Fra Level 1 til Level 2 – og fra “dit store tab” til “dine modige investeringer”

by Nadja

I dag er det den 2. februar. Og så er det ikke alene Kyndelmisse/Kjørmes Knud (dagen, hvor gammelmor i sokkerne med huen og grålokkerne i de gode gamle dage, før den globale opvarmning overflødiggjorde den slags, måtte hale op i sokkerne og se forsagt derud)… DET ER OGSÅ REFLEXIONERS FØDSELSDAG. For Reflexioner ApS er nemlig (med vanlig begejstring for særlige datoer og lige tal) 02.02.02.

Og nu skal man jo “fejre sine sejre” og “man har kun det sjov, man selv laver“. Så selvfølgelig skal Reflexioners seksår-fødselsdag også lige markeres med champagne, hjemmebagte fastelavnsboller (hvis de altså falder tilnærmelsesvis fornuftigt ud…) og nogle gode venner i aften. Men spøg, spas og gode undskyldninger for champagneskål tilside, er Reflexioners fødselsdag faktisk også hvert år anledning til nogle lidt mere alvorlige overvejelser. For ligesom med andre vigtige mærkedage i menneskers liv og levned, er det en god anledning til lige at få fokuseret på tidens gang. Hvordan går det egentlig med det hele? Hvad er der sket siden sidste år? Hvad er der sket siden starten? Hvilke år var gode og hvilke hårde? Var der et system i den udvikling? Er det overhovedet relevant at tænke i år? Og hvad ville jeg ønske, der var nået at ske inden næste fødselsdag?

Fødselsdagen er en god anledning til lige at få tænkt i de større baner – både frem og tilbage. Alle de der store og vidtstrakte tanker, der i dagligdagen hurtigt kan drukne i fakturaer (både af den gode slags, man selv skriver og af den dyre slags, der kommer fra andre :-), regnskaber, deadlines, møder, opdateringer. De store linjer, hvor alle hverdagens små krøller ikke betyder så meget i det store perspektiv.

I det store perspektiv er der faktisk sket en meget markant forandring siden Reflexioners sidste fødselsdag. Det betød nemlig overraskende meget, da virksomheden fyldte fem år. Pludselig var det som om jeg i erhvervsledernes øjne havde bestået en slags svendeprøve i udholdenhed. Hvor folk (og jeg selv…) før syntes, det var så synd for mig, at jeg i årevis havde knoklet mig halvt ihjel samtidig med, at jeg formøblede en mindre formue, fik piben pludselig en helt anden lyd, efter 5-årsfødselsdagen.

  • Pludselig begyndte mine mentorer helt uprovokeret at tale om “mine modige investeringer”.
  • Pludselig begyndte folk, jeg først for nylig har lært at kende (og som derfor ikke fulgte med på nært hold, da jeg i de første år var nede og bide i græsset) at sige, jeg var “heldig at have sådan et priviligeret arbejdsliv med spændende opgaver, masser af felksibilitet, udfordringer og variation – og høj indtægt”. Hvor jeg jo selv selvfølgelig sætter enormt pris på den dagligdag, men på ingen måde forbinder det med held, har snarere undervejs følt mig temmelig U-heldig, fordi jeg undervejs har måttet kæmpe mod udefrakommende udfordringer som for eksempel nylig bristet it-boble, lavkonjunktur, Irakkrig og Dagens krak lige omkring min opstart, der gjorde det stort set umuligt at stampe annoncer eller støttekroner op.
  • Pludselig synes folk, det lyder som om jeg har en helt fornuftig forretningsmodel. Og procentdelen af himmelvendte øjne, når jeg fortæller om mine internationale ambitioner og New York-planer, er forsvindende lille sammenlignet med dengang, jeg først talte om Reflexioner-drømmene.

Kort sagt kan man mærke, at Reflexioner er ved at være ude over den første spæde barndom. At der efterhånden er blevet lavet et par årsregnskaber – og at de ser bedre ud for hvert år… at jeg selv har fået nogle år på bagen og er blevet (lidt) mere realstisk – eller i hvert fald smerteligt bevidst om, hvad det kræver at kaste sig helt ud på det dybe…at det kan lade sig gøre at hente det tabte ind på relativt kort tid, selvom det kan virke helt, helt uoverskueligt, når det står værst til.

Det hele vender tilbage som en stor sort klump i maven, når ser iværksætterprogrammer ala “Når bundlinjen bløder”. Både på vegne af de hårdtprøvede hovedpersoner og ved mindet om dengang, da jeg selv stod der med min store ide som jeg brændte så meget for – og pengene bare fossede ud af privatkassen. Og jeg får lyst til at råbe til dem, derinde bag skærmen, at det nok skal gå selvom det nok virker helt, helt umuligt lige nu.

Og det er jo heller ikke fordi jeg selv føler mig på den sikre side nu. Fremgangen er stadig skrøbelig og jeg kan mærke, at jeg bliver lidt småallergisk af al den recessionssnak, for det er bare ikke sjovt at ville skabe nyt i lavkonjunkturtider. Men det går trods alt (7-9-13, bank under bordet, bli ain ha ra, knock on wood og alt det der) fremad.

Selvfølgelig kommer der nye udfordringer hele tiden. Situationer, man ikke havde drømt om, man ville komme til at stå i. Viden, man aldrig havde haft ambitioner om at tilegne sig. Spørgsmål, man ikke aner, hvor man skal finde svaret på. I den forstand er de første fem år jo bare level 1 udi virksomhedsdrift.

Lad os se, hvad Level 2 bringer, Reflexioner. Tillykke, i hvert fald, med fødselsdagen.

Reklamer