordrevet deres foster og aldrig helt fik gløden tilbage i sine øjne, til mødre i mange varianter, der viste sig at være gode nok på bunden.

Indimellem historierne stand-up’ede værtinden selv lidt, delvis trak andre lodder op en pose, hvor vi alle sammen havde skrevet, hvad vi ville ofre for at opnå noget andet. Og det alt fra “give up the chance to travel in space for the chance to travel in time” til “give up the comfort of a nice pyjamas for a great body (cause then I’ll always sleep naked anyway)” der satte lidt ekstra krydderi på pauserne – og lige kunne løfte stemningen lidt efter de tungeste og tristeste historier.

Det var intenst. Det var sjovt. Det var trist. Det var hyggeligt. Og mest af alt var det endnu et eksempel på alternative underholdnings/arrangements-former, hvor publikum er integreret langt mere og forestillingen er klippetop i mikroskopiske elementer. Korte nok til at man overlever noget elendigt – lange nok til at de velforberedte virkelig kan formå at levere en pointe.

Hvorfor det hedder The Moth ved jeg ikke. Men det føltes på mange måder som natsværmeri at være til arrangementet. Flaksende, forførende og meget fornøjelig måde at tilbringe en aften på.

Reklamer