Hvor var du i erhvervspraktik – og hvilken indflydelse havde det på dit senere valg af job og karriere?
by Nadja
I dag til frokost kom vi (lidt i forlængelse af alle minderne om folkeskolens gymnastiktimer og gode lærere) til at snakke om vores respektive erhvervspraktikker. Og det var faktisk rigtig interessant at snakke om, fordi det var et meget nøgent og fint indblik i/tilbageblik på ungdomsdrømmene.
Jeg er selv så heldig at have et meget råt-for-usødet minde om mine tanker og drømme som 15-årig på grund af det digt, jeg vandt en essay-konkurrence med, da jeg gik i 1.g. Men ellers kan det jo være ret svært helt at huske, hvordan det egentlig var, man følte og havde det dengang. Alt det man troede, håbede og frygtede fremtiden ville bringe. Billederne af voksentilværelsen. Dagligdagen på en arbejdsplads.
Og der var snakken om erhvervspraktikken egentlig en ret god løftestang tilbage til 8.-9.-klasses-tankebanerne.
På min skole var man kun i praktik i 9. klasse – og jeg tilbragte denne, min eneste erhvervspraktik, som “dommer” i Københavns Byret på Nytorv. Dengang stod mine karrieredrømme på enten jurist eller journalist (det var først senere, valget stod mellem retorik og biokemi) og jeg syntes, det var helt fantastisk at opleve byretten, dommervagten, fogedretten og skifteretten bag kulisserne.
Det var fantastisk interessant. Og jeg har lige siden haft en langt bedre forståelse af det grundlæggende i retssystemet, som jeg ellers ikke have haft (en fornemmelse af, hvordan en dansk retsal ser ud indefra, der trods alt adskiller sig noget fra dem, vi kender fra Advokaterne og Ally). Og jeg følte mig meget priviligeret over at få lov at være i praktik derinde. Og samtidig jeg blev også bare meget hurtigt helt, helt overbevist om, at jeg ALDRIG skulle være jurist. For selvom jeg syntes, det var ufatteligt spændende, syntes jeg også bare det var så deprimerende. Så trist. At skulle sidde der og frakende folk deres arv i skifteretten. Eller tage deres sidste fem-øre i fogedretten. Eller sende dem direkte i isolationsfængsel i dommervagten. Og lige så meget som jeg godt ved, at det skal til for at opretholde et retssamfund – og at man jo også kunne vende mine bekymringer på hovedet og se på alle de mennesker man hjalp og al den retfærdighed, man fik til at ske fyldest…ja på trods af alt det, kunne jeg bare se på det hele, at det ville jeg slet ikke kunne leve med som dagligdag. Jeg ville være så bekymret over at have truffet den forkerte beslutning – der ville få så store konsekvenser for et andet menneskes videre liv. Og jeg er ikke stolt af, at jeg ikke ville kunne bære den tanke – men det kunne jeg bare ikke.
Og på den måde gjorde dén erhvervspraktik jo lige præcis det, den skulle. Jeg fik et indblik i et erhverv og en branche, jeg intet anede om. Fik skudt nogle drømme ned, der gav plads til andre. Og følte mig i øvrigt voksen, meget voksen, de fem dage jeg pendlede ind i blazerjakke og skråede kækt henover Nytorv.
Jeg har ikke tænkt på det i årevis, men nu hvor minderne lige blev vakt synes jeg egentlig det er rigtig sjovt at tænke tilbage på. Og jeg er blevet rigtig nysgerrig efter at høre andre praktikhistorier. Hvorfor valgte man, som man valgte? Levede det op til forventningerne? Hvad var anderledes – bedre og værre – end forventet? Og ikke mindst – hvilken indflydelse fik det på ens senere karrierevalg?
Nadja Pass 
Tja, i 9. klasse var mit fremtidsmål at læse matematik og derefter gå den klassiske, akademiske vej med ansættelse på et universitet og så videre. Det lykkedes mig heldigvis at få en aftale i stand med en matematiker fra SDU, som hver dag i en uge tog sig tid til at stille mig opgaver, vise mig interessante forelæsninger, snakke om matematik med mig, den slags. Det bar selvfølgelig præg af, at der var et gevaldigt spring fra 9. klasses-matematik til universitets-matematik, at de i øvrigt ikke var vant til at have folkeskoleelever rendende, og at Bent Ørsted, som jeg besøgte, også havde tusinde andre ting han skulle nå, men alle de timer jeg kom til at tilbringe på matematisk bibliotek var også guld værd.
Ved ikke helt om jeg fik et indblik i hvad man laver som ansat professor i matematik, men det var i hvert fald et indtryk der var positivt nok til, at jeg fortsatte med at se mig selv som kommende matematikstuderende. Den ide kunne jeg så holde fast i hele vejen gennem gymnasiet – et eller andet sted tror jeg at gymnasietiden bliver lidt nemmere, når man har en nogenlunde klar ide om, hvad man vil med sit liv bagefter.
@ Thomas S – skøn historie – og den første efter dagens frokostudvekslinger, der rent faktisk betød, at du fik bekræftet din lyst til at fortsætte i det praktik-afprøvede spor :-)
Bent Ørsted sidder nok et eller andet sted og er svært stolt .-)
Jeg vil også være med. I 9. klasse var jeg i praktik som kok. Af en eller anden grund overvejede jeg nemlig alvorligt at uddanne mig inden for gastronomiens univers. Det hang vist sammen med, at jeg var ved at være træt af al den skolegang med lektier osv. (hvilket jeg absolut ikke forstår, idet jeg lige siden har sat stor pris på hvert minut på skolebænken).
Min uge i Feriebyens storkøkken gav mig et ret godt indblik i hvordan tingene foregår på en arbejdsplads. Og det var en af de største oplevelser jeg har haft, men selve faget sagde mig ikke så meget.. Efterfølgende valgte jeg da også et år i 10. klasse, tre år i gymnasiet og indtil videre to år på universitetet, men jeg mener stadig, at dén ene uge i Feriebyens køkken bidrog til min (ud)dannelse i højere grad end nogen anden enkeltstående begivenhed i min skoletid – indtil nu i hvert fald.
@ Lind
Åh ja, kok. Den har jeg også været danset omkring et par gange, men det forblev på hobbyplanet for mit eget vedkommende. Det er dog stadig et af de fag, jeg har en helt grundlæggende nysgerrighed og respekt overfor.
Måske begyndte du netop at sætte ekstra pris på skolebænken efter praktikken, fordi du fik mulighed for at afprøve drømmen om et mere praktisk-kreativt-fag, og det så alligevel ikke var det?
Jeg var i praktik på en lokalavis (nu hedengangne Roskilde Tidende) og det var nok der, jeg besluttede mig for ikke at blive journalist :-)
Den journalist jeg var i praktik hos, var dygtig og sørgede for at vi havde det sjovt når vi var ude på opgaver – men det her var før computerens tid og vi sad og skrev læserbreve ind på maskine (gennemslagspapir) i flere timer hver dag (og så blev der ellers sendt rørpost rundt i huset – det var egentlig temmelig teknologisk museum agtigt!).
Derudover synes jeg jo, det var grænseoverskridende sådan at mase sig ind på folk og afkræve dem svar. Jeg var teenager og synes alting var pinligt!
Derudover fandt jeg nok ud af at det er temmelig ensomt at være journalist – jeg ville ligesom hellere lave noget, hvor der var mere teamwork og knap så meget skrivemaskine-slaveri – og det var nok sådan jeg nærmede mig det vidunderligt løst definerede “kommunikation” som fag :-)