At indrømme sine fejl og mangler
by Nadja
Fagligt set bestod min skoletid af to meget ekstreme poler.
- Ved den ene pol regerer min temmelig ekstreme – og meget lidt flatterende – stræbermentalitet. Og jeg kan stadig godt blive sådan lidt “fru lærer, fru lærer se mig! hør mig! spørg mig!”-agtig, hvis en situation bare smager en anelse af klasseværelse.
- Ved den anden pol står jeg krympende tilbage på rundboldbanen, som den overskydende nitte, når første- og andenvælgerne havde sammensat deres hold. Velvidende, at det ville være alt andet end en gevinst for holdet at være dem, der fik en ekstra “spiller” med på holdet. Og jeg kan stadig godt blive ilde tilpas, når holddelingen til teambuilding eller gruppearbejder nærmer sig.
Og i lørdags befandt jeg mig pludselig i pedulfart fra pol til pol. Min bror og jeg havde givet min far et bagekursus hos Meyers Madhus. Og selvom det ikke ligefrem var klasselokale med tavle, pegepind, kateter og verdenskort fra før Murens fald, var der stadig så meget husgerningslokale over det, at skolefornemmelserne begyndte at trænge sig på.For ser i…nok er brormand og jeg meget glade for at lave mad. Men det er så som så med bagningen (primært fordi vi er ude af stand til at følge en opskrift, men gladeligt slumper os frem til smagsnuancerne. Og den går ligesom ikke, når man bager). Og vi havde netop givet vores far et KURSUS, fordi han måske nok er et omvandrende leksikon af erfaringer og viden på langt de fleste områder, men når det kommer til bagekunsten er han totalt nybegynder – og han havde for nylig sagt, at det kunne han egentlig godt tænke sig at komme igang med. Så der stod vi, kække og glade med vores nys udleverede logo-forklæder og troede, at nu skulle vi starte helt enkelt med at lære at måle og veje og kende de forskellige slags mel fra hinanden og hvor varmt er det nu lige væsken skal være, når man rører gæren ud?-agtigt…og hvis min indre stræber skal være helt ærlig, havde den nok lige forestillet sig, at jeg ville være blandt de mere ferme på holdet og kunne stille nogle gode spørgemål med anerkendende kendermine…
Og hvad sker der så? Well – så var det, at de andre 12 kursister begyndte at krydsforhøre Meyersk-bagemester-m.-erfaring-fra-Emmery’s om alle mulige detaljer om deres egne surdeje og dampovne. Og der var ikke gået meget mere end fem minutter før det gik op for os, at alle de andre var kommet, fordi de trængte til at udvide deres mester-repertoirer i ovnen derhjemme. Og de kæmpede med en ret genkendelig stræbermentalitet om bagemesterens gunst, opmærksomhed og interesse.
Til gengæld stod der lige præcis tre deltagere – alle i undertegnedes allernærmeste familie – som ret hurtigt stod tilbage som vores eget lille hold med øjne så store som spørgsmålstegn og ører, der ikke blev spor klogere af at være på stilke. Vi fattede simpelthen ikke en meter andet end, at den biga (særlig italiensk surdej, man bruger i stedet for gær, hvis man er in-the-know eller i hvert fald havde håbet at komme det) der er hemmeligheden bag alt det gode, saftige, syrlige brød, skulle passes og plejes dagligt, hvis man ville opnå et ordentligt resultat. Og at det faktisk lød som ret hårdt arbejde at holde liv i sin biga.
Så der stod vi og var bare SLET ikke med på beatet, da alle de andre grupper pilede afsted for at slå den første af de seks (seks!) deje op, vi skulle lære at lave i løbet af kursets syv timer. Og undertegnede var nødt til at krybe hen til Hr. Læreren og bekende, at vi altså nok lige var en tre-stykker, der skulle have en hel del mere hjælp end alle de andre.
“Det er sgu friskt at melde sig til bagekursus, hvis man er totalt nybegynder”, sagde han så.
