Nadja Pass

At vade i konkrete detaljer

guggenheim.jpg

En af de øvelser jeg husker tydeligst fra kurset i Skriftlig Formidling på 1. år på retorik, var da vi skulle lære om “konkrete detaljer”. Først læste vi John Updikes digt fra Central Park, hvor han nøjenøje nedrister alt hvad han ser og alt hvad der sker. Og bagefter blev vi selv sendt rundt på KUA for at opsamle konkrete detaljer.

Nu forholder det sig jo sådan, at selv de kedeligste omgivelser bliver spændende og værd at skrive hjem om, hvis man formår at vride de konkrete detaljer ud af dem. Men alligevel ER nogle omgivelser bare mere inspirerende end andre. Og på mange måder er mit liv her i New York som at vandre rundt i en real-life-version af Updike-digtet. Som nu i dag:

Ældre ægtepar i mokkafarvet sedan skar ind foran en antik skolebus fyldt med hassidiske jøder. Alle uskadte, men stor bule og lang palaver.

To hærdebrede mænd med “Madison Ave. Clean-up Squad” skrevet tværs over ryggen sparkede småskrald og papirkugler hen til kloakristen og hoppede lidt på de største for at presse dem ned gennem gitteret.

Fem vejarbejdere arbejdede minutiøst med spatler på at skære de store firkanter i den nylagte fortovsbeton. Og 80 % af alle forbipasserende drømte lidt om at lægge en hånd og signere fliserne.

6 biler med fyrværkerieksplosioner ud af vinduerne; 7 pile-gennemborede tigre; 70 oppustede fårehuder; en horde svævende ulve; 25 krakelerede – stadig ufærdige – lerstatuer; en serie malerier skabt ved hjælp af krudteksplosioner var blandt hovedingredienserne i Guggenheimmuseets udstilling af den kinesiske kunstner Cai Guo-Quiang’s udstilling I want to believe.

En ulasteligt klædt business-man, tre nysgerrige teenagere, en klynge mødre med børn og barnevogne og en masse turister bremsede for at følge en filmoptagelse på Madison Avenue. Den kvindelige skuespillerinde var en meget virkelighedstro Carrie Bradshaw-look-a-like. Men det var ikke S.J.P. da det kom til stykket. Højest en form for rip-off på Sex and the City-filmen, der kommer til maj.

Et sæt meget “upper-east-side”-forældre lyttede tålmodigt til deres søn, mens han fremlagde sine fremtidsplaner over æggesalaten på E.A.T. Svigerdatteren nippede tavst til sin salat.

Et lille udpluk af dagens konkrete detaljer. Bare et lille et. Og så nåede jeg ikke engang ind i Central Park i dag, selvom jeg var lige på randen af den og vejret var smuktsmukt. Gad vide, hvilke Updike-detaljer jeg gik glip derinde?

Det mest karakteristiske ved New Yorks puls er måske, at der slet ikke er tale om EN puls

lysekrone.jpg

Jeg har altid haft en fornemmelse af, at min puls slog mere rigtigt, når jeg var i New York. Der er et eller andet i kombinationen af de mange mennesker – nogle hypertravle, andre med alt for meget tid i tilværelsen – den glidende trafik og det konstante sansebombardement, der bare passer helt utroligt godt med min puls. Og derfor trives jeg så utroligt godt, når jeg er herovre.

Men igår, da jeg ude på endnu en af mine dagslange traveture, der slyngede sig gennem mange forskellige kvarterer, op ad avenuer, jeg aldrig før havde været oppe ad og hen ad cross-streets, jeg heller aldrig havde langt vejen forbi før, slog det mig, at det i virkeligheden slet ikke giver mening at tale om New Yorks puls. For det der i virkeligheden er allermest karakteristisk ved byen er, at hvert kvarter – nærmest hver gade – har sin helt egen puls.

Den overordnede puls er selvfølgelig stadig den samme…den lidt sløve legato-trafik, der slet ikke minder om andre storbyers hektiske staccato og køer, men bare glider ad de grønne bølger op langs avenuerne. Subwayens rumlen på kryds og tværs af alle de andre pulse. Og mange af hovedgaderne ligner også til forveksling hinanden på grund af de mange flag-ship-stores for de store kæder. Men ellers…når man drejer lidt ned ad sidegaderne eller sætter sig for at følge en tilfældig gade fra den ene ende af Manhattan til den anden (på den korte led!) har hvert kvarter sin helt puls. Nogle steder bevidst business-hektiske. Andre bevidst tilbagelænet “crunchy granola” stemning.

Man kan gå efter en gade, man ved er kernen i NoLiTa, TriBeCa, The Meatpacking District eller Williamsburg og tænke, at man må været gået forkert, for der er ingenting at komme efter. Og traver man en halv blok videre og pludselig blomstrer de mest overdrevne designbutikker, funky små cafeer og teatre omkring en. Og ligeså hurtigt, som man pludselig var midt i det hele, kan man også pludselig være ude af det hele. Eller ovre i et nyt område med en helt ny stemning. Og det er klart at forskellen er tydelig, når man for eksempel går fra Chinatown til Little Italy og videre gennem funky NoLiTa til fornemme SoHo. Men stemningerne og udbuddet kan skifte ligeså brat mellem Upper West Sides tilbagelænede akademiker-residentielle-luksus til Midtowns skyskrabende neon-energi.

Og i virkeligheden er det nok det, jeg allerbedst kan lide ved New Yorks puls. At der er så mange pulse, der pulser på samme tid. I forskellige rytmer. Og at man relativt ubesværet og ubemærket kan bevæge sig gennem det hele. Med sin helt egen puls, der så slår i lidt forskellige rytmer alt efter hvor man er og hvem, man er sammen med. Men dog forbliver helt sin egen – blandt alle de andre.

%d bloggers like this: