Vi voksne kan også…have lyst til at lege. Og det gør vi så på Facebook…

by Nadja

For et par måneder siden gav jeg efter for de mange Facebook-invitationer og oprettede til sidst en profil. Og allerede dagen efter fortrød jeg og skrev lidt harskt om alle de der netværk og min udprægede networkfatigue.

Og jeg er stadig træt af, at der er så mange forskellige netværk, der konkurrerer om at være nogenlunde det samme for os alle sammen og glæder mig til ét af dem endegyldigt vinder, så man bare skal tænke på profiler og opdateringer og kontakter ét sted. Og der er stadig noget ved hele “se hvor fed jeg er fordi jeg har så mange venner”-mentaliteten, jeg har svært ved at snuppe.

Men jeg må simpelthen også indrømme, at det har vist sig at være ret sjovt, da det kom til stykket.

Det krævede lige, at jeg fik elimineret irritationen over de ekstremt mange mails med Vampire-slayer-invitationer, friends-for-sale-applikationer, gruppe-dynamikker og quiz-mekanikker ved at afmelde mails og i stedet samle dem til rss-feed, som jeg selv bestemmer, hvor ofte jeg vil tjekke – og om jeg gider reagere på.

Og jeg tjekker den så kun, når jeg har lyst til at lege eller lige slå hjernen fra et øjeblik (det har jeg så ret tit :-) Det er lidt ligesom at sige, at nu tager man på legepladsen. For det er jo mest af alt det, det er – en gigantisk legeplads for voksne. Hvor nogen har stillet klatrestativerne og gyngerne til rådighed – og man så mødes med kryds og tværs. Nogen kender man i forvejen og har sat stævne til legen. Andre skal man ud og møde på den angstprovokerende skolegårds-måde. Nogen kan man lide med det samme – andre leger nogle helt nye lege, man aldrig har hørt om. Og nogen vil slet ikke lege med en. Dem man kender leger man med, når de gider og også er på legepladsen – og inviterer dem med i de lege, man selv synes er sjovest. Og så behøver den vel i virkeligheden ikke være så meget længere?

Man kan (og det gjorde undertegnede jo også indtil for kort tid siden) kalde det spild af tid, overfladisk selv-hype og spørge sig selv og alle de andre på Facebook, hvorfor man ikke i stedet prioriterer at se sine gode venner i levende live. For dem ser man jo ofte alt for lidt. Og har man virkelig ikke noget bedre at bruge sin tid på end at fedte rundt inde på den tidsslugende platform og besvare platte quizzer?

Og jo, det er jo på den ene side alt sammen rigtigt nok. Men på den anden side

  • er der også noget ret fint i at få indblik i nogle helt andre netværk, vennekredse, interessegrupper og tankegange end ens eget.
  • er der noget fundamentalt livsbekræftende over at genfinde gamle klassekammerater og opdage, at de laver nogle vildt spændende ting i dag – og undre sig over, hvorfor man ikke var bedre venner med dem dengang, når de åbenbart bar rundt på så meget interessant materiale, som man dengang var blind overfor.
  • er der for en motivationsretoriker som mig, er det vildt interessant at se, hvordan forskellige “protestbevægelser” og spændende initiativer samler og frastøder medlemmer. (jeg har sågar oprettet en gruppe til Reflexioner nu for at se, hvad der kommer ud af det – og synes allerede det tegner til at blive et sted, hvor jeg langt mere dynamisk end med tidligere tiders nyhedsmails kan give Reflexioners venner et indblik i, hvad der sker med det hele og invitere dem med i redaktionsprocessen. (Meld dig endelig til, hvis du også har overgivet til Facebook – alle er velkomne)
  • giver de små “moodbeskrivelser” faktisk et rigtig sjovt, skævt, spontant, lille indblik i, hvad folk går og tænker. Alt det der, der ikke er vigtigt nok til fortælle andre om, men som på sin egen pudsige måde giver et meget bedre billede af folks liv, levned og tankegang end de finpudsede profilbeskrivelser.
  • er der jo faktisk ret mange, der er nødt til at sidde alene hjemme i de sene aftentimer og passe ungerne eller som bare lige er for flade efter en lang dag til at skulle ud og socialisere IRL hele natten – og Facebook tager ikke tiden fra at se gode venner i virkeligheden, men er et socialt og hyggeligt alternativ til skod-serierne.
  • er det dejligt at genfinde mennesker, man har mødt på rejser og som betød uendeligt meget for ens liv i et kort splitsekund, før vejene skiltes og kontinenterne gled fra hinanden.
  • er det bare helt grundlæggende sjovt at lege og quizze. Noget – meget – virker for plat. Men andet er altså bare rigtig sjovt. Og hvad er der egentlig så galt i at tage lidt på legepladsen engang imellem?

Ville jeg kunne leve uden at have genfundet de venner og leget de lege? JA. Selvfølgelig. Ingen tvivl om det. Betyder det, at jeg ser min “rigtige” venner mindre? NEJ. Selvfølgelig ikke. Det er et både og. Og der er rigelig plads til begge dele.

Men altså…godt så…aldrig så snart har man så småt affundet sig med FACEBOOK, før mailboxen flyder over med invitationer til PLAXO PULSE…(dybt suk)

Reklamer