Nadja Pass

Man skulle tro, det var løgn. At det her var et lille stykke konstrueret virkelighed. Men det er altså sandt:

Igår klokken 18.24 – netop som jeg havde tastet titlen til dette indlæg – gik strømmen i hele kvarteret. Og den kom først tilbage klokken 00.56, hvor alle vinduer i Skt. Hans Torv og omegn pludselig var absurd meget oplyste for en søndag nat, fryseralarmerne i huset bippede ubønhørligt gennem nattestilheden og printere, der havde stået stand-by og ikke var slukket-slukket, gik i selvsving.

Så der sad jeg med alle mine talenter og et blogindlæg, der allerede var færdigformuleret i tankerne om skulle handle om skønheden i at stemple lidt ud engang i mellem. Slukke helt for det hele. Lade tankerne flyde. Stærkt inspireret af to elementer i Søndagspolitiken:

1. Anne Mette Lundtoftes artikel i magasinet, der – blandt andet inspireret af manden bag “the four hour workweek” – handlede om at kunne slukke for mails, ipods og telefon engang i mellem, fordi man koncenterer sig på en helt anden måde, når man ikke laver 1001 ting på samme tid (lyder lidt reaktionært, som jeg skriver det her, men var faktisk meget cool og tankevækkende i sin oprindelige form). Artiklen fortalte blandt andet om en undersøgelse, hvor folk havde skullet løse den samme opgave med og uden baggrundsmusik – og selvom de løste opgaven ligeså godt og hurtigt, viste hjernescanningerne, at de havde en brugt en anden del af hjernen til at løse opgaven – en del af hjernen, hvor man ikke koncentrerer sig nær så meget, og de kunne nærmest ikke huske, hvad de havde lavet bagefter.
2. Endnu en af Propaganda McCann’s geniale annoncer for sig selv. Denne gang handlede den om kedsomhed (læs den i fuld længde her) og plæderede for, hvor vigtigt det er at kede sig engang i mellem. For det får intelligente mennesker til at ønske en forandring – og det er sådan, der sker fremdrift og udvikling (de skriver det ikke eksplicit, men jeg tolker det som hemmeligheden bag udtrykket: “intelligente mennesker keder sig aldrig” – altså, at hvis man er intelligent, når man aldrig at kede sig særligt længe ad gangen, før man selv initierer en forandring.)

De to indlæg angreb fra hver deres vinkel noget, jeg tit tænker over og drømmer om. Behovet for den store stilhed, hele, blanke dage, hvor tankerne kan falde på plads. Uforstyrret. Upåvirket. Uafbrudt. Udkoblingen mellem hverdagens mange gearskifter. Og lige netop igår var udråbt til min store udkoblingsdag efter nogle hektiske uger med fuld fart på både arbejdsliv, socialliv, udflugter og udfordringer. Så efter at have sovet læææææænge, gennemgnasket mig avis, gået en dejlig tur i solskinnet, snittet 30 æbler til æblegrød, mediteret mens min ansigtsmaske fik lov at virke i dybden, ordnet papirbunkerne… og inden jeg ville se Sommer og foretage det eksistensielle valg mellem aftenens overraskende store filmudbud, var det så, jeg liiiiige ville blogge om det der med at slappe af, stemple ud, lukke ned. Og hvor dejligt det var.

Og så var det strømmen gik. Ikke bare gik. Men gik-gik. I over seks timer. Og pludselig var der ikke bare mørkt, men mørkt-mørkt. Og resten af aftenen tilbragte jeg i stearinlysenes skær. Og så skal jeg ellers lige love for, at jeg fik respekt for, hvad det vil sige at slukke for det hele. Og sagtens kunne se, at jeg jo alligevel havde pakket min afslapningsdag med aktiviteter og havde været temmelig meget stemplet ind undervejs. Men nu…nu var både bloggen, Facebook, fjernsynet og Det Elektriske Barometer var en saga blot uden strøm. Køleskab og fryser måtte jeg ikke åbne. Og selvom det er superhyggeligt, er det altså meget begrænset, hvad man kan foretage sig i stearinlysenes skær. For det var selvfølgelig ALT for mørkt til at læse.

Kort sagt: Der var simpelthen ikke andet at lave en at lade tankerne flyde. Lade sig overraske over de skygger, stearinlysene fik til at danse på vægge og lofter. Skygger der normalt bliver opslugt eller forvrænget af det elektriske lys. Lytte til nye lyde, der pludselig trængte igennem Nørrebro-mørket, når den konstante summen fra diverse  musik og medier, som man åbenbart er døv for til daglig, pludselig var væk. Hyperopmærksomheden på billygterne, der pludselig oplyste området som ved højlys dag.

And what do you know – udover bare at sidde og stirre og tænke havde jeg samtidig på de første par timer, fået tænkt alle de ting igennem, jeg havde gået og været lidt stakåndet over ikke at vide, hvornår jeg kunne få tænkt igennem. Jeg fik en ordentlig bunke nye ideer til Reflexioner on Waves – og ikke så få nye ideer til alt muligt andet. Jeg fik skrevet lange lister over alt det, jeg skal nå inden New York-turen. Og jeg fik sågar også spillet min farmor og farfars gamle kuglespil, der sikkert er en pest for underboerne, men som er det mest meditative, jeg kan forestille mig – en forunderlig kombination af barndomsminder og glaskuglernes uforudsigelige mønstre henover brættet. For de aktiviteter var der lige akkurat lys nok til. Lige akkurat.

Og klokken 21.15 var jeg så bare enormt træt. Og gik i seng. Og sov rigtig dejlig godt i det mørke mørke og det stille stille. Og nu er det jo ikke fordi jeg ligefrem vil plædere for strømafbrydelser (med mindre der er tale om et cool klima-tiltag som Sluk Lyset Danmark ) – men det er alligevel tankevækkende, at det var en langvarig strømafbrydelse, der skulle til for, at jeg reelt tog min egen medicin, stemplede ud og lod tankerne flyde ud.