Det var så i sig selv en udtalelse, der lige fik vendt lidt op og ned på min forståelse af, hvornår det er man melder sig til kurser…Men ellers må jeg sige, at han resten af dagen var rigtig god til at få os lidt tumbede elever i flowet. For han var faktisk rigtig god til at skabe differentieret undervisning, hvor de andre grupper (de dygtige, dem med håndelaget, dem som jeg ligesom bare overhovedet ikke var en af) kunne køre videre i deres tempo og få svar på deres meget specifikke spørgsmål og grille hinanden for tips. Mens den sidste lille gruppe kunne køre lidt mere i sit eget tempo og få lidt (meget) mere hjælp til at mærke på dejenes konsistenser og glutenstruktur.
Til gengæld ville skæbnen, at lige netop vores dej (og det var virkelig mere begynderheld og kyndig ekstra-vejledning end forstand) endte med at få en konsistens og en hævning, som selv bagermesteren var helt vild med. Han kaldte alle de andre over, så de kunne se og mærke, og da det var færdigbagt stod han bare og skar og skar i vores boller og sagde, at det er bare lige netop sådan her et godt brød skal være. Og selvom det ikke var spor fortjent, var der alligevel en lille stræber her der labbede rosen i sig. Lidt på samme måde som den ene gang, jeg ved et totalt tilfælde lavede den vildeste serv i høvdingebold og et kort minut nød hele gymnastiskholdets respekt.
Afsluttende ros eller ej – det endte alt sammen rigtig godt. Og vi blev meget klogere. Og vi havde en rigtig sjov og hyggelig dag. Og vi faktisk skabt noget helt fantastisk hvedebrød og ciabattabrød og rugbrød og boller og cookies og mandelkage og uhmmenum. Og vi fik masser af lækre sager og kager med hjem. Og der er stadig brødfest herhjemme. Og jeg skal også nok se at få prøvet den Biga, vi fik med hjem inden den dør (for hey – let’s face it, jeg kommer ikke til at passe, pleje, vende, dreje og fodre den dagligt). Og jeg kan snildt anbefale kurset videre og alt det der.
Men det syrede er, at det faktisk hverken er alle de nye – gode! bagetips og teknikker, der gjorde størst indtryk i løbet af dagen. Og den afsluttende ros betød heller ikke det store i den store sammenhæng – det bidrag bare til pensulfarten mellem polerne… Det der virkelig har sat sig fast er fornemmelsen af at have været den absolut dårligste på holdet – og at det endte godt alligevel.
For i modsætning til barndommens rædselsfulde gymnastiktimer fik vi meget hurtigt sagt til og indrømmet vores begrænsninger. Og så var der masser mulighed for at det kunne ende godt altsammen og at der kunne blive taget hensyn til vores behov. Og at stræberne samtidig kunne nørde igennem.
Så lad det være læren fra det kursus: at selvom det kan være grænseoverskridende at indrømme sine fejl og mangler og bede om hjælp – er det langt bedre end at prøve at skjule det.
Min venindes tre-årige datter sagde forleden: “Jeg siger pasta fordi det er for svært at sige basgetti”.
Og i tråd med dig sagde min veninde herom, at denne indsigt handler om at erkende sine begrænsninger og tilpasse sin adfærd herefter.
Basgetti eller biga, det er ét fedt :-)
Eller i hvert fald italiensk og svært.
(Med bagerlærerens kommentar in mente kunne man så spørge sig selv om, hvornår man så skulle melde sig til Italiensk for Begyndere–efter man har forsvaret sin phd om Umberto Eco?!?)
Du har præsteret et lækkert indlæg Nadja. Et smukt indlæg. Jeg kender kun alt for godt de to poler..
Jeg stod gennem flere år med bankende puls og dirrende hænder på græsset bag skolen når fodboldholdene skulle vælges. Og jeg har mange gange i de samme år rejst mig fra min plads bagerst i klassen for – med rank ryg, faste, selvsikre skridt og et overlegent udtryk i øjnene – at gå op til læreren og aflevere færdighedsregningen – som den første.
