HOMEmade in China
by Nadja
I de seneste par måneder har jeg brugt en anseelig del af de sene nattetimer på at hjælpe FairTrade Designers med at formidle erfaringerne fra deres pilotprojekt – Homemade in China.
FairTrade Designers er startet af nogle af mine yndlingsdesignere – Henriette Melchiorsen, Pil Bredahl og Liselotte Risell – som jeg har været så priviligeret at arbejde sammen med på andre projekter i tidens løb og altid har fundet superinspirerende, sjove og…knaldhamrende dygtige. De har alle tre lavet en række meget populære og prisvindende designs til massemarkedet – og samtidig eksperimenteret vildt med nogle rigtig funky one-off-projekter, der har været udstillet i hele verden. Jeg har ovenikøbet været så heldige, at Reflexioner har fået lov sætte prikken over i’et på vores messestande både med Pils og Liselottes fantastiske “Pauseløber” og med prototyper af Pils rør-reol, inden den kom i produktion. Og Henriette har såmænd tegnet en af de fem sofaer, da vi i Reflexioner om Holdninger bad fem designere og kunstnere designe en sofa til fremtidens engagerede sofavælgere. Så vi har i tidens løb udvekslet tanker og talenter på kryds og tværs.
Med FairTrade Designers arbejder de tre nu i spændingsfeltet mellem massemarkedet og one-off-værkerne ved at skabe limited edition-designs i samarbejde med dygtige kunsthåndværkere fra hele verden. Formålet er at udvikle en designproces, der kan bygge bro mellem de skandinaviske designtraditioner og innovationsprocesser – og alverdens traditioner inden for kunstværk. En designproces, der kan bruges som social løftestang, ved at sikre de dygtige kunstværkere fra minoriteter verden over ordentlige arbejdsvilkår og en ordentlig indtægt.
Som pilotprojekt har de været i den sydkinesiske provins Yunnan, hvor de i samarbejde med fair trade-organisationen Threads of Yunnan har holdt workshops med minoritetskvinderne fra bjergene og er begyndt at designe nogle superfede puder, der mixer de skandinaviske pynte-pude-traditioner, hypermoderne slogans, logoer og tegninger og håndbroderi – altsammen på broderet på den særlige hemp, som Miau-folkets kvinder væver på deres smalle balkoner i bjerglandsbyerne.
Som en del af projektet har de (kun mildt presset af undertegnede :-) startet en blog, hvor de deler deres erfaringer fra projekterne og arbejdsprocessen og diskuterer principperne og udfordringerne med fair trade. Og så vidt muligt samler gode links og informationer om fair trade, så alle kan blive klogere på det hele.
Det vil være superfedt, hvis I har lyst til at deltage i debatterne derovre. Give jeres holdninger, bekymringer og ønsker til fair trade design til kende. Diskutere, hvad bæredygtighed i det hele taget går ud på. Dele links til andre gode projekter. Og i det hele taget bare være med til at skabe et godt og bæredygtigt forum for fair trade design, diskussion og proces. Og hvis I har gode ideer til, hvordan man kunne videreudvikle bloggen eller forslag til ting, I gerne vil vide mere om, må I hellere end gerne lige skrive det til os gennem kontaktformularen.