Arbejdsplads, arbejdsrytmer og arbejdsro

by Nadja

udsigt.jpg

I princippet kan jeg arbejde hvor som helst. Hvis bare jeg har min bærbare under armen, ideer at fylde i den og tid til at gøre det, kan jeg være uhyre produktiv. Hvor som helst og når som helst. I princippet i hvert fald. Men i realiteten har jeg bare efterhånden lært, at der er nogle steder og rytmer, der stimulerer mig og mit arbejde bedre end andre. Og det er ikke noget, jeg går og tænker så meget over til daglig derhjemme. Men det bliver meget tydeligt, når jeg pludselig – som nu i New York – har rykket mig selv lidt op med rode – og skal til at omplante mig selv på en måde, der både er nærende og produktiv.

Og hvad er det så, der skal til?

En god arbejdsplads er vigtig. Og det behøver ikke at være EN god arbejdsplads. For eksempel sidder jeg lige nu over en kop morgenkaffe på en dejlig cafe i Clintonstreet og det er i sig selv en supergod arbejdsplads – og jeg glæder mig til mange lange arbejdsdage på lignende cafeer. Men alligevel var det altafgørende for min arbejdslyst, at jeg igår fik rykket lidt rundt i min meget spartansk indrettede – men perfekt placerede – lejlighed. Fik bakset spisebordet fra køkkenet ned til vinduet i soveværelset. Og fik købt mig en laaaaang ledning, så jeg kunne få trukket netværket fra stuen ind i soveværelset også.

Så nu står skrivebordet (formerly known as spisebordet) perfekt placeret, så jeg på den ene side kan sidde dybt koncenteret foran skærmen – og på den anden side bare skal løfte blikket for, at det fortaber i de små hverdagseventyr, der konstant udspiller sig på East Houstonstreet lige under mig. Den konstante strøm af yellowcabs. Det arbejdende folk på vej til og fra arbejde. The early birds, der skal have morgenens første doughnut det øjeblik Dunkin Donuts slår dørene op. Busserne, der kører ufortrødent gennem den store sø, gårsdagens regn skabte på hjørnet overfor. Folk, der hænger og venter. Verden der glider forbi. Mens mine tanker glider rundt, på kryds og tværs og på plads. En arbejdsplads hvor jeg skiftevis kan koncentere tankene og blikket – og strække tanker og øjne. Det er vigtigt.

Og rytmen. Selv i den mest fleksible af alle tilværelser falder det mig naturligt at skabe mig en rytme. Ikke en fast og rigid rytme. Der skal være plads til masser af fravigelser og spontane ideer og indfald. Men alligevel en vis grad af rytme. Lidt grundbas. Stortromme i tilværelsen.

Og her har det foreløbig faldet helt naturligt at arbejde lidt tidligt om morgenen, hvor Danmark stadig er på arbejde, New York ikke er helt vågnet endnu og jeg er morgenfrisk i knoppen. Så en dag fuld af nye indtryk, traveture i nye kvarterer, museumsbesøg, læsning på cafeer. Og så – hvis jeg ikke har andre planer, hvilke jeg selvfølgelig hastigt får flere og flere af – arbejde igen om aftenen, når jeg er ved at være træt og mæt af indtryk for den dag. En rytme, der selvfølgelig vil være lige omvendt, når jeg får besøg hjemmefra – og rytmen givetvis bliver mere “work all day, socialize all night”-agtig.

Og så er der roen. Arbejdsroen. Som der også pludselig er rigtig meget af. For på grund af tidsforskellen kan jeg skrue fuldstændig op og ned for, hvornår mailstrøm og telefonopkald  får lov at være en kærkommen distraktion og et tiltrængt kærtegn hjemmefra – og hvornår der bare skal være stille. Helt stille. Og det giver en fantastisk grad af arbejdsro, der giver mig mulighed for at koncentrere mig og tænke uafbrudt.  Hvis det er det, jeg trænger til. Og det er det så åbenbart lige for tiden. Jeg kan slet ikke blive træt af at ånde luften i fulde drag.  Og det er simpelthen så skønt at mærke, hvordan nye ideer – store, små, holdbare, urealistiske, fjollede, dybt seriøse – pibler frem og får lov at vokse langt mere end der ville være blevet plads til derhjemme. Uanset, hvor meget jeg ellers prøver at give plads, rytme og ro derhjemme også. 

Reklamer