Chinatown revisited
by Nadja
En venlig og opmærksom sjæl lånte mig inden afrejsen en stak “Audio-walks” til forskellige kvarterer i New York. Og her til formiddag stak jeg så den første i ørerne: Den til Chinatown. Og så var det ellers bare at følge stemmen i ørernegangene, rytmen i trinene og anvisningerne til, hvilket hjørne, man skulle dreje ved, hvor man skulle kigge op, hvilke sprækker, man skulle titte igennem for se om bag facaderne – garneret med små interviews med markante beboerne og funky lydspor.
Jeg har prøvet det før. På Vesterbro, hvor Johanne Løgstrup (hvis projekter det altid kan betale sig at holde øje med) har lavet et lignende koncept kaldet “Vesterbro Site” – og det er en virkelig god måde at opleve et kvarter på. Selvom det også er totalt grænseoverskridende at gå ind i alle mulige mærkelige butikker og restauranter og bare stå og glo, mens får forklaringer i lyttebøfferne (eneste formidlende omstændighed er, at de efterhånden må være vant til at mange andre gør præcis det samme) og at standse midt på et gadehjørne eller haste lidt for hurtigt gennem et kryds for at nå at følge fortællernes puls. Og selvom det også godt kan føles lidt småfarligt, fordi man hverken er så opmærksom på trafikken eller mulige banditter, som man ville være, hvis man bare gik med de faktiske lydspor i ørerne. På trods af de lidt grænseoverskridende ting, er det er virkelig god måde at opleve et kvarter på. For ikke alene er det vildt, når lydsporene fra den virkelige verden udenfor blander sig med dem på iPod’en. Det er også en mærkelig fornemmelse, at man selv har en helt unik oplevelse af turen på grund af de mennesker, man støder ind i på netop det tidspunkt – samtidig med, at det er så nøje orkesteret, hvad man skal opleve. Og så er der selvfølgelig også alt det uforudsigelige. Bygninger og trappeopgange, der ikke findes længere. Og dem var der faktisk mange af på denne tur. Og på den måde mindede det meget om det “rigtige Kina”, hvor jeg har været rigtig mange gange i de sidste sekv år, fordi mine forældre boede derovre – og hvor vores yndlingskvarterer også var forsvundet mellem to besøg og havde viget pladsen for nye skyskrabere.
Jeg husker så tydeligt første gang, jeg var i Chinatown i New York og syntes, det var helt vildt eksotisk. Og derfor var det markant, hvor godt jeg følte mig hjemme nu – fordi jeg efter mine mange Kina-rejser kender mange af koderne, retterne, ingredienserne, der faldbydes på hvert gadehjørne. For på så mange måder er så meget fuldstændig det samme. Og er det alligevel helt, helt anderledes, når det hele indgår i den amerikanske kontekst og skiltene hænger udenpå de huse, der tidligere har været beboet af jødiske og italienske immigranter – et Empire State Building troner for enden, når man kigger op ad en gade.
Og så den måske væsentligste forskel: Mens Häagen Dazs-butikken i Chinatown, der var den første vestlige kæde, der købte sig ind i bydelen, er udstyret med pagodelook og kinesiske tegn for at passe så godt ind i konteksten som overhovedet muligt, er alle de vestlige kæder, der konstant popper op i de kinesiske storbyer, så vestlige som overhovedet muligt.
Nadja Pass 
Argh, jeg vil også til New York – bare det snart blev oktober, så jeg også kan komme afsted.
Det er forresten meget pudsigt med Häagen Dazs-iagttagelsen. Det kunne måske bevise tesen, at folk med fælles kulturel baggrund, der finder sammen i et andet samfund, søger tilbage til nogle elementer af deres kultur, som ‘moderkulturen’ for længst har forladt. (Men i dette tilfælde kan det nok ligeså vel være en falleret image-konsulent, der har været godt fremme i skoen.)
Og det minder mig om, at McD også kørte et pagodetema på flere af deres restauranter i slutningen af halvfemserne. Hvad fortæller det os?!?
Hæfter mig ved det unikke i netop DIN rejse gennem ChinaTown:
De mennesker, du mødte, og som aldrig igen vil være netop der, på netop dette tidspunkt, i netop dine øjne.
Derfra starter verden. For os alle.
Jeg vil også til New York, ja jeg vil :D
@ Lind – ja det er meget interessant det med store kæder, der prøver at tilpasse sig. På den ene side er det jo meget sjovt, når McD tilbyder “McLaks” i Norge – på den anden side tænker man, at nordmændene (og alle vi andre for den sags skyld) nok hellere vil have den ægte, friskfangede vare, når vi er i Norge – og for den sags skyld også hellere den “ægte” BigMac (eller hvad de nu hedder nutildags…meget afslørende, jeg kommer aldrig på McD) hvis vi skulle forvilde os ind på McDonalds.
New York i oktober?
@ Silhuet – ja, det er lige det, ikke. For sådan er det selvfølgelig altid med alt hvad man oplever. Man har sin helt egen oplevelse og andre, man anbefaler stedet videre til, får slet ikke den samme oplevelse, fordi de er nogle andre, omgivelserne er en lille bitte smule anderledes og energien, vejret, stemningen netop den dag er noget lidt andet.
Men med soundwalken blev det i den grad sat på spidsen. Netop forbi turen er så nøje orkestreret, og ens gang, øjne og oplevelser i så høj grad bliver kontrolleret – og så er det alligevel helt forskelligt fra soundwalker til soundwalker.
Nadja: Ja, New York til oktober. Nogle driftige retorikstuderende (hvilket altså ikke omfatter mig) har stablet en studietur på benene. Så omkring uge 41-42 tager fyrre friske retorikere (hvilket så bl.a. er mig) på tur til storbyen.. Det er desværre kun ti dage, men som et første smugkig må det være fint. Og SUen ville næppe kunne klare meget mere alligevel! Og så er det kun tre uger før valget, så der bliver nok rig mulighed for nogle feltstudier.
Du kan roligt stole på din intuition – det ER en BigMac. Men jeg ved ikke helt om jeg køber din indvending mod McLaksen. Det gælder formodentlig for samtlige varer på McD, at man hellere ville have den ægte bare (hvilket muligvis ikke engang er rigtigt, siden kæden jo lever i bedste velgående.) På den måde kan man måske se McLaksen som en norsk parallel til den danske McBacon..
@ Lind – hvor godt, at der findes nogle driftige retorikstuderende der tager den slags initativer. Lyder supergodt – selvom der nok også bliver behov for lige at splitte ned i nogle lidt mindre grupper ind i mellem for at få en reel fornemmelse af byens og ikke kun gruppens puls.
McD – well. Jeg kommer der simpelthen for sjældent til at vide det, men jeg gik nok rundt og troede, at når man købte en burger (BigMac – phiew trods alt) dér handlede det om, at man i de situationer faktisk hellere ville have en McD-oplevelse som dybest set er noget helt andet end en burger-burger. Men jo kan være det helt rigtige i visse situationer.
Det svarer lidt til, når min mor plejede at sige, at hvis man bare tænkte på neskaffe som en varm, brun drik, smagte det faktisk rigtig godt – man skulle bare ikke tænke på det som kaffe. Det er sin egen kategori. Og det kan jeg overført på burgerne. Men – I stand corrected :-)
Ad McX: I Malaysia, hvor jeg engang boede, havde McD en ret ved navn “McRendang” — rendang er en vidunderlig oksekødsret langtidssimret i kokosmælk (yum-yum).
Den er vist ikke længere på mcmenuen. Der er ikke noget som The Real Thing :-)