Har du nogen sinde spist en cowboytoast uden at vide, hvad en cowboy var?

by Nadja

En sjælden gang imellem opdager man nogle helt blanke pletter på sit indre landkort. Helt, helt blanke. Almen viden/dannelse/trivia, der af en eller anden underlig grund har formået at snige sig udenom ens opmærksomhed i samtlige 33 år, man har levet og har gemt sig langt væk i alle de mange medier og populærkulturelle input, man ellers er blevet udsat for undervejs.

For børn forekommer den slags aha-oplevelser vist forholdsvis ofte, men som voksen er det ikke så tit det sker. Og hvis det sker, er det ikke så tit, det bliver “outet” – for de fleste er gode nok til at bluffe, selvom gulvtæppet bliver revet væk under ens grundviden eller man pludselig får radikalt nye ting at vide.

Det sker ikke så tit for voksne. Men det skete for mig i julen. Noget så eftertrykkeligt endda.

Jeg var i Bruxelles med nogle gode venner, hvis søn sov på første sal i et yndigt og superhyggeligt, men meget knirkende, byhus.

“Det er godt nok ikke nemt at være ninja i det her hus”

sagde faren, efter at være kommet til at vække poden for 16. gang den aften på grund af trappens knirken. Og nu kan jeg ikke huske, præcis hvad det var jeg sagde. Men jeg sagde i hvert fald et eller andet, der fik det til at stå lysende klart, at jeg ikke anede, hvad en Ninja var – men har set de små grønne Ninja Turtles med renaissance-kunstner-navne for mig, hver eneste gang, folk, medier, litteratur, nyheder og ungerne i gården har snakket om/leget/henvist til Ninjaer.

Mine venner tabte både næse og mund, da det gik op for dem – og jeg sad ret hurtigt tilbage med meget røde (eller måske snarere turtle-grønne) ører. Især efter at have sendt et par test-sms’er rundt til folk for at tjekke HVOR almen viden, det med ninjaerne kunne forventes at være. Og alle vegne var reaktionen den samme: “Hvordan kan du ikke vide, hvad en ninja er?” For Ninja Turtles er så åbenbart bare et ripp-off på de oprindelige japanske ninjaer, der er åbenbart toptrænede, skjulte snigmordere. Og det er jeg åbenbart en af de eneste, der har kunnet undgå at vide.

Det er – som min ven (høfligt og skræmmende rammende) bemærkede:

“Som at spise en cowboytoast uden at vide, hvad en cowboy er”.

efter at have undersøgt sagen nærmere forstår jeg helt grundlæggende ikke, hvordan det er lykkedes mig at undgå den viden. Men selvom både jeg – og måske især mine omgivelser – har fået sig et godt grin over det, synes jeg også, der er noget lidt tankevækkende og fascinerede over det. Som fænomen. At man sådan kan gå rundt i sit eget lille parallel-univers, hvor man hører de samme ord, som alle de andre siger – men selv tror, de betyder noget helt andet, end den betydning alle andre lægger i det. Og hvor mange brikker, der pludselig falder på plads, når sagernes rette sammenhæng går op for en.

I voksen alder er det ikke så tit, det sker. Men det er egentlig forunderligt, når det gør.

Advertisement