Nadja Pass

Jeg har lige fået nyt pas. Et biometrisk et af slagsen.

Ikke fordi mit gamle pas var ved at udløbe – det havde 2,5 år at løbe på endnu. Men fordi det var løbet tør for sider til viseringer… og når man én gang har løbet spidsrod mellem de kinesiske myndigheder i et meget stort og meget officielt udseende hus på ringvejen lige ved Lamatemplet og været nødt til at tage videre til både den mongolske, den danske og den russiske ambassade, fordi der ikke var nok sider i ens pas til alle de stempler det krævede at tage den transmongolske jernbane hjem, er det ikke den slags man spøger med…

Så nu har jeg fået et nyt pas klar til New York turen. Fyldt med friske sider til fremtidens viseringer. Men det er aldrig helt uden vemod, jeg siger farvel til et pas. Den trofaste følgesvend, som man bladrer i, mens man venter i de lange paskøer – og som man passer så inderligt på, når man rejser. Som har tilbragt så mange timer i ens mavebælte. Til lands, til vands og i luften.

Når jeg kigger igennem det seneste pas, er næsten alle siderne fyldt ud af kinesiske viseringer. De mange dejlige ture over til mine forældre mens de boede i Beijing. Og de mere triste, da min mor døde derovre. Det er hurtigt gennembladret. USA. Hong Kong. Kina. Canada. Kina. Kina. USA. Kina. Kina. Kina. Kina. Kina. Kina. Cambodia. Kina. Rusland.

Men mit forrige pas havde jeg et meget mere nært forhold til. Og nu hvor jeg fik det nye pas, har jeg lige fundet det gamle frem igen. Udstedt 10. september 1992. Lige efter, jeg var blevet student. Og mens jeg sidder og bladrer i det igen vælter minderne frem…i u-kronologisk rækkefølge, fordi stemplerne jo bare bliver placeret i den rækkefølge paskontrolløren finder bedst…

USA. Med det pas var jeg for første gang i New York. Turen der vendte op og ned på mit liv i den forstand, at jeg fandt ud af, at jeg slet, slet ikke skulle følge det trygge spor, jeg var på vej ud ad, men skulle rejse (det blev til mit studieophold i Ghana) og risikere noget mere (for JA, jeg er grundlæggende tryghedsnarkoman, selvom min noget omskiftelige tilværelse i dag ikke tyder på det. Det var New York, der gjorde det! Og det var dybest set den tur til New York, der udløste, at jeg om tre uger er på vej derover igen i lidt længere tid…

Estland. Der boede min far i tre år lige da de var blevet selvstændige og hjalp dem med at bygge deres landbrugsorganisationer op. Jeg fik aldrig et nært forhold til Estland selvom jeg besøgte ham et par gange derovre. Tallinn var en superhyggelig by, men jeg fik aldrig det nære forhold til den, som jeg senere fik til Moskva og Beijing, da mine forældre boede der.

Cote d’Ivoire. Vildt land. Meget anderledes stemning end det milde naboland Ghana, hvor jeg studerede i ni måneder og tog på ferie til Elfenbenskysten undervejs. Hovedstaden Abijan var en fed by – mærkelig blanding af French Colonial Pariserstemning, New York-råhed og afrikansk heat. Og så med en masse små shacks hvor man fik de mest fantastiske omeletter i baguetter og kaffe i skåle med masser af sweetened condensed milk. Og så kørte vi ad den sekssporede motorvej til den lillebitte by Yamasoukro, hvor præsidenten som monument for sig selv havde fået bygget en katedral på størrelse med Peterskirken og fået indføjet sit eget kontrafej i mosaikkerne – no kidding!

Første kinesiske visum. Og første møde med Beijing efter den spektakulære ankomst med den transmongolske jernbane.

Israel. På vej til 7 måneder med intensivt hebraisk-kursus, masser af rejser i rejsen og mødet med nogle af mine vigtigste livsvenner.

Taba Border Control – ind og ud til Egypten og Sinaihalvøen.

Israel. Igen.

Island. Sommerturen, hvor vi kørte rundt i en alt for lille bil og boede i telt og forgæves forsøgte at finde noget lammestuvning – men til gengæld virkelig elskede den smukke natur. Stemplet egentlig ikke nødvendigt. Kom bare til at stikke passet ind og fik et stempel med på vejen. jeg fik aldrig noget stempel, da jeg nogle år senere blev inviteret på den vildeste luksustur om vinteren med snescootere og andre vintereventyr.

USA – D.C. New York, Seattle.

Bangkok. Ind og ud som mellemstop til Vietnam.

Estland.

Jordan. Og Petra. Smukke, smukke Petra. Den rosenrøde by, der er skåret ud i klipperne og hvor Eden og jeg tog på kamelsafari og sov under stjernerne i flere nætter.

Ghana. Hjertevarme Ghana, hvor jeg i ni måneder studerende storytelling og afrikastudier, arbejdede for en træplantningsNGO og var “turisten” i et større turismeprojekt Ghana Broadcasting Corporation lavede om Voltaregionen. Og på Ghanasiderne ikke mindst den opholdstilladelse, jeg måtte vente på i månedsvis, mens mit pas lå hos myndighederne, og jeg ikke kunne forlade landet.

Togo.

Vietnam, Vidunderlige Vietnam, hvor min bror og jeg rejste i seks uger fra syd til nord. Og ikke mindst udrejsestemplet som vi var lige ved ikke at få, fordi lufthavnen lå helt øde hen og vi måtte vække en paskontrollør for at være sikre på at få papirerne i orden.

Indien. Fantastiske Indien, hvor jeg brugte 10 dage ud af seks uger på at være til Vipassana-meditation og sidde helt stille i 10 timer om dagen og hverken tale eller læse eller skrive eller smile eller se på andre. Og tilbragte resten med at knuselske farverne, maden, menneskene, templerne, stemningen. Indien smagte af mere, meget mere.

Mongoliet. Og det mongolske visum, der var skyld i hele missæren med de manglende viseringer i Beijing – men var nok til udturen med den transmongolske jernbane.

Rusland, Rusland, Rusland, Rusland, Rusland, Rusland, Rusland, Rusland, Rusland, Rusland. Alle turene til Moskva og rejserne derfra til Skt. Peterborg, Bajkalsøen/Irkusk, byerne langs de gyldne ring…og ikke mindst millennium-nytåret, hvor en klynge af mine gode venner rejste med over til mine forældres lejlighed, hvor vi skød nytåret ind med masser af russisk kaviar, kamchatcka-krabber, limonaya og champagne. Og hele den gode måned, hvor jeg fik skrevet mit speciale, mens min mor hyggede om mig og kom med små opmuntrende bemærkninger som kun hun kunne gøre det. Rusland.

Estland.

Rusland.

Og så var der ikke flere sider i det pas. Og så var det, jeg fik det nye. Som nu er det gamle. Og nu sidder jeg her med dem alle tre. Og er spændt på, hvad det nye biometriske pas vil bringe…

(Og i tilfælde af, at du undrer dig…DET ER noget helt særligt at hedde PASS til efternavn og skulle have nyt pas. Det går aldrig ubemærket hen – og det sker meget ofte i paskontrollerne, at kontrollørerne lige kigger op og smiler sådan et “har du nogensinde tænkt på, at”-smil)