En hyldest til de gode lærere

by Nadja

Mit seneste indlæg om stræberi og udenfor-følelse i skoletiden har sat gang i et længere kommentarspor om pædagogik. Rigtig meget af det har handlet om forfejlet pædagogik – og så pludselig var der en, der spurgte: “Hvad med eksempler på gode lærere?”

Og det spørgsmål er jeg rigtig glad for. For jeg har tit tænkt på, at det egentlig er synd for vores gamle lærere, at de aldrig rigtig får at vide, hvis vi har syntes de har været rigtig gode. Typisk fordi man først opdager, hvor gode de var, når man er videre i livet – og det så føles akavet at skulle ringe for at sige det. Det har jeg nu gjort et par gange efterhånden – og hver gang er de blevet rigtig glade. Så det burde man måske egentlig gøre lidt oftere…

Men lad mig nu i første omgang lige dedikere dette blogpost til alle de gode lærere derude. Dem der bør hyldes for at have åbnet vores øjne, håndteret svære situationer, fået os ud af vores skaller eller bare givet os et godt råd, da vi havde brug for det.

Nu lægger jeg lige selv ud med nogle eksempler – og jeg glemmer garanteret også nogle, der fortjente at blive omtalt. Og så håber jeg, at I andre også vil bidrage med ekspempler og hyldester til gode lærere. Og nævn da også meget gerne deres navne – ville da være fantastisk, hvis de googlede sig selv og fik en uventet – men velfortjent hyldest.

  • Jeg talte flydende tysk, da jeg startede i gymnasiet, fordi jeg havde været på udvekslingstur i 9. klasse og havde suget de tyske gloser til mig som en  svamp. Til min første konsultation sagde min tysklærer Janne Rosenmejer: “lad være med at række hånden op før til sidst i timen. De andre bliver bare irriterede – og jeg ved jo godt, du kan det. Det er først til sidst i timerne de svære spørgsmål kommer – og der har vi brug for at du siger noget. Så vent med at sige noget til  vi når til analyserne og fortolkningerne.” Det var en kæmpe hjælp – og et råd jeg har brugt i mange andre sammenhænge i livet. Folk der kender mig, tror nok ikke på det, når jeg siger det – men jeg prøver faktisk virkelig at begrænse og ikke udtale mig HVER gang, jeg kender svaret eller har en holdning.
  • Min engelsklærer i gymnasiet – Birgitte Speyer – indledte en gang timen med at sige “i dag står Nadja for undervisningen”. Det var selvfølgelig på mange måder grænseoverskridende og ikke lige noget, der gjorde, at jeg gled et i et med de andre i klassen (hvilket man jo dengang meget gerne ville). Men til gengæld var det en meget effektiv lærestreg i forståelsen af, hvor svært det var at stå bag katederet og holde overblik over det hele, få alle i klassen i spil og nå rundt om det hele på en time.  Et crash-course i pædagoikum, må man sige.
  • Min dansklærer i gymnasiet, Mogens Bruus, fik givet os et fuldstændig fantastisk indblik i den danske litteratur. Jeg skal aldrig, aldrig glemme indledningen til “Ved Vejen” som han læste ufatteligt levende op for at give os en fornemmelse af Bangs impressionistiske sprogbrug. Hvis man først en gang havde hørt det prentede billedet af Louise Ældst sko sig ind på nethinden og man forstod virkelig hvad det betød, når en stationsforstander mente, at der var “satans til forslag i tiden”. På samme med brudstykker som “Skønt som en sønderskudt banegård”, “Jeg har længtes mod skibskatastrofer og mod hærværk og pludselig død” og Årestrup… åhhhh Årestrup. Lægen hvis hånd måske nok lå ovenpå dynen, men “hvis tanker var derunder” og som kunne beskrive en appelsinspisende pige med ordene (og orangens søde skive i din purpurmunds indfatning fik for tabet af sin guldhud en guddommelig erstatning.
  • Min biologi-geografi-og-historie-lærer i 6.-7. Per Bøge, der selv tegnede alt vores undervisningsmateriale, forstod at gøre atlasser, mumier og krybdyr ufatteligt fascinerende – og ikke mindst lærte os at lave de flotteste og mest farvestrålende plakater ved hjælp af papirklip.
  • Min biologilærer i gymnasiet, Vibeke Tromholt, der gjorde genetik og gen-etik ufatteligt spændende ved at lade os deltage i en konkurrence, hvor vi skulle udvikle undervisningsmateriale om de komplekse emner. Vi vandt ikke konkurrencen, men vi var tændte, engagerede og lærelystne som bare pokker mens det stor på.
  • I gymnasiet fik jeg såmænd også endelig en god gymnastiklærer – Elsebeth (Jørgensen? – måske??) og hun forstod nemlig også at differentiere undervisningen og tilbyde nogle lidt andre options end fodbold, atletik og fodbold og atletik. Hun formåede at få mig til at synes, det var sjovt at have gymnastik. Og så gjorde hun noget helt genialt – hun gav os mulighed for at vælge et massagekursus i stedet for fodbold og atletik og fodbold og atletik. Og det var faktisk enormt godt at lære den slags fra grunden og få en masse teknikker til både sportsmassage, feel-good-massage, ansigtsmassage og hovedbundsmassage. Det kan godt være, at jeg ikke er så god til basket (mild underdrivelse) men jeg giver en damn good massage!
  • Min latinlærer på ungdomsskolen, Kim Brynå, gjorde det til en fornøjelse at komme til frivillig latin tirsdag og torsdag i hele 9. klasse. Ærligt indrømmet var han pisselækker og det var helt sikkert medvirkende til, at vi sad en hel flok tøser, der bare ELSKEDE at have latin. Men udover at have udseendet og glimtet i øjet med sig var også bare smittende engageret i faget og vildt god til at sætte det hele i kontekst og give os den grundlæggende sprogforståelse der gør, at jeg stadig i dag kan deciphrere mærkelige ord på andre sprog.
  • Min første engelsklærer – Hr. Møller-Pedersen –  var så meget af den gamle skole, at jeg aldrig har vidst hvad hans fornavn var. Men han fik med sit smittende engagement og sin glæde over alt, hvad der er engelsk, gjort os stærkt begejstrede for det engelsk sprog. Og var samtidig så meget af den gamle skole, at vi også fik grammatikken med i købet.
  • Og så er der min alltime favourite Fru Hanne Goldschmidt. Kvinden der sørgede for, at jeg kan opremse de syv vidundere, hvis man vækker mig midt om natten. Og bare i DEN grad formåede at være sig selv hele vejen igennem. Og hvor er det bare fedt at fået al den grundviden om Homer, amforaer, temperamenter, korehaller og græske tragedier med i sin dannelsespakke. Det er da virkelig oldtidskundskaben der gør, at gymnasiet giver en almen dannelse at bruge som udgangspunkt for resten af livets læring.

Og nu hvor jeg først er gået igang, er der mange, mange flere, jeg burde nævne. Og der er alle dem fra universitet, jeg slet ikke er kommet ind på… og så er der alle de lærere, der ikke var lærere sådan i traditionel forstand, men alligevel var dem, der introducerede en til nye fag, kundskaber eller verdener. Men de ovennævnte eksempler må vist være det for nu. For der tegner sig allerede et tydeligt billede af, hvad det er der skal  til: det er det smittende engagement der kommer af, at man elsker sit fag og brænder for at videregive det. Og i bedste fald er det kombineret med en oprigtig interesse i elevernes/de studerendes tarv – også udenfor klasselokalet.

Tak gamle lærere derude for de verdener I har åbnet for mig og mange andre undervejs :-)

Advertisement