Men pudsigt nok er den oplevelse fra fodboldbanen, som jeg husker bedst, den onsdag formiddag, hvor det lykkedes mig at tæmme en høj bold med foden, så den landede lige foran mig og lå helt stille. Alle fodbolddrengene stoppede simpelthen op af forbavselse, og ham der ansås for at være den bedste til spillet, udspurgte mig om hvordan jeg havde gjort det. Åbenbart var det ikke så nemt som jeg fik det til at se ud..
Måske virker dit indlæg så stærkt fordi det rammer så afsindigt præcist. Under alle omstændigheder skal du have ros for det – og så vil jeg sluge min ærgrelse over ikke selv at have skrevet det.
@ Nina – hvilken selverkendelse og hvilket mod hos den tre-årige. Og what can I say: Biga, Basgetthi, tomato, tomato – let’s call the whole thing off :-)
Og ja, good point med Italiensk for begyndere. Nu skal det så lige siges, at der ikke noget sted stod, at det var et begynderkursus. Men der stod omvendt heller ingen steder, at det var et kursus for øvede :-)
@ Lind – tak for al rosen. OG ikke mindst en masse ros tilbage for din anekdote om boldbetvingelsen. Fantastisk eksempel.
Det er den slags øjeblikke, man bare ville ønske varede længere end de gjorde. Og hvor man selv helt forpjusket prøver at genkalde sig, hvad det var man gjorde. Men det sker bare aldrig helt igen.
God pointe, sådan at sørge for at basgHetti bliver stavet (semi-)korrekt :-)
Understreger lissom hele blogposten, ikke?
@ Nina – argggh. Det kan man vist kalde underbevidsthedens stræberi. Var virkelig ikke bevidst om det… man får hurtigt et indtryk af, lige præcis HVOR irriterende jeg har været at gå i klasse med. (undtagen i gymna – altså)
Hæ hæ :-)
(it takes one to know one)
Oh. Mind mig ikke om folkeskolens gymnastiktimer. Er der nogen, der ved, om det stadig foregår sådan? Altså at det bare er ærgerligt for dem, der er dårlige til gymnastik – i modsætning til dem, der er dårlige til matematik, læsning osv.
Og smuk pointe i øvrigt.
KM: Jeg er overbevist om at det stadig foregår på den måde. Men jeg tror nu ikke, måden er afgørende for oplevelsen af det. Hvis læreren deler holdene, vil holdet der får ‘Nadja’ eller ‘mig’ stadig beklage sig. Og især hvis de taber.
Men faktisk synes jeg, at det samme gør sig gældende i alle andre fag; når der skulle laves grupper var det i hvert fald de bogligt svageste, der måtte finde sammen. Det var et dødt projekt fra begyndelsen. Og jeg er ligeledes overbevist om, at de tre der sad tilbage i klassen og knoklede med at få de sidste færdighedsregningsstykker regnet ud, mens vi andre for længst var færdige og havde forladt klassen, følte det nøjagtig lige så slemt som jeg følte på fodboldbanen.
Lind: Jeg mente nu mere, om der er faglig hjælp til de “boldsvage” elever, så “Nadjas hold” kunne få mindre grund til at beklage sig.
@ Kirsten-Marie – sådan lidt “OBS-klassen for sportsspassere”?
Det tror jeg faktisk ikke er så tosset en ide. For hvis man først er så forkvaklet over for gymnastiktimerne som jeg var (og åbenbart også et par andre…), hjælper det ikke meget med den misforståede pædagogik, der skal få klumperne “med på holdet”. Så hellere samle klumpedumperne og give os en grundig introduktion, så vi kan udvikle os, konkurrere og måle os med hinanden på et realistisk niveau – istedet for at ødelægge det for de andre og blive traumatiserede selv. Og så ville vi også få en ærlig chance for at få boldkontakt en gang i mellem – det var jo også et af problemerne: man stod altid bagest i rundboldkøen og på den mindst vigtige placering, så man ville gøre mindst mulig skade. Men det bliver man jo ikke ligefrem bedre af.
