At indrømme sine fejl og mangler

by Nadja

Bagekursus

Fagligt set bestod min skoletid af to meget ekstreme poler.

  1. Ved den ene pol regerer min temmelig ekstreme – og meget lidt flatterende – stræbermentalitet. Og jeg kan stadig godt blive sådan lidt “fru lærer, fru lærer se mig! hør mig! spørg mig!”-agtig, hvis en situation bare smager en anelse af klasseværelse.
  2. Ved den anden pol står jeg krympende tilbage på rundboldbanen, som den overskydende nitte, når første- og andenvælgerne havde sammensat deres hold. Velvidende, at det ville være alt andet end en gevinst for holdet at være dem, der fik en ekstra “spiller” med på holdet. Og jeg kan stadig godt blive ilde tilpas, når holddelingen til teambuilding eller gruppearbejder nærmer sig.

Og i lørdags befandt jeg mig pludselig i pedulfart fra pol til pol. Min bror og jeg havde givet min far et bagekursus hos Meyers Madhus. Og selvom det ikke ligefrem var klasselokale med tavle, pegepind, kateter og verdenskort fra før Murens fald, var der stadig så meget husgerningslokale over det, at skolefornemmelserne begyndte at trænge sig på.For ser i…nok er brormand og jeg meget glade for at lave mad. Men det er så som så med bagningen (primært fordi vi er ude af stand til at følge en opskrift, men gladeligt slumper os frem til smagsnuancerne. Og den går ligesom ikke, når man bager). Og vi havde netop givet vores far et KURSUS, fordi han måske nok er et omvandrende leksikon af erfaringer og viden på langt  de fleste områder, men når det kommer til  bagekunsten er han totalt nybegynder – og han havde for nylig sagt, at det kunne han egentlig godt tænke sig at komme igang med. Så der stod vi, kække og glade med vores nys udleverede logo-forklæder og troede, at nu skulle vi starte helt enkelt med at lære at måle og veje og kende de forskellige slags mel fra hinanden og hvor varmt er det nu lige væsken skal være, når man rører gæren ud?-agtigt…og hvis min indre stræber skal være helt ærlig, havde den nok lige forestillet sig, at jeg ville være blandt de mere ferme på holdet og kunne stille nogle gode spørgemål med anerkendende kendermine…

Og hvad sker der så? Well – så var det, at de andre 12 kursister begyndte at krydsforhøre Meyersk-bagemester-m.-erfaring-fra-Emmery’s om alle mulige detaljer om deres egne surdeje og dampovne. Og der var ikke gået meget mere end fem minutter før det gik op for os, at alle de andre var kommet, fordi de trængte til at udvide deres mester-repertoirer i ovnen derhjemme. Og de kæmpede med en ret genkendelig stræbermentalitet om bagemesterens gunst, opmærksomhed og interesse.

Til gengæld stod der lige præcis tre deltagere – alle i undertegnedes allernærmeste familie – som ret hurtigt stod tilbage som vores eget lille hold med øjne så store som spørgsmålstegn og ører, der ikke blev spor klogere af at være på stilke. Vi fattede simpelthen ikke en meter andet end, at den biga (særlig italiensk surdej, man bruger i stedet for gær, hvis man er in-the-know eller i hvert fald havde håbet at komme det) der er hemmeligheden bag alt det gode, saftige, syrlige brød, skulle passes og plejes dagligt, hvis man ville opnå et ordentligt resultat. Og at det faktisk lød som ret hårdt arbejde at holde liv i sin biga.

Så der stod vi og var bare SLET ikke med på beatet, da alle de andre grupper pilede afsted for at slå den første af de seks (seks!) deje op, vi skulle lære at lave i løbet af kursets syv timer. Og undertegnede var nødt til at krybe hen til Hr. Læreren og bekende, at vi altså  nok lige var en tre-stykker, der skulle have en hel del mere hjælp end alle de andre.

“Det er sgu friskt at melde sig til bagekursus, hvis man er  totalt nybegynder”, sagde han så.

Det var så i sig selv en udtalelse, der lige fik vendt lidt op og ned på min forståelse af, hvornår det er man melder sig til kurser…Men ellers må jeg sige, at han resten af dagen var rigtig god til at få os lidt tumbede elever i flowet. For han var faktisk rigtig god til at skabe differentieret undervisning, hvor de andre grupper (de dygtige, dem med håndelaget, dem  som  jeg ligesom bare overhovedet ikke var en af) kunne køre videre i deres tempo og få svar på deres meget specifikke spørgsmål og grille hinanden for tips. Mens den sidste lille gruppe kunne køre lidt mere i sit eget tempo og få lidt (meget) mere hjælp til at mærke på dejenes konsistenser og glutenstruktur.

Til gengæld ville skæbnen, at lige netop vores dej (og det var virkelig mere begynderheld og kyndig ekstra-vejledning end forstand) endte med at få en  konsistens og en hævning, som selv bagermesteren var helt vild med. Han kaldte alle de andre over, så de kunne se og mærke, og da det var færdigbagt stod han bare og skar og skar i vores boller og sagde, at det er bare lige netop sådan her et godt brød skal være. Og selvom det ikke var spor fortjent, var der alligevel en lille stræber her der labbede rosen i sig. Lidt på samme måde som den ene gang, jeg ved et totalt tilfælde lavede den vildeste serv i høvdingebold og et kort minut nød hele gymnastiskholdets respekt.

Afsluttende ros eller ej – det endte alt sammen rigtig godt. Og vi blev meget klogere. Og vi havde en rigtig sjov og hyggelig dag. Og vi faktisk skabt noget helt fantastisk hvedebrød og ciabattabrød  og rugbrød og boller og cookies og mandelkage og uhmmenum. Og vi fik masser af lækre sager og kager med hjem. Og der er stadig brødfest herhjemme. Og jeg skal også nok se at få prøvet den Biga, vi fik med hjem inden den dør (for hey – let’s face it, jeg kommer ikke til at passe, pleje, vende, dreje og fodre den dagligt). Og jeg kan snildt anbefale kurset videre og alt det der.

Men det syrede er, at det faktisk hverken er alle de nye – gode! bagetips og teknikker, der gjorde størst indtryk i løbet af dagen. Og den afsluttende ros betød heller ikke det store i den store sammenhæng – det bidrag bare til pensulfarten mellem polerne… Det der virkelig har sat sig fast er fornemmelsen af at have været den absolut dårligste på holdet – og at det endte godt alligevel.
For i modsætning til barndommens rædselsfulde gymnastiktimer fik vi meget hurtigt sagt til og indrømmet vores begrænsninger. Og så var der masser mulighed for at det kunne ende godt altsammen og at der kunne blive taget hensyn til vores behov. Og at stræberne samtidig kunne nørde igennem.

Så lad det være læren fra det kursus: at selvom det kan være grænseoverskridende at indrømme sine fejl og mangler og bede om hjælp – er det langt bedre end at prøve at skjule det.

Reklamer