Nadja Pass

Nu sidder jeg i Kastrup. I loungen. Og venter. Ikke alene er jeg sædvanen tro kommet alt, alt, alt for tidligt herud, selvom jeg egentlig godt kunne have brugt et par timers søvn mere efter at have været til fest i går aftes. Men jeg vågnede PLING tidligt, tidligt og havde bare ikke ro på mig til at blive i lejligheden længere. Så derfor: Lounge.

Og derudover er mit fly tre timer forsinket. Det giver mig lidt logistisk bøvl med at få advaret “Wilson who will meet you in front of the building and give you the keys”, så han ikke kommer til at stå i tre timer i strid snestorm – men ellers gør den slags forsinkelser jo relativt set ikke nær så meget, når man har tre måneder at give af. Men det betyder, at jeg nu sidder i lidt af en twilight-zone mellem nærvær og fjernvær. På den ene side har jeg knuset og krammet alle farvel i løbet af de sidste par ugers farvel-og-på-gensyn-frokoster-øller-og-fester. Og i de første par timer jeg sad og ventede (på grund af almindelig væren-i-god-tid HAR jeg fået sms’et og sagt hej-hej-igen. Og med mindre folk ligefrem tjekker afgangstiderne – hvilket jeg trods alt tvivler på, de gør, tror alle, at jeg om et øjeblik boarder flyet og er afstedafsted. Men i virkeligheden er jeg ekstremt fysisk nærværende. Sidder bare her ude på Amager og blogger og er online på Facebook og Skype og det hele.

Jeg er afsted – og alligevel online og igang med at blogge om de første par timer af en tur, der endnu ikke er kommet rigtig igang. Smag lige på den sætning…

Det får mig nemlig til at tænke på et foredrag, Tor Nørretranders holdt for snart 10 år siden, og som jeg ivrigt har citeret siden. For det satte en masse tanker igang. Han fabulerede nemlig over begreberne “nærvær og fjernvær”. Og talte blandt andet om, hvordan vores rejsemønstre ændrede sig, så vi fremover aldrig rigtig ville være væk. Vi ville være fuldt connected til venner og familie herhjemme, selvom vi var langt væk – og så stillede han en række retoriske spørgsmål om, hvordan det mon ville påvirke vores fornemmelse af at stå på egne ben, tænke selv og være til stede på destinationen, når vi var på nærværs-medier med dem herhjemme hele tiden.

Det har jeg tænkt virkelig meget over siden.

Dengang var jeg lige kommet hjem efter lange rejser til henholdsvis Israel, Ghana, Vietnam og Indien. I tiden hvor det stadig var poste-restante og meget, meget sporadiske emails. Og jeg syntes tanken om at være konstant i spil på hjemmefronten, selvom man var langt, langt væk, var helt forfærdelig. Et sandt skrækscenario.
Og sådan har jeg det på mange måder stadig væk. Siden har jeg da også i mange sammenhænge stædigt holdt fast på at stemple ud og nyde det totale fjernvær både herhjemme og på rejser. Jeg slukker simpelthen helt og sætter autosvar på alt. Og det tror jeg, at jeg vil fortsætte med at gøre resten af livet – for uforstyrret stilletid er meget, meget vigtig for mig.

Men SAMTIDIG er det jo ikke altid fjernvær, man har brug for. Nogle gange er det snarere bare nye omgivelser, ansigter, indtryk. Og så gør det måske ikke så meget, at man OGSÅ er nærværende derhjemme. Der er i hvert fald sådan, jeg forestiller mig denne tre-måneders tur til New York. Som en slags mix-vær. Det bedste fra fjernværet og det bedste fra nærværet.

Fjernværets åbenhed, spontanitet, lange tankebaner, ro, inspiration og nye, fremmede impulser. Kombineret med nærværet af venner, familie og bekendte – både her på bloggen, på mailen, på besøg og ikke mindst på cocktailbarer i N.Y.C., når folk falder forbi – og man alligevel er sammen på en helt anden, nærværende måde, fordi man begge tilfældigt er i samme by. Eller fordi man skriver og blogger på en anden måde, når det foregår på tværs af atlanten (eller som i dette tilfælde – adskilt af security-tjek-kanalerne).

På fjernværsfronten har det været ekstremt vigtigt for mig at holde kalenderen er så åben, at jeg virkelig kan være til stede i nuet og forfølge skjulte spor, sige jatak til spontane invitationer, blive hængende steder, jeg kun troede ville kræve fem minutters opmærksomhed og bare lade humør, vejr, ideer og inspiration bestemme dagens programpunkter. På nærværsfronten er det interessant aspekt, at skal være så relativt længe på samme sted (rygsækrejse tæller ikke, fordi man er konstant “on the move”) uden at skulle hverken studere eller have et job-job. Så jeg kommer ikke til at møde folk helt automatisk, jeg er nødt til selv at være opsøgende – og midt i deres travle hverdag kan jeg ikke forvente, at de kan se mig i tide og utide uanset hvor sympatiske, interessante og interesserede de måtte være. Her tror jeg, at det vil betyde meget, at jeg har en del familie derovre, som jeg glæder mig til at se – men også, at jeg får nogle besøg hjemmefra og at mange venner og bekendte tilfældigt skal derover samtidig med mig, så man kan mødes til middag og et par cocktails eller tre.

På fjernværsfronten glæder jeg til lange ubrudte dage og lange tankebaner af den slags, jeg på tidligere ture nedfældede i snesevis af notesbøger og alenlange breve. Men på nærværsfronten glæder jeg mig også til, at det nu forhåbentlig bliver meget lettere og mere spontant at udveksle tankerne med andre.

På fjernværsfronten er det ekstremt vigtigt for mig, at jeg ikke har for faste planer og mål for, hvad turen skal bringe. Jeg vil ikke have skyklapper for øjnene og gå så målrettet efter forskellige punkter på dagsordenen, at jeg ikke er åben for uventede muligheder og det må ikke blive opfattet som spild af tid at lave andre ting, end at sætte møder op. På nærværsfronten glæder jeg mig til at rejse med Reflexioner on Waves som projekt og platform. Og forhåbentlig vil det være en platform, der giver mig mulighed for naturligt at kontakte interessante personager og at give mig selv den bølgeoptik, der vil bringe mig til mærkelige ukendte sider af byen, jeg ikke har udforsket før. Og på sin egen ustrukturerede måde tror jeg, det vil hjælpe mig til at strukturere lidt hverdag for mig selv (hvis det altså er det, jeg skulle have lyst til, når jeg rigtig har mærket efter og åndet luften i fulde drag).

Det er spændende. Meget spændende. Og jeg glæder mig til at se, hvad der kommer ud af det hele. Det hele er så åbent som det aldrig har været åbent før. Nært og fjernt. Og boblende åbent. Og helt fra starten har det budt på uventede nye oplevelser. For NEJ, jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle starte turen med at blogge i fire timer fra lufthavnsloungen. Men JA – det bekommer mig foreløbig godt på den måde at udforske the twilight-zone mellem nærvær og fjernvær.