Det var også noget af det fede ved bagekurset – at vi i nybegyndertrioen endte med at udgøre vores eget hold, så vi kunne klumpedumpe sammen i stedet for bare at se til, at en duks kørte med klatten. Vi var nødt til at klare det selv.
@ Lind – jeg er helt enig i, at det sikkert har været præcis lige så selvtillidsunderminerende for de bogsvage i alle de andre tider, som det har været for os boldsvage i gymnastiktimerne. Og i den forstand er det egentlig smukt nok, at man sådan får respekt for hinandens styrker og svagheder.
Og med hensyn til de andre løsningsmodeller…jeg er helt enig i, at de sjældent løser problemerne. Det værste jeg har været ude for, var en entusiastisk lærer, der gerne ville løse problemet. Jeg gik på en meget Basket-fokuseret skole – og i gymnastiktimerne blev vi så opdelt i hold på fem, hvor en skulle være pige – og pigen skulle score hvertandet mål. Bare sådan for at få os ind i kampen.
De timer står mejslet i erindringen som nogle af de absolut længste og mest traumatiserende timer i hele mit liv.
Puha, det var da også en forfærdeligt misforstået pædagogisk håndsrækning. Så hviler ALLES øjne jo bare på den pige, der stadig ikke kan score.
Jeg kan godt se pointen i opdelingen mellem stærke og svage elever (det er vel det, der er grundtanken bag differentieret undervisning) men det løser nu heller ikke alle problemer. Jeg kan i hvert fald huske svømmeundervisningen, hvor de gode var i det dybe bassin og vi andre i det lave. – Jeg lærte ikke at svømme dengang, og har ikke haft megen lyst til det siden!
Men al den snak om bagning har genvakt en gammel lyst hos mig til at begynde at lave god mad selv. Og især til at bage godt brød. Det bliver pølsepusheren i Godthersgade ikke glad for..
@ Lind – jeg er enig i, at det differentierede heller ikke er uproblematisk. For hvor er det også lige, man lægger snittet mellem A og B-holdet?
Og hjemmelavet mad…jamen det er da bare om at komme i gang. Magen til meditativ tidsbeskæftigelse, der ovenikøbet vækker alle sanser og er sundere (+billigere) end slam-maden skal man absolut ikke kimse ad :-)
(men det er rigtigt, at det ofte er hårdt for de lokale erhvervsdrivende, når man pludselig skifter vaner eller flytter. Jeg tror for eksempel at min barndoms cykelsmed var tæt på falittens rand, da jeg flyttede hjemmefra og pludselig ikke længere fik lappet min cykel der.)
A- og B-hold. Eller måske bold- og boghold? Bare tanken om, at det ene udelukker det andet, er svimlende på den ikke helt så gode måde.
Det er heldigt for os, der gennem vores skolegang har fået optrænet og understreget en grum boldforskrækkelse, at vi med ordet i vores magt kan beskrive og analysere os frem til, hvad det var der gik galt. Jeg er ikke sikker på, at det samme gælder dem, der fik nederlag i de boglige fag. Hvordan får man så fiaskofølelsen ud af kroppen, hvis ikke i stramme analyser og velsmurte formuleringer? Jeg tror næppe frustrationen har en ventil i form af broderi eller bagværk, men snarere i stump road rage. Rar er følelsen af utilstrækkelighed i hvert fald ikke.
Jeg kan se, at diskussionen ovenfor peger i retning af, hvad skolen kan gøre for at imødegå denne opdeling, og I har givet eksempler på, når det ikke lykkes.
Som lærer er jeg nysgerrig efter at høre nogle eksempler på, når det lykkes – og var der noget, læreren gjorde, der bevirkede, at I fik en oplevelse af succes?
