Nadja Pass

New York er kendt som ”the city that never sleeps”. Men lige præcis EN gang om ugen snorksover den. Og det er søndag morgen.

Så i går da jeg vågnede jet-lag-tidligt, så jeg New York som jeg aldrig har set New York før (ikke fordi jeg ikke har været her om søndagen, men fordi jeg OGSÅ først har bevæget mig ud ved brunchtid). Og det viste sig at være den helt perfekte start på en dag, der havde som sit absolut primære formål, at jeg skulle ånde luften i fulde drag.

For det var en smuk, smuk og temmelig blæsende morgen – og da jeg lige havde fået stillet den værste sult på en Art Deco-inspireret diner, besluttede jeg mig for at trave over Williamsburg-broen, der løber et par blokke herfra og forbinder ”mit hood” – The Lower East Side – med et af Brooklyns hyggeligste kvarterer – Williamsburg. Og det er ikke alene en fantastisk udsigtstur, hvor man har Manhattans skyline og de andre broer stående knivskarpt på hver side. Det er også det perfekte sted at blive blæst igennem. Så der travede jeg og ramte Williamsburg, da folk så småt var begyndt at få øjne, der lige var en enkelt plads til mig og en kop kaffe på Fabianes funky konditiori, butikkerne begyndte at rulle skodderne op og loppemarkedsstandene begyndte at pakke lopperne ud langs Bedford Avenue.

Og resten af dagen blev en af den slags dage, hvor benene fik lov at bestemme retningen og tempoet. Jeg hoppede på L-train tilbage og sprang af på Union Square. Brugte en lille time på at gå rundt i et stort fuldøkologisk gourmetsupermarked og passe på ikke at tale højt til mig selv, når jeg gik rundt og tænkte ”hvor ER det lækkert, nej, hvor ER det bare lækkert”. Trissede videre ned mod Fifth Avenue for at ramme Washington  Square Garden lige på. Den var godt nok under total ombygning, men der var en dejlig solrig bænk og masse duer, som jeg et par gamle, gamle damer sad og kurrede sammen med. En ældre mand havde dresseret et af de vilde sorte egern, der adlød hans mindste kommando og en masse familier gyngede ungerne glade på legepladsen.

Tøffede videre ned i The Village og købte lavendel-skumbad hos Occitaine af en mand der bare ”loved” mit skotskternede sjal og spurgte om jeg var fra Irland. Og det havde jeg helt glemt, det med min Irish Accent – men det er der faktisk ret mange der spørger om, og det er bare ikke sådan lige til at sige, hvordan den er opstået. Men det skønne ved at være i New York er at der er alverdens accenter – også blandt de fastboende, så man føler sig ikke så turistagtig når man taler lidt sjovt. Selvom man selvfølgelig er det – turistagtig altså. Lige inde med fireflyet. Står – i hvert fald de første 10 gange – alt for pænt ved forgængerovergangene, tipper enten alt for meget eller alt for lidt, fordi procentregningen er lidt rusten, har lige glemt i hvilken rækkefølge det nu er man afgiver bestilling på decaf soymilk doubble shot tall latte og sesame-seed-bagels-toasted-with-chive-creamcheese… men stadigvæk…så længe man ikke åbner munden og bare lader sig føre med strømmen kan man meget hurtigt få fornemmelsen af at høre til, selvom man lige kom ind i går med det der skulle  have været fireflyet – men blev til 8-flyet.

Travede videre ned gennem SoHo, købte The New Yorker, sad lidt på en ny cafe og fik lidt frokost. Opdagede et stort helt nyåbnet museum på Bowary i meget funky bygning, der skal tjekkes ud ved førstkommende lejlighed. Og så tilbage af ”min gade” – Houstonstreet. Hvor der lige rundt om hjørnet fra mig ikke alene ligger fornødenheder som endnu et gourmet-øko-supermarked og en biograf, men også hele tre af de mest berømte lower-east-side-jødiske madtempler – et sted der udelukkende sælger knish’es, Russ & Daughters med alverdens røgede fisk og specialcreamcheeses – og Katz’ deli med de verdensberømte parstramisandwiches.

Slyngede mig lidt ned gennem mit eget kvarter, som  jeg lige havde nået at snuse en smule til aftenen før. Orchard Street og Clinton Street, der begge har den der helt særligt blanding af superhippe restauranter og barer, oldgamle butikker der ligner noget, der ikke har været på i ca. 100 år, blandede landhandler, møntvaskerier og mikrosupermarkeder.

Op i lejligheden af trappen, der ligner noget, der ikke har været restatureret siden resten af min oldefars familie flyttede til lige netop dette kvarter efter hele familien havde forladt Polen og nogle blev hængende i Danmark, andre i England og de sidste stædige tog herover for at udleve den amerikanske drøm. Og så liiiiiige hvile benene lidt efter otte timers non-stop-travetur.

Men jeg måtte jo ud igen. Det MÅTTE jeg bare, selvom jeg dybest set var alt for træt. Så det endte bare med en lille rundtur i East Village – og så ned til Russ and Daughters efter et par bagels, deres smoked whitefish&baked salmon-spread (kan virkelig anbefales!) og et skud ”Gehackte leber” som min mor lavede den. Og hjem for resten af aftenen. Langt karbad. Lidt E-channels anmeldelse af Oscar-kjoler og i seng alt for tidligt.

Så tidligt, at jeg selvfølgelig vågnede alt for tidligt her til morgen igen. Men det har så givet mig tid til at skrive dette indlæg – og mens jeg har siddet her og skrevet, er byen vågnet. Trafik-støjen skaber sit eget musikalske lydtæppe, og jeg kan se her fra sengen, at skodderne er rullet op dernede og folk er på benene. Så det vil jeg også se at komme. Ud af fjerene, på benene. Ud og drikke indtryk.