Formidlingshimmel og -helvede

by Nadja

Amerikanske museer er generelt helt fantastiske. De formår at formilde deres stof på en spændende og engagerende måde, der fanger øjnene både for de fire-, de fyrre- og de firsårige. Og samtidig giver mulighed for fordybelse, hvis man for alvor skulle blive fanget. Der er dybt engagerede guider lige indenfor rækkevidde – og man kan bare mærke på dem, at de brænder for at formidle stoffet på lige netop deres lille sektion så godt som overhovedet muligt. Altid med spørgsmål, der får en til at tænke sig lidt ekstra om, prøve, føle, mærke – og med masser af ros til de benovede unger, der altid er masser af.

Igår skulle jeg til middag hos min familie på The Upper West Side – og jeg planlagde derfor at tilbringe det meste af dagen på The American Museum of Natural History, er ligger et par blokke fra, hvor de bor. Jeg har været der flere gange tidligere – men det er lidt af en labyrint, så jeg vidste med sikkerhed, at jeg langt-langt-langt-fra havde set det hele; der ville være kommet nye udstillinger til siden sidst – og det meste af det, jeg havde set, tålte absolut gensyn. Så afsted og uptown med mig og de gode travesko.

Udover selve hovedbilletten, købte jeg billetter til tre særudstillinger.

sultne-sommerfugle.jpg

The butterfly-observatory – et tilbagevendende vinterhit, hvor man går rundt blandt alverdens fantastiske fritflyvende sommerfugle. Lidt som junglehuset i Zoo – bare kun med sommerfugle og helt ekstremt mange af dem. Som kendere af mig og Reflexioner om Søndagen vil vide har jeg et helt specielt forhold til sommerfugle. Så det var ren nydelse at gå rundt derinde i tropevarmen og høre de gode guider fortælle om alle forskellige slags sommerfugle.

damp.jpg

Water: H2O = Life – tak, tak, tak til den, der havde besluttet at museets hovedudstilling netop nu, mens jeg er herovre for at arbejde på Reflexioner on Waves, skulle handle om vand. Vand i alle former. Livet i vand. Risikoen for at vandet forsvinder. Hvordan vi skal passe på vores vand. Vand i alverdens religioner. Water water everywhere.

planetarium.jpg

Cosmic collisions i Hayden-planetariet. Indtalt af Robert Redford og godt med 3D-effekter og andet spektakulært lir – men ikke desto mindre også en masse information om jordens og månens skabelse og universets fremtid, der sendte varme tanker tilbage til Reflexioner om Stjerner og astronomen Anja C. Andersens spændende fortællinger om stjernestøv.

Udover særudstillingerne var der så selvfølgelig alle de andre sale. De faste udstillinger, der er af mere vekslende kvalitet. Nogle tiptop, andre er ikke ændret siden museet åbnede. Og ligeså langtidsholdbart det er at have en life-size blåhval hængende ned fra loftet i ocean-salen, ligeså forholdsvis uholdbart virker det at udstille forskellige “etniske folk” i montrer på et naturhistorisk museum. Men det var nu ikke indianer- og afrikaner-udstillingerne jeg hentyder til med “formidlingshelvede” i titlen. Det var i stedet en helt anden del af amerikansk turisme og seværdigheder. For hvor jeg har næsegrus respekt for de faglige guider på museerne og de mange frivillige, der bare står og formidler deres glæde over stoffet og de supercool rangere i nationalparkerne, der bare elsker naturen…har jeg det meget, meget – som i MEGET – svært med turistguiderne på forskellige tours ala bådtur eller dobbeltdækker-busser byen rundt.

Nu ER det meget sjældent, at jeg tager nogen af den type og jeg KUNNE jo også bare helt lade være. Og jeg VED godt, at jeg ikke er målgruppen. Og jeg TAGER hatten af for, at de kan få rystet folk sammen på et øjeblik og alt det der – men altså – jeg synes, det er megairriterende, at man skal tvangsindlægges til at høre på virkelig dårlige vittigheder i timevis, høre, hvor alle tilstedeværende kommer fra og joke om de respektive steder, køres fordomme af om stedet, man skal besøge, køres reklame af for de tre restauranter, der har betalt guiden nok til, at han gider nævne dem igen og igen. Og lige præcis sådan en guide var jeg udsat for idag.

Det var en smuk dag og jeg syntes det var ved at være tid til, at jeg svingede op forbi Midtown, der ellers ikke liiiiige er min kop te af et kvarter. Og så tænkte jeg: jeg tager sgu da den der bådtur hele vejen rundt om Manhattan. Så får jeg også lige placeret nogle af de helt nordlige kvarterer og bygninger, som jeg ikke har så godt styr på.

Og sejlturen var skøn. Og jeg ville faktisk også enormt gerne høre, hvad de forskellige broer og bygninger hed. Det var lissom en del af pointen. Men jeg er altså helt og aldeles ligeglad med, at guiden bliver kaldt Silverfox, at han godt kan lide Amarone på 43ende gade og jeg behøver slet, slet ikke høre hans jokes om, hvor han har badet nøgen – og han behøver i hvert fald ikke at spolere joken på forhånd ved at sige “just kidding” konstant. Det er helt fint, at man er tilstede og nærværende og giver lidt af sig selv. Men der er tilsynelandende et kodeks for amerikanske guider om, at det skal være sådan – og modtagerne forventer det også. På reklamematerialet fra Circle Line stod der ligefrem, at det ville være en “humerours guide” – og så man selvfølgelig for det første sige, at jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Og for det andet sige, at der hviler et vist pres på den stakkels mand for at være sjovere, end han egentlig var.

Og hvor kunne man ønske sig, at guiderne på den slags ture lærte lidt mere af museerne, der sagtens forstår og formår at være vittige og underholdende og engagerende – selvom de formidler stof, der er langt tungere end en byvandring eller havnerundfart.

Reklamer