Tak for historien Nadja – den rammer også mig lige i hjertekulen – der hvor den skrækkelige skoletid sidder.
Men – jeg havde en fantastisk gymnastiklærer.
Hun fortalte mig tidligt, at det for hende var vigtigt, at jeg skulle lære at svømme. (og jeg skal måske lige indskyde, at jeg OGSÅ var den sidste der blev valgt til noget i gymnastik, boldforskrækket, mobbeoffer med store briller, motorisk bagud og tilmed vandskræk grænsende til dødsangst).
Hun fortalte også, at vi sammen skulle lave et program som gjorde det muligt – om jeg så skulle svømme rundt med korkbælte på inde på det lave i årevis. Hun ville ikke give op, så længe vi havde undervisning.
Og hendes ægte, venlige interesse (jeg husker det som om hun brugte 15 minutter i hver eneste time på at lave ene-undervisning af mig, når hun havde fortalt de andre perfekte svømmere, hvor mange baner af det ene eller det andet eller tredje de skule svømme) hjalp faktisk.
Hun var virkelig sød ved mig og jeg var helt tryg ved, at hun ikke ville lade mig drukne eller ydmyge mig (hvis nogen grinede af hinanden i gymnastik-timerne blev hun møgsur!).
Og jeg endte med at kunne svømme brystsvømning – også på det dybe (og at tage et eller andet svømmemærke, som jeg tror hun var mindst ligeså stolt af som jeg var) – og i dag går jeg jo glad i svømmehallen – og jeg elsker at svømme – vand er et fantastisk element!
Og jeg har fortalt hende at jeg stadig svømmer – mødte hende for 10 år siden – og hun var stadig stolt (velfortjent!)
På en eller anden måde indførte hun jo bare differentieret undervisning. Hun så at jeg vitterlig var bange for vand (jeg var og er stærkt nærsynet, så jeg kunne heller ikke se noget i vandet) – og så gav hun mig mulighed for i mit eget tempo at udforske elementet og blive modigere.
Fantastisk historie, Trine-Maria! Sikke en god lærer du har haft. Jeg sidder her og bliver rigtig glad på professionens vegne over at vide, at det sker, og at der er nogen der ser det. Meget, meget inspirerende historie – tak for den :-)
[…] undren, Litteraturen i levende live, Nørderier, Rejser i tid og sted, Videnskabsformidling Mit seneste indlæg om stræberi og udenfor-følelse i skoletiden har sat gang i et længere komment… Rigtig meget af det har handlet om forfejlet pædagogik – og så pludselig var der en, der spurgte: […]
@ Nina – din efterlysning af gode lærer-eksempler (og ikke mindst Trine-Marias fantastiske fortælling) inspirerede mig lige til at skrive et helt nyt indlæg om gode lærere https://nadjasreflexioner.net/2008/01/10/en-hyldest-til-de-gode-l%c3%a6rere/
@ Trine-Maria: Fantastisk – og hvor godt at nogen derude har haft en god gymnastiklærer, hvor det er gået lige den modsatte vej af alle os andre.
Min mor plejede også at fortælle om en god gymnastiklærer. Min mor havde mindst ligeså mange sportstraumer som mig, og på hendes tid skulle man have karakterer i gymnastik (det skal man vist også nu? jeg var den sidste heldige årgang, hvor det ikke var tilfældet – ville have trukket gevaldigt ned på mit snit)
Og læreren sagde eksplicit til min mor, at hun til eksamen skulle stå forrest i de discipliner hun var god til og bagerst til de ting, hun ikke kunne så godt. Og det fik hun lov til, fordi hun altid havde PRØVET så godt hun kunne. Det skulle man også belønnes for. Stort!
[…] Rejser i tid og sted I dag til frokost kom vi (lidt i forlængelse af alle minderne om folkeskolens gymnastiktimer og gode lærere) til at snakke om vores respektive erhvervspraktikker. Og det var faktisk rigtig […]